Fortsæt til indhold
Indland

Tag cyklen eller løb fra sygdom og bivirkninger

Motion spiller en afgørende rolle - både som forebyggelse og helbredelse.

En frisk tur på cykel eller en rask løbetur kan overhale alvorlig sygdom indenom - både som forebyggelse og helbredelse.

Det er baggrunden for en ny cykel-app, der skal få danskerne i sadlen.

»App’en fungerer som en personlig hjælper, fordi den både registrerer turene og samtidig kommer med forslag til, hvordan man kan øge antallet af kilometer på cyklen. Folk vil gerne røre sig og motionere, men det kan være svært at komme i gang, og her er app’ en slags personlig træner,« fortæller seniorprojektleder Hanne Bebendrof Scheller fra Kræftens Bekæmpelse.

App’ en ’Ta’ cyklen’ er i løbet af de første ugers levetid downloadet mere end 15.000 gange, og det tal havde initiativtagerne håbet at nå i løbet af projektets første halvandet år. 9.500 bruger rent faktisk app’en til at måle deres ture og kilometer på cykelhjul.

At motion spiller en afgørende rolle både før, under og efter alvorlig sygdom, kan professor Lis Adamsen fra Center for Integreret Rehabilitering af Kræftpatienter (CIRE) på Rigshospitalet fastslå.

»Noget tyder på, at det at være fysisk aktiv en time tre gange om ugen kan nedsætte risikoen for tilbagefald for brystkræft- og tarmkræftpatienter, og vi har også rigtig gode erfaringer med, at motion kan reducere omfanget af bivirkninger. Her handler det om højintens træning, og det virker faktisk som en ekstra pille mod sygdommen,« siger Lis Adamsen.

Præcis samme erfaringer gøres internationalt, viser en række forskningsresultater, som blev fremlagt på American Society of Clinical Oncology’s konference i weekenden i Chicago, I følge The Times lød det kollektive ekspertråd, at alle nye kræftpatienter bør have hjælp og rådgivning til at spise sundt og dyrke motion sideløbende med den traditionelle behandling.

Omvendt viser resultater nemlig, at patienter i dårlig form med for højt blodtryk f.eks. har 69 pct. højere risiko for at dø af deres kræftsygdom end medpatienter, hvor fysikken - minus kræftsygdommen - er i orden.

»Vi har efterhånden 200-300 patienter her på Rigshospitalet, som får ordineret motion som kur mod bivirkninger, og dermed får de også en slags personlig træner, der kan vejlede dem. Selv om disse patienter kan være ganske plagede både fysisk og psykisk, får de det mærkbart bedre af motion,« siger Lis Adamsen.

Bag cykel-app’en står ud over Krætens Bekæmpelse også Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, en lille håndfuld kommuner, DTU Transport, Cyklisterforbundet, DSB og Movia, og Hanne Bebendorf Scheller er ikke i tvivl om, at den mere personlige støtte har en fremtid for sig:

»Det er jo ikke nok at bygge cykelstier og lave brede kampagner for at lokke folk op på cyklen. Der skal være noget personligt på spil, for man skifter transportmiddel,« siger hun.

Målet for kampagnen er at øge antallet af cykelture med 50 mio., og den enkelte cyklist opstiller sine egne mål, og app’en svarer igen med forslag til, hvordan målene nås. ’Ta’ Cyklen’ virker bedst på de nyeste iPhones og på alle android-telefoner.