Fortsæt til indhold
Europa

Fakta: Usbekere i tre angreb på fire måneder

Mand af usbekisk oprindelse er anholdt i Sverige. Usbekere har også stået bag angreb i Rusland og Tyrkiet.

/ritzau/

En 39-årig mand fra Usbekistan er anholdt af svensk politi efter fredagens angreb i Sveriges hovedstad, Stockholm. Den anholdte menes at have ført den lastbil, der dræbte fire mennesker på en travl gågade.

Inden for de seneste fire måneder har to andre personer med forbindelse til Usbekistan gennemført angreb i Rusland og i Tyrkiet.

Her følger en række fakta om de tidligere angreb og om militant islam i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan:

  • Nytårsaften blev 39 mennesker mejet ned på Reina-natklubben i Istanbul. Den usbekisk-fødte Abdulkadir Masharipov har tilstået.
  • I mandags blev en bombe sprængt i metroen i Sankt Petersborg i Rusland. 13 mennesker blev dræbt ved det formodede selvmordsangreb. Gerningsmanden menes at være den 22-årige russer Akbarjon Djalilov, der blev født i Kirgisistan, men tilhører det usbekiske mindretal.
  • Fattigdom, korruption og et kvælende politisk klima i det centralasiatiske land har fået unge mænd til at melde sig til militante jihadistgrupper.
  • Den internationale ngo og tænketank International Crisis Group anslår, at mellem 2000 og 4000 militante fra Centralasien, herunder Usbekistan, kan have meldt sig under Islamisk Stats (IS) faner.
  • Usbekistan, der har grænser til Afghanistan, har aldrig offentliggjort tal for, hvor mange af landets statsborgere der menes at kæmpe for jihadistgrupper.
  • International Crisis Group vurderer, at usbekere udgør den største enkeltgruppe af centralasiater under IS-faner.
  • I det centrale Asien er der flere gamle jihadistgrupper, herunder Usbekistans Islamiske Bevægelse (IMU), der formelt støtter IS.
  • IMU regnes for en terrorgruppe af USA. Ifølge oplysninger fra FN har nogle af IMU’s ledere haft topposter i al-Qaeda.
  • Mange af gruppens folk er eller har været i Afghanistan, hvor de har lidt store tab under amerikanske angreb.
  • Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 slog Usbekistan hårdt ned på militant islam under ledelse af den mangeårige leder Islam Karimov, der døde i 2016.
  • I 2012 forlod Usbekistan en russiskledet sikkerhedsorganisation og opsagde USA’s leje af en base, der blev brugt i forbindelse med USA’s Afghanistan-operationer. Det skete, efter at USA havde opfordret til en uafhængig undersøgelse af Usbekistans voldelige indgreb mod protester i 2005.

Kilde: AFP.