Chokeret familie: Gerningsmand havde ikke stærke politiske holdninger
Familiemedlem til den mand, der er anholdt for drabet på engelsk politiker, er chokeret over hans handling.
Den 41-årige Duane St. Louis sad torsdag middag i sit hjem i den engelske by Dewsbury og så Sky News i tv, da han pludselig så sin halvbror ligge i håndjern på asfalten.
Synet blev endnu mere chokerende af, at hans 52-årige halvbror ifølge nyhedskanalen var den mand, der netop havde angrebet og slået den britiske Labour-politiker Jo Cox ihjel, efter gentagne gange at have skudt og stukket hende ned.
»Det føltes som et mareridt. Jeg kunne ikke tro på, at han havde gjort sådan noget,« siger han ifølge The Guardian og fortsætter.
»Jeg ringede til min mor, og hun så det også. Hun prøvede at ringe til hans mobil, men kunne ikke komme igennem. Så vidste hun godt, at der var noget i gære,« siger Duane St. Louis, der samtidig sender sin dybeste kondolence til Jo Coxs familie.
Hans halvbror er nu anholdt for mordet på Jo Cox.
Øjenvidner har fortalt, at gerningsmanden angiveligt råbte ”Britain first”, som også er navnet på et højrefløjsparti i landet. Hverken Duane St. Louis eller den øvrige familie har dog nogensinde hørt den 52-årige mand udtrykke en stærk politisk holdning, oplyser han.
Ligeledes har han heller aldrig opført sig racistisk eller på anden måde hadfuldt, mener Duane St. Louis.
Til gengæld oplyste han, at den 52-årige gerningsmand led af tvangstanker, også kaldet OCD.
»Han var f.eks. besat at, at han hele tiden skulle vaske sig selv,« siger Duane St. Louis.
Han fortæller samtidig, at hans bror ikke har en kriminel fortid, og i de seneste par år fungerede som frivillig på en skole for handicappede børn.
Familien så ham senest, da han onsdag var hjemme hos sin mor - der også er Duane St. Louis’ mor - for at hjælpe hende med hendes tv.
Naboer beskriver samtidig gerningsmanden som en »enspænder« og en stille fyr. Ingen af dem kender til, at han skulle have en stærk politisk holdning.
Drabet har efterladt Storbritannien i sorg og chok, og både nej- og ja-partierne ved det forestående valg om Storbritanniens fremtid i EU har valgt foreløbigt at suspendere valgkampen.
Den 41-årige Jo Cox, mor til to, tilhørte partiet Labour. Hun blev valgt ind i parlamentet sidste år og blev angrebet, mens hun førte valgkamp i forbindelse med den britiske EU-afstemning.
Hun døde torsdag omkring klokken 14 lokal tid af sine kvæstelser.
Politiet oplyser, at man endnu ikke kan bekræfte noget motiv.