Her ses vandscooterne før og efter dødsulykke
Et vidne optog lørdag aften vandscooterne ankomme til Københavns Havn.
På nedenstående video fra TV2 Lorry kan man se vandscooterne ankomme og stikke af fra Københavns Havn efter dødsulykken, som lørdag kostede to amerikanske kvinder livet.
Videoen er optaget af formanden for kajakafdelingen i Bådklubben Valby, Troels Brücker, som længe har oplevet problemer med, hvad han beskriver som, »vandvidssejlads« i Københavns Havn.
»De er jo forbrydere af to omgange de her mennesker. Både fordi de kommer ind. Det er ikke lovligt. Og så når de ter sig, som de gør. Når vi omtaler dem herude, så kalder vi dem altid terrorister,« siger han til TV 2 Lorry.
Efter påsejlingen, der resulterede i to dødsfald, sejlede vandscooterne fra stedet i høj fart, som ses på videoen. Politiet anholdt senere ni personer i Brøndby Havn. Søndag blev otte af dem fremstillet i grundlovsforhør. De nægtede sig alle skyldige.
En 24-årig mand blev som den eneste sigtet for uagtsomt manddrab. Til politiet har han forklaret, at han godt vidste, at han havde gjort noget alvorligt, skriver Ritzau.
Ifølge den 24-åriges egen forklaring forsøgte han at undvige båden, men ramte den, hvorved hans kæreste, der var passager, røg af. Da han sejlede tilbage til båden for at samle sin kæreste op, så han en masse blod og gik i panik. Derfor sejlede han tilbage til Brøndby Havn, hvor han og de andre blev anholdt.