Fotografens bedste skud: »Jeg brølede af glæde«

Dagens fotograf: Lars Krabbe

Uddannet: Pressefotograf, 1987, efter tre års praktik på Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ansat: På Jyllands-Postens redaktion i København i 1988.

Priser: Præmieret 10 gange i Årets Pressefoto og har snuppet en enkelt 2. plads i World Press Photo.

Lars elsker det gode reportagefotografi, gerne med et solidt strejf af humor, og i de sidste 20 år har han kastet sin kærlighed på sportsfotografering, hvilket har bragt ham til mange håndboldslutrunder og de seneste fire Olympiske Lege.

1. Smuk som et stjerneskud

Oh, en fest! Såvel for mig som fotograf, men sandelig også for en håndfuld drags, der mødtes i en lejlighed på Østerbro i København for at pynte sig, hygge og lade op til aftenens store begivenhed.

Det internationale Melodi Grand Prix fandt sted i Parken på denne lune majaften i 2001, da Brødrene Olsen havde vundet i Sverige året før.

Større fest gives ikke denne farvestrålende forsamling, der efter nogle timer i lejligheden endelig begav sig ud på gader og stræder til folks undren og begejstring.

I rask procession gik det ned ad Østerbrogade, og der kunne jeg så øve mig i en af pressefotografiets vanskelige discipliner – at gå baglæns og fotografere uden at vælte caféborde, små børn og cyklister.

Da jeg så de udkommanderede betjente på bænken med friske sandwiches, småløb jeg hen og fandt en position, hvor de kunne komme med i billedet. Heldigvis svansede OTB (One Tall Bitch) forbi så langt ude til højre, at baggrunden kom fint med.

2. Springvand

Kåret til vinder i kategorien Sport Action ved Årets Pressefoto 2008/09.

Jeg elsker at fotografere sport! Adrenalinen pumper, og der er så mange højdepunkter, som man skal være skarp for at fange. Der er ikke megen forstillelse, men ægte glæde og skuffelse, tårer og jubelspring, så det har været svært at vælge et sportsfoto frem for andre. Nå men, kill your darlings, som fotografer ofte siger.

Toppen er De olympiske Lege, som jeg har dækket de sidste fire gange. Sydney, Athen, Beijing og London. Pragtfuldt! Det er som at være barn i en slikbutik. Nogle ting er givet på forhånd, at vi skal dække – men en del af det hårde program er også at finde de smuthuller i tidsplanen, hvor der en chance for at komme til brydning, beachvolley og andre sportsgrene, som dagligdagen ikke just er fyldt med.

Jeg var til mændenes semifinale i udspring fra 10 meter vippen, og heldigvis var der ikke så megen smog over den kinesiske hovedstad den dag. Så havde jeg nemlig ikke fået dette grafisk smukke motiv i kassen.

Kun fordi solen skinnede, og fordi springerne var så tæt på loftet, og fordi der ikke var lys på de øverste tilskuerpladser, og fordi der var plads til nogle fotografer i niveau med afsætsplatformen, og fordi jeg havde en lang tele (400mm) på kameraet – og fordi nogle af springerne heldigvis var en tur under bruseren og lod være med at tørre sig, inden de klatrede 10 meter op og sprang ud – kun derfor blev resultatet, som det blev.

Jeg skulle i øvrigt hilse og sige, at det var pænt varmt. Til OL får alle fotografer udleveret en fotovest, som skal bæres hele tiden i embeds medfør. Den er naturligvis fyldt med lommer, som er fyldt med kilovis af fotogrej. I Athen var vores veste meget mørke, tykke og varme (som vejret), så allerede efter et par dage var nogle fotoveste fyldt med store saltplamager på ryggen. Udtørret fotografsved. Lækkert.

3. Livsglæde

Dette foto minder mig ofte om, hvor meget man skal give af sig selv for at komme frem til de bedste, ægte og mest indfølte øjeblikke i menneskers liv og være i stand til at videreformidle dem.

Situationen er fra en fest for udviklingshæmmede på Rådhuspladsen i København, og de var vidunderlige, ligefremme og ægte glade for festen og hinanden - og såmænd også for den nysgerrige fotograf. Jeg måtte danse tre danse med den pragtfulde pige med slipset, inden jeg kunne få lov til at fotografere.

4. Naturen kalder

Jeg har i tyve år boet ved Dyrehaven, og jeg har tilbragt mange smukke efterårsdage i september-oktober bevæbnet med kamera og cykel på jagt efter gode motiver af kronhjortene i brunst. Denne dag var det dog absolut ikke smukt vejr. Rent faktisk var det koldt og blæsende, og det regnede, men jeg var blevet lovet et, måske endda to opslag i vores nu hedengangne tillæg, JP København.

Det krævede selvfølgelig noget specielt, hvis det skulle blive til fire sider. Derfor stod jeg nu i ly for regnen under et af de flere hundrede år gamle egetræer i haven og skuttede mig sammen med to franskmænd og en belgier – alle klædt i camouflagetøj (i modsætning til mig).

En stor flot kronhjort og en hind i nogenlunde overkommelig afstand fra den brunstige karl. Det varede et par timers stilhed i regnen, inden han fik listet sig tæt på hinden og besteg hende.

Selve parringen varede alt for få sekunder, men var uendeligt let og elegant. Fantastisk at overvære. Det er aldrig lykkes mig før eller siden at fotografere noget lignende, og lykkefølelsen piblede rundt i kroppen. Hinden stod helt stille og så ud som om, hun nærmest ikke havde opdaget, hvad der foregik.

Jeg var, så vidt jeg husker, den eneste, der brugte digitalkamera, så de regnvåde ”medjægere” ville straks se, om jeg havde fanget situationen.

Det havde jeg åbenbart, for det blev til fire sider i tillægget, og dette bedste billede blev blæst ud over hele midteropslaget. Jeg brølede af glæde.

5. Luftguitar

Jeg kreerede mit eget lille begreb for mange år siden: Belønningsbillede. Nej, vi er ikke ovre i afdelingen for fotopriser. Jeg bruger begrebet til at bedømme mine egne fotos: Havde jeg bare været heldig at få et godt skud i kassen, eller kunne jeg opfylde en masse kriterier - at være udsovet, velforberedt (såvel journalistisk som hvad angår kameraindstillinger, positionering m.m), rigtig påklædt - og jeg kunne blive ved.

Dagens billede fra Roskilde Festival 1991 opfylder de fleste kriterier (udsovet var jeg vist ikke) - og derfor har det en særlig plads i mit hjerte. Selvfølgelig også fordi det er det mest rock’n’rollede foto, jeg nogensinde kommer til at tage.

Jeg var på festivalpladsen onsdag og skulle skyde et forsidefoto til JP, som osede af ”klar til fest”, og jeg vadede rundt og syntes ikke, der var noget, der osede rigtigt. Tiden gik alt for hurtigt, og jeg skulle jo hjem og fremkalde farvenegativfilm og sende – en proces der varede ca. en halv time pr billede i de dage. Nå, en sidste tur ned til Orange Scene, og spilleme om ikke Jacob Binzer fra D-A-D hang i en wire fem meter oppe i luften og lavede luftakrobatik med sin spade. Juhu! A dream come true. Blå himmel, Orange Scene. Det var svært ikke at få noget godt ud af.

Da jeg selvtilfreds listede væk, råbte han: ”Hej, du dér, fotograf!”

Jeg gik tilbage, han blev firet ned, og han ville lige høre, hvad jeg skulle bruge billedet til.

Jeg forklarede ham, at han skulle blæses ud over forsiden, og så var det, at han om ikke nedlagde veto så bad mig mindeligt om at lade være.

Stuntet skulle være det festlige bands store surpriseafslutning på koncerten i en sen nattetime.

Suk! Det kunne jeg jo godt se, og det endte med en gentleman-aftale. Jeg afleverede ikke billedet, men fik til gengæld lov til at blive stående i fotograven under hele koncerten.

Og lige dér, i spotlyset, i nattetimen, vaklende på tasken til min 300mm, som var skruet på kameraet - lige dér gik alt op i en højere enhed. Publikum var i ekstase, Binzer fyrede en solo af fra toppen af Orange Scene og blev så firet ud over publikum og snurrede rundt - og så lige over den eneste topløse frøken på det års festival. Oh lykke, oh fryd, oh belønningsbillede!

Det blev naturligvis bragt i JP under rubrikken ”Luftguitar”.

Serie: ”Mine fem bedste skud”