Fortsæt til indhold
International

Gidseltager krævede at komme direkte igennem i radioen

Politiet har bedt australske medier om ikke at offentliggøre gerningsmandens krav.

Ingen officielle meldinger er endnu kommet om, hvad gidseltageren i Sydney har fremsat af krav, og hvad hans motiv til gidseltagningen er.

Ifølge Sydney Morning Herald har en ”ledende figur” i det muslimske samfund i Sydney fortalt, hvad gerningsmanden har fremsat af krav, og andre medier fortæller, at politiet nu kender mandens identitet.

Flere medier skriver desuden, at politiet i New South Wales har bedt medierne om ikke at offentliggøre forlydenderne om mandens krav.

Politiet har i stedet meddelt, at man fortsat ingen grund har til at tro, at nogen af gidslerne er kommet noget til, og at politiets forhandlere løbende har kontakt til gerningsmanden.

Radioværten Ray Hadley fra nyhedskanalen 2GB siger mandag eftermiddag, at han har talt med et af de gidsler, som er fanget på Lindt Chocolat Cafe.

Mens samtalen stod på, kunne han høre gerningsmanden tale i baggrunden. Manden krævede, at gidslet kom igennem direkte i radioen. Men det sagde radioværten nej til.

Den formodede gidseltager er en midaldrende mand, som har en sort bandana med hvid skrift på samt en sort vest og en rygsæk.

”Jeg sagde til ham, at det ikke ville være i hans bedste interesse - eller i min bedste interesse - at tillade, at det sker, fordi jeg ikke er forhandler. Jeg har ingen ekspertise på det felt. Der er folk, der kan tale med både gidslerne og gerningsmanden, som ved, hvad de skal gøre,” siger Ray Hadley ifølge Sydney Morning Herald.

Radioværten siger, at han gav politikommissær Andrew Scipione besked om telefonopkaldet, og at politiet havde meddelt, at det var bedst at holde gidslerne ude af medierne.

Ray Hadley fortæller desuden, at det mandlige gidsel virkede rolig, da han ringede.

Andre medier, bl.a. 9News, er blevet kontaktet af gidsler, der har fremsat krav på vegne af gerningsmanden, som ifølge øjenvidner er bevæbnet med en riffel. Mediet har nægtet at offentliggøre gidslernes telefonsamtaler.

Channel Ten News skulle også være blevet kontaktet af gidsler, der af manden er blevet tvunget til at videregive, hvad han har af krav. Heller ikke dette gidsel kom igennem på nyhedsfladen.

”Det var ekstremt foruroligende,” siger radioværten Mark Burrows om gidslernes opkald.

NSW Politi har ikke bekræftet beretningen fra Ray Hadley og de andre medier, og har været tavs omkring hele operationen siden pressekonferencen midt på eftermiddagen.

Australien er 10 timer foran dansk tid, og først på aftenen lokal tid var der ingen tegn på, at situationen ville få en snarlig løsning. Politiet har iværksat antiterror-beredskab for at holde situationen under kontrol.

Landets premierminister Tony Abbott meddelte tidligt mandag aften, at han fandt det ”foruroligende”, at en gerningsmand ville holde uskyldige mennesker fanget i en tilsyneladende politisk motiveret handling.

Bygninger i nærheden af Martin Place, hvor caféen ligger, er blevet evakueret. I området ligger bl.a. Australiens Højesteret, centralbanken samt parlamentet for delstaten New South Wales.

Byens berømte vartegn, operahuset, blev ligeledes evakueret mandag formiddag, og operahuset har som konsekvens af situationen aflyst alle aftenens forestillinger. Den offentlige transport kører desuden med forsinkelser.