Fortsæt til indhold
USA

Facebook forsøger at rette op efter skandalen: Vil ansætte tusinder til at baggrundstjekke annoncører

Det skal være sværere for annoncører at bruge falske profiler, skriver Mark Zuckerberg.

Den amerikanske medieplatform Facebook har annonceret, at den vil indføre en højere grad af verifikation af dens annoncører.

Det betyder, at ansatte fremover vil tjekke annoncørernes profiler for at sikre, at de er ægte, og derfor har Facebooks stifter og direktør, Mark Zuckerberg, proklameret, at der skal hyres tusindvis af nye ansatte til at udføre arbejdet.

»Enhver annoncør, som ønsker at annoncere enten politiske eller anden form for reklamer, skal verificeres. For at det kan ske skal annoncørernes identitet og lokation verificeres. Annoncører, der ikke består, vil ikke få tilladelse til at køre hverken politiske eller produktreklamer,« skriver Mark Zuckerberg på sin Facebookprofil og fortsætter:

»Vi vil også afmærke dem, og annoncørerne skal deklarere, hvem der har betalt for dem.«

Desuden skriver Marck Zuckerberg, at også profiler, der administrerer store Facebook-sider, fremover skal baggrundstjekkes.

»Det vil gøre det sværere at lade falske profiler administrere sider og vokse viralt og sprede misinformation,« skriver han i sit opslag.

Det nye tiltag kommer efter det massive stormvejr, som Cambridge Analytica-skandalen for nylig sendte Facebook ud i.

Det er de seneste uger blevet afsløret, hvordan det lykkedes det britiske analyseselskab Cambridge Analytica at få adgang til data fra 87 millioner amerikanske profiler på det sociale medie. Angiveligt har Cambridge Analytica brugt de mange data til at påvirke amerikanske vælgere op til præsidentvalget i 2016.

Det har medført en massiv kritik af Facebooks kontrol med brugernes private oplysninger, og skandalen førte til at, mediegiganten allerede i marts erklærede, at man fremover vil give brugerne mere kontrol over egne data med en ny genvej til privatlivsindstillingerne.

Det nye tiltag, der skal beskytte brugerne fra falske annoncører, starter følge Mark Zuckerberg i USA og vil efterfølgende blive rullet ud i resten af verden.

Facebook-stifteren skal i næste uge vidne i den amerikanske kongres, hvor han skal afgive forklaring i sagen om Cambridge Analytica.