Iraner: "Jeg græd af glæde"
Der er stor begejstring i den iranske befolkning efter den nye atomaftale.
"Jeg græd af glæde. Det er ikke til at tro."
Det var ordene fra den 37-årige reklamemanager Elnaz Karimi til New York Times, da hun torsdag modtog nyheden om, at Iran og Vestens stormagter var nået til enighed om rammerne for en aftale, der skal indskrænke Irans atomprogram.
Mens USA's præsident, Barack Obama, i en tale, der blev vist på iransk tv, glædede sig over rammeaftalen, strømmede iranerne natten til fredag på gaden i deres biler, hvor de for nedrullede vinduer og med hornet i bund viste deres glæde over, at 12 års atomkrise snart kan være fortid.
For den enkelte iraner betyder aftalen nemlig ikke blot en drastisk reduktion i landets atomprogram, men også et forhåbentligt punktum for en række økonomiske sanktioner, som har ramt befolkningen hårdt og bl.a. ført til, at inflationen er steget med over 40 pct.
"Der er opbakning til denne aftale i størstedelen af befolkningen, fordi sanktionerne har ramt befolkningen hårdt, særligt sanktionerne mod alle banktransaktioner fra ind- og udland til Iran har ramt den almindelige borger, og selv om sanktionerne ikke bliver ophævet i morgen, ligger der nu en køreplan og en vished for, hvad der skal ske. Det skaber virkelig optimisme blandt iranerne," siger Janne Bjerre Christensen, postdoc i International Sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Hun mener, at rammeaftalen allerede nu kan føre til en stigende økonomisk optimisme i landet.
"Sanktionerne vil skabe optimisme, og der vil være virksomheder, der tør at bevæge sig ind i Iran. Flere udenlandske investeringer kan være med til at løfte væksten. Derudover kan jeg ikke forestille mig andet end, at der allerede nu vil blive lempet lidt indirekte på sanktionerne, fordi man ikke vil være så rigide over for lande som f.eks. bevæger sig på kanten af, hvor meget olie, de må købe af Iran. Nu ved man jo, at der kommer en aftale," siger hun, som derudover påpeger, at størstedelen af befolkningen også er lettede over udsigten til, at Iran ikke længere er henvist til politisk isolation.
"Obama gjorde det i går klart i sin tale, at hvis Iran lever op til sin del af aftalen, så vil man kunne indgå i forhandlinger på lige fod med andre aktører i det internationale samfund. Det betragtes som et kæmpe fremskridt for en befolkning, som faktisk er ret bredt orienteret om, hvad der sker i Vesten, og som ønsker at være en del af det internationale samfund. Men der findes selvfølgelig stadig hardlinere i den iranske befolkning, som mener, at man skal fastholde konfrontationen med Vesten," siger hun.