Fortsæt til indhold
Indland

Har Silkeborg en plan for alt det nybyggeri?

En læser er bekymret for, at Silkeborgs grønne områder forsvinder i takt med, at der bliver bygget mere. Men der er en plan, og Silkeborg skal ikke have færre grønne områder, siger formanden for Plan- og Vejudvalget Hans Okholm.

Silkeborg Kommune er Danmarks selverklærede Outdoor-hovedstad, og byen er da også kendt for sine søer og for at ligge naturskønt i det midtjyske søhøjland.

Men i takt med at Silkeborg vokser, oplever JP-læser Rikke Lauritsen, at der bliver bygget nyt på flere af byens grønne områder.

»Har Silkeborg en plan for nybyggeri og holdbarheden af lav og tæt bebyggelse? Jeg synes, at de lægger op til at bygge på enhver grøn plet, men det er ikke hverken bæredygtigt eller kvalitetsbyggeri, som skyder op overalt. Hvem skal have lyst til at bo i det om 10, 20 og 50 år?« spørger hun.

Formand for Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune Hans Okholm, SF, siger, at der er en plan. Han henviser til den nye kommuneplan for Silkeborg Kommune, der blev offentliggjort i marts.

Hvorfor bliver der bygget så meget nyt i Silkeborg?

»Der er mange, som gerne vil have sine børn boende i en af Danmarks skovrigeste kommuner med søer og et fantastisk handelsliv,« siger Hans Okholm, der også bl.a. nævner en ny motorvej og relativ kort afstand fra Aarhus som årsager til, at Silkeborg har mange tilflyttere i disse år.

Og når Silkeborg vokser, er der brug for flere boliger. Hans Okholm må dog »indrømme, at det går lidt stærkt i øjeblikket«.

»Vi bygger gerne for 1.000 nye borgere om året. Der kan vi rimeligt følge med ift. planlægning, skoler og daginstitutioner, men sidste år flyttede der 1.500 til og i år bliver tallet endnu højere. Det tror jeg ikke fortsætter, men vi kan ikke helt styre, hvor mange der flytter til.«

Hvis der ikke er nogle boliger, flytter de jo ikke til, så det er vel også et valg?

»Ja, det kan man godt sige. Men hvis der ikke er boliger, vil prisen bare stige, og det har jeg som SF’er ikke interesse i.«

Ifølge udvalgsformanden skal Silkeborgenserne dog ikke frygte, at der kommer færre grønne områder i kommunen.

»Vi skaber nye parker og grønne områder. I den kommuneplan, der lige er vedtaget, har vi besluttet, at der ikke må være mere end 500 meter til et grønt område. Det er den måde, vi skal planlægge fremadrettet. Vi har planlagt næsten 400 hektar skovområde. Vi er opmærksomme på, at der tidligere ikke har været grønne områder nok, men det har vi rettet op på med den nye plan,« siger Hans Okholm.

Han siger, at Silkeborg Kommune faktisk »laver mere natur, end det, der bliver taget«.

»Men det er ikke ensbetydende med, at ingen pletter kan røres. For når man skal bygge 700-800 boliger om året, så vil der komme noget areal i spil. Det kan ikke undgås,« fortsætter han.

Silkeborg Kommune forsøger desuden at lave et blandet boligbyggeri med både almene boliger, rækkehuse – der i modsætning til tidligere ikke skal være »lange, lige stænger« fremadrettet – og parcelhuse, selvom Hans Okholm siger, at parcelhuse ikke er så »hipt« som tidligere.

Hvad er hipt?

»Vi må erkende, at unge mennesker ikke er så vilde med hæk og græsplæner osv. De vil gerne have, at det er til at overskue. Det er absolut ikke alle, men i bymidten vil mange gerne have det.«

Nu siger du, at mindre boliger er populært blandt de unge. Men er der også nogle, der har lyst til at bo i dem om 10, 20 eller 50 år?

»Det er jeg slet ikke i tvivl om,« siger Hans Okholm.