Australsk terrorforsker: Han handler sikkert ikke alene
Professor Greg Barton er bekymret over, at gerningsmanden ser ud til at være midaldrende.
Mandagens gidseltagning på en cafe i det centrale Sydney er planlagt sådan, at der kommer maksimal opmærksomhed omkring situationen, og bliver udført med rolig hånd.
Det vurderer terrorforsker Greg Barton fra Monash Universitet i Australien over for The Telegraph. Og netop de fakta bekymrer forskeren.
”Det ville være mere beroligende, hvis det var en vred ung mand, som handlede uden mål og mening. En ældre mand, der udfører handlingen, er mere ildevarslende,” siger Greg Barton og tilføjer, at manden ”sandsynligvis” på en eller anden måde er en del af et terrornetværk.
Gerningsmanden er af øjenvidner blevet beskrevet som mellem 40 og 50 år gammel, og han har gennem hele dagen opført sig afslappet.
”Han var ret rolig. Han var høj og måske sidst i 40’erne,” har vidner tidligere på dagen sagt til Sky News om manden, der ifølge beskrivelserne har skæg og er iført en bandana, en vest, en rygsæk og bevæbnet med en slags riffel.
Greg Barton peger på, at manden i begyndelsen af gidseltagningen fik gidslerne til at holde et islamisk flag op i vinduet - denne manøvre var sandsynligvis for at opnå størst mulig opmærksomhed, vurderer terrorforskeren.
Gerningsmanden har desuden fået gidslerne til at ringe til medierne for at fremsætte mandens krav i en direkte udsendelse. Det er dog ikke lykkedes, og politiet har bedt medierne om ikke at viderebringe gerningsmandens krav og dermed imødekomme hans ønsker.
Australien har for nylig skærpet sikkerheden over for terrorister og i særdeleshed personer, der rejser ud som hellige krigere og derpå vender hjem til landet igen.
Australiens premierminister, Tony Abbott, advarede i september alle statsborgere om, at de risikerer lange fængselsstraffe, hvis de vender tilbage til landet efter at have kæmpet sammen med ekstremister.
”Det eneste sikre sted for dem, der er blevet brutaliseret og gjort militante ved at slås med terrorister, er et topsikret fængsel,” sagde han på et pressemøde.
I september blev der ligeledes gennemført den hidtil mest omfattede antiterroraktion i landets historie. En 22-årig mand blev anholdt og sigtet for terrorplaner, der ifølge australske medier gik ud på at kidnappe en tilfældig person på gaden i Sydney og halshugge vedkommende for Islamisk Stat (IS).
Regeringen i Australien har desuden indført nye sikkerhedsregler, inklusive ”no go”-zoner i Syrien, hvor australiere er blevet forbudt at rejse hen.
Det er uvist, præcis hvor mange gidsler manden holder fanget på cafeen, men vidner vurderer, at der er tale om 15-20 personer. Fem af gidslerne har i løbet af dagen formået at flygte fra stedet.
Politiet har hele dagen forhandlet med manden, men har ikke meddelt offentligheden, hvem han er, og hvad hans krav er.