Fortsæt til indhold
Mellemøsten

IS bruger civile som skjold

Islamisk Stat holder 100.000 civile fanget i Mosul for at undgå angreb.

Terrorgruppen Islamisk Stat har spæret hundredtusinde civile inde i en del af den irakiske by Mosul for at undgå at blive angrebet udefra. De planter bomber for at forhindre de civile i at flygte, og bruger de civile som et menneskeligt skjold, skriver Reuters.

Irakiske styrker har med hjælp fra en amerikansk koalition gjort store fremskridt i kampen mod de islamistiske militanter i området, efter de åbnede en ny base i det nordvestlige Mosul denne måned. Islamisk Stats område er derfor nede på 12 kvadratkilometer inde i byen.

Islamisk Stat kontrollerer dog stadig den gamle bydel, hvor gaderne er så smalle, at man ikke kan trænge ind med militære køretøjer.

Ifølge Reuters fortalte General Abdul Ghani al-Assadi til den lokale TV-station, at Islamisk Stat bruger de civile, når de bevæger sig rundt i området. De binder deres hænder sammen og trækker dem med sig, indtil de selv er i sikkerhed.

Mange civile er allerede dræbt under stridighederne mellem Islamisk Stat og de irakiske og amerikanske styrker. De tilbageværende kæmper for deres overlevelse, mens de er ved at løbe tør for mad.