Joy Mogensen om Herlufsholm: »Hvordan kan vores alle sammens Kongehus blåstemple en skole, hvor børn opfostres sadistisk?«
TV 2 afdækker i en ny dokumentar en årelang historik med krænkelser, seksuelle overgreb og vold på den traditionsrige skole.
Kongehuset får nu kritik for ikke at drage hårdere konsekvenser af de historier om både fysisk og psykisk vold samt seksuelle overgreb på den prestigefulde Herlufsholm Kostskole, som TV 2 i en ny dokumentar afdækker.
Deres søn, prins Christian, går lige nu i 1.G på skolen, mens prinsesse Isabella begynder i 9. klasse på skolen efter sommerferien.
I en fælles udtalelse torsdag tog kronprinsparret kraftigt afstand fra den påståede kultur.
»Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen.«
»Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt.«
»Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige,« skriver kronprinsparret.
Men ifølge Joy Mogensen, tidligere kulturminister og medlem af Socialdemokratiet, er udmeldingen langt fra tilfredsstillende.
»Hvordan kan vores alle sammens kongehus blåstemple en skole, hvor børn opfostres sadistisk? Deres udtalelse her til aften om at »ville følge skolens arbejde« er mildest vattet og i direkte modstrid med Mary-fondens nultolerance overfor mobning,« skriver hun i et Facebook-opslag med henvisning til, at anti-mobning er en af kernesagerne i kronprinsessens fond.
Overfor Ritzau vurderer kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, at kronprinsparret er åbne for at trække deres børn ud af skolen, hvis der ikke bliver gjort nok.
»De lægger også op til, med den måde de formulerer sig på, at hvis ikke der meget hurtigt bliver rettet op på forholdene, så er det åbent, om de vil blive ved med at have de kongelige børn gående på Herlufsholm,« siger han.
Overfor DR vurderer B.Ts royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, at særligt kronprinsesse Mary har svært ved at kunne stå på mål for, at hendes børn er indskrevet på skolen.
»Kronprinsessens primære interesseområde er mobning. Og så er det meget svært at sende sine børn på en skole, der er igennem så stort et stormvejr på grund af mobning og overgreb,« siger Jacob Heinel Jensen.
Ledelsen på Herlufsholm har afvist at kende til den kultur, der beskrives i dokumentaren. På sin hjemmeside hedder det dog, at en uvildig undersøgelse er sat i gang.
Rektor på kostskolen Herlufsholm, Mikkel Kjellberg, vil afskaffe eller ændre ’usunde’ traditioner efter dokumentaren. Det siger han til DR Sjælland fredag morgen.
»Jeg starter allerede i dag en proces med eleverne med henblik på, at vi skal afskaffe og ændre alle traditioner, der har en flig af usund kultur i sig.«
Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra både Herlufsholm samt Kongehuset.