Fortsæt til indhold
International

Terrorekspert: Gidseltagers flag siger intet om tilhørsforhold

"Det har et amatørpræg," siger terrorforsker om gidseldramaet i Sydney.

Flere medier har forsøgt at knytte gidseltageren i Sydney til en konkret terrororganisation på baggrund af det sorte flag med hvid skrift, som han fik gidslerne til at holde op foran vinduet i Lindt Chocolat Cafe, der i disse timer er rammen om et gidseldrama.

Ifølge nogle bliver flaget, som er det såkaldte Black Standard-flag med trosbekendelsen påtrykt, brugt af gruppen Jabhat al Nusra i Syrien.

Men det er ikke rigtigt, lyder det fra terrorforsker ved den svenske forsvarshøjskole, Magnus Ranstorp.

”Flere forskellige grupper bruger flaget, som over tid er blevet kapret af jihadister og ekstremister, både ikke-voldelige og voldelige. Bl.a. bruges det af Hitzb ut-Tahrir. Flaget kan have mange betydninger, det kommer an på, hvilken forbindelse det bruges i,” siger han.

Trosbekendelsen, også kaldet shahada, lyder: ”Der er ingen gud foruden Allah, og Muhammed er Allahs profet”, og både Jabhat al Nusra og Islamisk Stat har flag, der ligner et Black Standard.

Så først og fremmest siger gidseltagerens flag noget om hans sympatier, men ikke hvor de skal placeres mere konkret.

”Han har jo bedt om at få udleveret et Islamisk Stat-flag, så han kan bytte det nuværende ud. Så det var tilsyneladende det bedste, han havde. Men det virker mærkeligt. Samtidig går han rundt med en hvid T-shirt og er synlig for skarpskytter gennem vinduet, hvilket ikke er så professionelt. Det har et amatørpræg. Det betyder dog ikke, at det ikke er alvorligt,” siger Magnus Ranstorp. Gidseldrama i Sydney: Formodet terrorist skaber frygt

Manden har ifølge australske medier stillet en række krav, blandt dem angiveligt udleveringen af et Islamisk Stat-flag. Det er dog ikke bekræftet, og politiet har siden bedt medierne om at udelade oplysningerne om gidseltagerens krav.

Samtidig har han ifølge radioværten Ray Hadley fra nyhedskanalen 2GB forsøgt at komme igennem direkte i radioen, under en samtale, som værten havde med et af gidslerne. Det sagde radioværten dog nej til.

Mandens motiv er endnu ikke kendt af offentligheden, men ifølge Magnus Ranstorp har netop Martin Place, hvor gidseldramaet foregår, været udpeget som muligt gerningssted for terroraktioner.

I september gennemførte australsk politi den mest omfattede antiterroraktion i landets historie efter mistanke om, at personer med sympati for Islamisk Stat ville kidnappe en tilfældig person på gaden i Sydney og halshugge vedkommende.

”Det er umuligt at beskytte landet mod angreb fra enkeltpersoner, men man har talt meget om denne type angreb i Australien i den senere tid, så man er forberedt på det. Man kan også se, at politikerne tager det roligt og taler om tolerance og et åbent samfund, mens stormuftien er gået ud og har taget afstand fra aktionen. Så de står sammen i situationen.