Syv mænd og en kvinde i retsmøde efter dødsulykke i havn
En mand på 24 år nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab og i at have udsat andre for livsfare
Samtlige otte anholdte efter en dobbelt dødsulykke i Københavns Havn nægter sig søndag skyldige i at have udsat andre for livsfare ved deres sejlads på vandscootere.
De otte er syv mænd og en kvinde, rapporterer ekstrabladet.dk fra retsmødet i Københavns Byret.
En 24-årig mand sigtes desuden for uagtsomt manddrab. Han afviser, at han sejlede rundt om nogle udlejningsbåde.
Ved ulykken lørdag eftermiddag mistede to amerikanske kvinder livet. De sad i en udlejningsbåd og blev angiveligt påsejlet af en af vandscooterne.
Den anholdte kvinde afhøres som den næste.
- Jeg er ret grøn, så jeg sejler bare med, fortæller hun ifølge ekstrabladet.dk om flokkens færd.
Hun fortæller, at hun bliver opmærksom på ulykken, da den 24-årige fortæller hende om noget blod.
Alle otte sigtes for at have overtrådt en bestemmelse i straffeloven om på hensynsløs måde at have udsat andre for nærliggende fare for liv eller førlighed.
Den 24-årige mand sigtes som nævnt også for uagtsomt manddrab. Desuden sigtes han for at være stukket af fra de to nødstedte kvinder uden at komme dem til hjælp.
Flere medier rapporterer, at han græder i grundlovsforhøret i byretten.