Fortsæt til indhold
Mellemøsten

FN: Civile er i alvorlig fare i Islamisk Stats sidste højborg

Irakiske styrker har igangsat en ny operation i Mosul, men byens civile er fanget i midten.

De indbyggere, som stadig er tilbage i den irakiske by Mosul, er i stor fare.

Sådan lyder det fra FN's koordinator for humanitær hjælp, Lise Grande.

Ifølge FN går Islamisk Stats krigere i storbyen nu målrettet efter at skade familier.

»Vi ved, at IS har civile, som prøver at flygte, som direkte mål. Vi ved, at der er meget stor mangel på mad og medicin, og at der er mangel på vand og elektricitet,« siger Lise Grande til BBC.

Hun tilføjer, at civile på nuværende tidspunkt er »i den største fare, de nogensinde har været i i løbet af kampen (om Mosul, red.)«.

Det er uvist, hvor mange civile der er tilbage i Mosul. Hundredetusindvis af civile vurderes at være flygtet fra den nordlige del af storbyen, efter at den irakiske hær i oktober sidste år iværksatte en offensiv for at tilbageerobre byen fra Islamisk Stat.

Ifølge BBC har FN estimeret, at over 8.000 civile er blevet dræbt eller såret i kampene. Dette tal dækker dog kun over personer, der er blevet bragt til hospitaler eller lægehuse.

De irakiske styrker påbegyndte lørdag en mission for at fange de sidste krigere fra Islamisk Stat, der befinder sig i en enklave i byen Mosul og dermed befri byen.

Det oplyste Iraks militær i en meddelelse, ifølge Reuters.

Det irakiske luftmilitær kastede fredag foldere ud over byen, hvori de opfordrede civile til at forlade byen, men hvor mange det er lykkedes at flygte, vides ikke.

Islamisk Stat bruger bl.a. al-Nuri-stormoskeen i Mosuls gamle bydel som deres sidste bastion, efterhånden som irakiske styrker presser dem sammen på et stadigt mindre område.

Det var også fra denne moske, at Abu Bakr al-Baghdadi udråbte IS-kalifatet i 2014.