Fotografens bedste skud: Desperation og håb
Krisens Berlinmur på Roskilde Festival. Se JP-fotograf Mik Eskestads fem bedste billeder og læs fortællingerne bag.
Dagens fotograf: Mik Eskestad, pressefotograf på Jyllands-Posten siden 1984.
Ansat: Var i en årrække ansat på Roskilde Tidende, inden han blev ansat på Jyllands-Postens redaktion i København.
Andet: Gennem årene har Mik fotograferet tusindvis af mennesker og begivenheder. Det er ikke mindst blandingen og mødet med de mange forskellige mennesker og situationer, der har fået Mik til år efter år at synes, at netop hans fag og hans job er det bedste i verden.
Det er også blevet til masser af rejser til verdens brændpunkter og konflikter og til fjerne egne for at møde ukendte stammer eller truede dyrearter. Men også i mange år til de store modeshows i Paris, hvor han kom så ofte, at han endte med at være på julegave med sit hotel og havde en 2 m høj stige opmagasineret i deres kælder. Sådan en stige er nemlig vældig praktisk, hvis man vil sikre sig det bedste billede i bekvem højde over alle de andre fotografer.
1. Fra toppen af Cahora Bassa-dæmningen i Mozambique
Fra en af mine mange rejse i Afrika - et fantastisk vue ud over dæmningen og floden 171 meter nede i dybet. Dæmningen er en af verdens største og kunne, ved maksimal gennemstrømning, fylde syv olympiske svømmebassiner på bare et sekund.
2. Politik på Christiansborg, når det er sjovest
Et muntert øjeblik fanget fra ”udkikspunktet” i Folketings presseloge i 1987. Jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, der den dag i den grad morede politikerne Ivar Hansen og Uffe Ellemann (V) og Niels Helveg Petersen (R).
Jyllands-Posten ringede ellers til Ivar Hansen for at få at vide, hvad det var for en historie, der fik de store grin frem. Men da han blev spurgt, brød han sammen i grin. Og der sluttede samtalen.
3. Et historisk øjeblik i Sydafrika
Jeg var sendt til Sydafrika i april 1994 for at følge det historiske valg, hvor Nelson Mandela stillede op efter sine mange år i fængsel. Billedet her er taget få dage før selve valget ved et kæmpe valgmøde på et fodboldstadion i Cape Town.
Jeg - og alle andre - blev ved indgangen bedt om at aflevere vores våben, så de kunne blive mærket med navn og klar til at blive udleveret efter mødet. Det skulle jo gå ordentlig for sig.
Et par dage efter lykkedes det mig at tage billedet af Nelson Mandela, da han i triumf hævede sin stemmeseddel, inden han puttede den i stemmeboksen ved selve valget.
4. Første skoledag
Man er som pressefotograf ude på mange opgaver, som har en vis genkendelsens præg: Årets juletræ tændes på Rådhuspladsen, de første badegæster på Bellevue, Folketingets åbnes, den første skoledag. Trods genkendelighed er der dog alligevel aldrig to opgaver, der er ens.
Her er det et gyldent øjeblik mellem de små nye elever til deres første skoledag på Hellig Kors Skole, der har mere end 85 procent tosprogede elever. De nye børn startede i børnehaveklassen på Nørrebro i 2006.
5. Årets Pressefoto 1984
Billedet er taget på Roskilde Festival fra det indhegnede fotoområde foran Orange Scene. Under koncerten blev publikum presset op mod afspærringen og flere forsøgte at kravle op for at få et bedre kik.
Dommerkomiteen sagde bl.a. om billedet at ”dets kvalitet var den umiddelbare og stærke symbolik, enkel, stram og let læselig” og ”Kun én blandt mange kan se op og over krisens Berlinmur. Der er håb og desperation i øjnene.”
Jeg fik den gode besked om, at billedet var blevet kåret til Årets Pressefoto, på min allerførste dag som netop ansat på Jyllands-Posten. Det var en dejlig dag.
Serie: ”Mine fem bedste skud”