Fortsæt til indhold
USA

Barack Obama: USA kan ende med at skulle vælge mellem et Iran med atomvåben eller en ny krig

Den tidligere præsident kalder det en »alvorlig fejl« at opsige atomaftalen med Iran.

Krig, manglende troværdighed og våbenkapløb.

Det er nogle af de risici, som ifølge den tidligere præsident Barack Obama følger med opsigelsen af atomaftalen med Iran. I et længere Facebook-opslag kalder han beslutningen for en »alvorlig fejl« og advarer om, at det kan betyde en ny krig i Mellemøsten.

»Det kan gøre et allerede farligt regime mere dristigt, true vores venner med ødelæggelse, udgøre en uacceptabel fare for USA's egen sikkerhed og udløse et våbenkapløb i verdens mest farlige region. Hvis begrænsningerne på Irans atomprogram under JCPOA (Joint Comprehensive Plan of Action, red.) forsvinder, kan vi accelerere mod den dag, hvor vi står over for valget mellem at leve med den trussel eller gå i krig for at forhindre det,« lyder det.

https://www.facebook.com/barackobama/posts/10155854913976749

Obama indikerer, at debatten om aftalen ikke har været baseret på kendsgerninger, og bruger derfor plads på at gennemgå de - for ham - seks vigtigste facts om atomaftalen, hvormed han modsiger flere af Donald Trumps argumenter for at opsige aftalen.

Først og fremmest, understreger han, er der ikke kun tale om en aftale mellem Obama-administrationen og Iran. Storbritannien, Tyskland, Frankrig, EU, Kina og Rusland har således også været med til at indgå den.

Derudover har den virket, lyder det. Siden aftalen blev indgået i 2015, har Iran bl.a. destrueret kernen i en reaktor, som kunne have produceret plutonium til våbenbrug, samt ødelagt 97 pct. af lagrene af beriget uran.

Obama pointerer dernæst, at aftalen ikke kun hviler på tillid, men på overvågning og inspektioner, som ikke vil være mulige, hvis aftalen dør.

»Vi kan afsløre dem, hvis de snyder,« lyder det.

Og så har Iran rent faktisk overholdt aftalen, skriver Obama. Et synspunkt, som deles af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og de amerikanske myndigheder.

Den tidligere præsident går også i rette med Donald Trumps påstand om, at aftalen har en udløbsdato, hvilket betyder, at iranerne kan gøre, som det passer, når den udløber.

»JCPOA udløber ikke. Forbuddet mod, at Iran nogensinde får atomvåben, er permanent. Nogle af de vigtigste og mest påtrængende inspektioner indskrevet i JCPOA er permanente.«

Og endelig, understreger han, så har ingen bildt sig ind, at aftalen ville løse alle problemer med Iran, der støtter Hizbollah og truer Israel, men:

»Ethvert aspekt af iransk opførsel, som er bekymrende, er langt farligere, hvis der ikke er lagt forhindringer ud for landets atomprogram.«

Barack Obama hæfter sig ved, at aftalen ligner det, som man burde forsøge at få i stand med Nordkorea.

»Men den konsekvente tilsidesættelse af aftaler, som vores land er en del af, risikerer at erodere USA's troværdighed, og placerer os i en strid med verdens stormagter.«

Tirsdag aften annoncerede den amerikanske præsident, Donald Trump, at USA trækker sig fra atomaftalen med Iran og vil genindføre de hårdest mulige, økonomiske sanktioner mod landet.