Fortsæt til indhold
USA

Trumps sikkerhedsrådgiver forsvarer Trump-Putin topmøde: I alles interesse

Sted og tid for topmødet ventes at blive offentliggjort torsdag.

SAN FRANCISCO - John Bolton, national sikkerhedsrådgiver til USA’s præsident Donald Trump, forsvarede onsdag fra et pressemøde i Moskva det forstående topmøde mellem Trump og Ruslands præsident Putin.

»Trods den politiske støj i USA er præsidenten fast besluttet på, at direkte kommunikation mellem ham og præsident Putin er i USA’s interesse, i Ruslands interesse og til fordel for fred og sikkerhed kloden rundt,« lød det fra Bolton i den live-transmitterede briefing.

Meldingen kom efter, at Bolton tidligere på dagen mødtes med Putin, der efterfølgende sagde, at mødet »her i Moskva har givet os håb om, at vi kan tage første skridt til at genoprette normale relationer mellem Rusland og USA.«

Trumps nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton (th.) hilste onsdag under sig besøg i Moskva på Ruslands præsident Vladimir Putin. I baggrunden er det Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov. Foto: AP/Alexander Zemlianichenko

Tidspunktet og stedet for mødet ventes at blive offentliggjort torsdag, men flere amerikanske medier skriver, at Det Hvide Hus har den finske hovedstad, Helsinki, i kikkerten som sted for mødet, og at mødet formentlig vil finde sted efter, at Trump fra 11. til 13. juli har deltaget i et Nato-topmøde i Bruxelles og har besøgt Storbritannien.

Topmødeplanerne vil formentlig skabe bekymring hos mange af USA's allierede for, at det kan skabe nye revner og spændinger i det transatlantiske forhold.

Trump har altid talt om Putin i rosende toner, men senest har Trump kombineret dette med en øget aggressiv kurs over for USA’s normalt nærmeste allierede.

Trump har ramt Canada og EU med straftold på stål og aluminium, og nu taler han også om at indføre straftold på biler.

Ved G7-mødet i Canada tidligere på måneden meldte han overraskende, at han ønsker at se Rusland genoptaget i klubben, selvom årsagerne til, at Rusland blev frosset ude, ikke har ændret sig, herunder annekteringen af den ukrainske halvø Krim.

De seneste år har Rusland brugt store ressourcer på at skabe splid i vestlige samfund og påvirke demokratiske valg, herunder det amerikanske præsidentvalg, hvilket Trump aldrig har stillet Moskva til ansvar for. Tværtom sagde Trump i november sidste år efter et møde med Putin i korridorerne af topmødet ”Asia Pacific Economic Cooperation" i Vietnam, at den russiske præsident havde fortalt ham, at Rusland ikke blandede sig.

»Og jeg tror virkelig på, at når han siger det til mig, så mener han det.«

Bolton forsøgte at dæmpe disse bekymringer.

Han afslørede, at hans diskussioner med medlemmer af Ruslands regering havde berørt emnet sanktioner, men sagde, at han havde gjort det klart, at USA’s vil opretholde sine sanktioner.

Han understregede, at USA’s politik stadig er, at Krim er ukrainsk.

Han bemærkede, at der også er europæiske ledere, der har for nyligt har holdt bilaterale møder med Putin.

»Præsident Trump følte, og præsident Putin var enig, at det er på tide for de to af mødes,« sagde han.

»Folk har over tid sagt eller indikeret, at et møde mellem præsident Trump og præsident Putin på en eller anden måde ville bevise en forbindelse mellem Trumps kampagne og Kreml, og det er absolut noget vrøvl,« fortsatte han med henvisning til den igangværende Rusland-undersøgelse af Moskvas indblanding i det amerikanske valg og mistanken om, at dele af Trumps præsidentkampagne samarbejdede.

Bolton sagde, at han forventede, at dette »også vil være et emne i samtalen mellem de to præsidenter.«

Det var en forbavsende forsonlig tone fra Bolton over for Rusland, som er kendt for at være en høg. I 2013 udtalte han f.eks., at USA var »nødt til at gøre ting, som gør ondt på Putin.«

Men spurgt om dette, affejede Bolton det med, at han i dag er Trumps rådgiver og ikke kommenterer på ting, som han tidligere har sagt eller skrevet.