Merkel vil have dialog med Taliban om evakueringer

Hvis Tyskland vil fortsætte Afghanistan-evakueringer, er der ikke andre at tale med end Taliban, mener Merkel.

Artiklens øverste billede
Ved et pressemøde i delstaten Nordrhein-Westfalen opfordrer forbundskansler Angela Merkel til samarbejde med Taliban om evakueringer. Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters

Dialog med den islamistiske bevægelse Taliban om fortsatte evakueringer fra Afghanistan er en nødvendighed.

Sådan lyder det fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, søndag på et pressemøde.

- Vi bliver simpelthen nødt til at tale med Taliban om, hvordan vi kan få folk, som har arbejdet for Tyskland, ud af landet og bringe dem i sikkerhed, siger forbundskansleren.

- Det er dem (Taliban), som vi er nødt til at tale med nu. Vi ønsker især at få de folk, som har arbejdet for tyske udviklingsorganisationer og nu føler sig truet, ud af landet.

Efter nogle måneders hastig militær fremmarch tog Taliban magten i Afghanistan for tre uger siden.

Det satte gang i en hektisk evakueringsindsats blandt en række lande, heriblandt Danmark, som forsøgte at få egne borgere og afghanere ud af hovedstaden Kabul.

Taliban har endnu ikke officielt præsenteret bevægelsens regering. Men højtstående figurer har allerede signaleret, at en vis form for relationer til Vesten er en mulighed.

Tidligere søndag sagde Taliban-talsmand Zabihullah Mujahid, at bevægelsen ønsker ”stærke og officielle diplomatiske relationer med Tyskland”.

Afghanistans nye magthavere har også varslet en mere ”inkluderende” regering, som i højere grad skal repræsentere landets mange etniske grupper.

Det anses dog som usandsynligt, at kvinder får lov at sidde i højtstående positioner.

Vesten har generelt haft en afventende tilgang til relationerne til det nye Taliban-styre. Nogle har dog åbnet for en vis dialog.

EU-landenes udenrigsministre blev således fredag enige om nogle betingelser for begrænset samarbejde med Taliban.

Udenrigschef Josep Borrell sagde blandt andet, at Taliban skal garantere, at Afghanistan ikke bliver en base, hvorfra der kan foretages terrorangreb.

I stedet skal gruppen respektere menneskerettigheder og især kvinders rettigheder, lød det fra udenrigschefen.

Da Taliban var ved magten fra 1996 til 2001, skulle kvinder gå i burka, og piger blev holdt ude af skolerne. Samtidig var Talibans måde at styre på præget af et meget brutalt retssystem.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen