Fortsæt til indhold
Indland

Øget smittetryk kan føre til aflyste operationer

Hvis behovet for flere intensivpladser til coronapatienter stiger, må sygehusene til at prioritere anderledes.

/ritzau/

Indtil videre er det lykkedes at finde plads til de 517 coronasmittede, der er så syge, at de er indlagt på hospitalerne lige nu.

Men hvis smittetrykket fortsætter med at stige, kan det få betydning for resten af sundhedsvæsnet, fordi sygehusene bliver nødt til at prioritere anderledes.

Det fortæller Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, på torsdagens pressebriefing om coronasituationen.

Hun forklarer, at der tidligere er lavet konkrete planer for, hvordan sygehusene kan rumme 1000 indlagte, hvoraf de 200 befinder sig på intensivafdelinger.

- Men nu har vi bedt regionerne om at lave en plan for, hvordan de vil klare det med 450 indlagte på intensivafdelinger. Og vi har også bedt dem redegøre for, hvordan vi kan komme højere op, hvis det bliver nødvendigt, siger Helene Probst.

Uden at kende svaret føler hun sig dog overbevist om, at det vil ramme de øvrige patienter, hvis man skal rumme mange flere plejekrævende patienter og derfor bliver tvunget til at flytte rundt på personalet.

For ifølge Helene Probst vil problemet ikke være mangel på respiratorer eller udstyr, men på hænder.

- Jeg tror godt, at vi kan klare 450 intensivpatienter og bevare en vis kvalitet.

- Men hvis vi skal højere op, vil det få konsekvenser for andre patienter både i form af udskydelser og aflysninger, men også i forhold til den vanlige kompetence, der plejer at være til stede på afdelingerne.

Hun understreger dog, at der fortsat er mange forhold omkring omikronvarianten, som lægerne ikke kender til fulde. Derfor er det også svært vurdere, hvor stor sengekapacitet, der kan blive brug for.