Vrede borgere kæmper for velfærd i 74 kommuner
I Varde taler V-borgmesteren imod regeringens planer om at tage en pct. af budgetterne
Sure miner og plakater med vrede udsagn vil sidst på eftermiddagen torsdag brede sig ud over danmarkskortet, når det nye initiativ Velfærdsalliancen kalder til demonstration mod nedskæringer i den kommunale velfærd.
I 74 ud af landets 98 kommuner er der anmeldt demonstration - typisk foran det lokale rådhus - og helt konkret gælder vreden regeringens planlagte omprioriteringsbidrag, hvor kommunerne til næste år skal aflevere 1 pct. af budgettet - på landsplan svarer det til 2,4 mia. kr - mod senere at få dem tilbage igen til de områder, som landspolitikerne bestemmer sig for.
»Det er vigtigt at kæmpe imod, at andre end kommunerne selv skal bestemme, hvordan pengene skal bruges. Det er dem, som ved, hvor skoen trykker lokalt, og det er også kommunalpolitikerne, der har den tætte kontakt til borgere og brugere,« lyder argumentet mod omprioriteringsbidraget fra Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen af Socialpædagoger og initiativtager til Velfærdsaalliancen.
Modstanden er spredt via de sociale medier, hvor ikke mindst lokalafdelinger af fagforeninger, handicaporganisationer og forældregrupper bakker op, og ifølge Jan Hoby er det en modstand, der er vokset nedefra.
»De store forbund og de faglige ledere har været længe om at komme ud af hullerne. Vi har fået opbakning på det allerseneste, men den slags demonstrationer kan ikke starte i toppen af fagbevægelsen. Der er ingen af de faglige ledere, der har tilstrækkelig faglig kapital til at stille sig i spidsen for et initiativ som Velfærdsalliancen,« siger Jan Hoby, der ikke på forhånd tør vurdere antallet af deltagere ved torsdagens demonstrationer.
I stedet tæller han succesen i antallet af kommuner, som lægger rådhusplads til modstanden, og det gør ikke hans tilfredshed mindre, at protesterne også er at finde i mange borgerlige kommuner.
I Varde har borgmester Erik Buhl Nielsen (V) valgt at takke ja til invitationen om at tale ved demonstrationen, og han mener ikke, at han ved at dele modstanden mod omprioriteringsbidraget er med til at underminere partifællerne i regeirngen.
»Jeg anerkender helt regeringens ret til at lægge de overordnede linjer for landet, men jeg mener også, at jeg har samme ret til at insistere på, at kommunerne er bedst tjent med selv at holde hænderne på rattet. Jeg vil gerne have, at så meget af råderetten over økonomien i Varde faktisk ligger i byrådet i Varde,« siger han, der i øvrigt er helt på linje med toppen af kommuneforeningen KL, som også i stærke vendinger tager afstand fra omprioriteringsbidraget.
I Esbjerg er borgmester Johnny Søtrup (V) ikke inviteret til at tale til den stedlige demonstration, men han har forståelse for frustrationen.
»Hvis demonstrationen kan medvirke til, at kommunerne får pengene tilbage i 1:1, så har den tjent et godt formål. Jeg er bekymret for, at man i regeringen benytter muligheden for at fordelene pengene mere ujævnt og dermed lave en slags mini-udligningsreform, og det vil bestemt ikke være godt,« siger Esbjerg-borgmesteren.
Hos Venstre på Christiansborg holder finansordfører Jacob Jensen fast i tankegangen og understreger, at netop for 2017 har regeringen lovet, at de 2,4 mia. kr. bliver ført tilbage til kommunerne.
»Jeg forstår ikke helt bekymringen i kommunerne, for foreløbig har de jo gode erfaringer med, at regeringen prioriterer kommunerne og giver flere penge til dem. I år har kommunerne - trods omprioriteringsbidrag - faktisk fået en halv mia. kr. mere at gøre godt med, fordi vi ganske vist har fjernet en halv mia. kr., men til gengæld givet en hel mia. tilbage for at øge værdigheden i ældreomsorgen,« siger han, der forbereder både borgere og borgmestre på, at omprioriteringsbidraget er kommet for at blive.
»Vi skal vænne os til at se hele den offentlige sektor under ét, og det er ikke støbt i beton, at den ene sektor har ret til at beholde de penge, de tidligere har fået,« siger han, der heller ikke helt forstår, at en omprioritering på en pct. kan skabe så stor vrede.
»Hvis det var i en privat virksomhed, at man skulle fjerne eller flytte en pct., ville man grine hele vejen frem til regnskabsaflæggelsen, for man omprioriterer jo hele tiden - også i kommunerne,« siger han og mener, at der stadig er gode muligheder for at effektivisere f.eks. administrationen i mange kommuner.