»Der er god plads i busserne lige nu, skulle jeg hilse og sige«
Hos Kombardo Expressen har coronaudbruddet allerede nu påvirket passagertallet, som er faldet. Eksperter udtaler til Fagbladet 3F, at især bus- og taxachauffører har øget risiko for at blive smittet med virussen.
Passagererne på Kombardo Expressen behøver ikke at være bange for at stå som sild i en tønde. Coronavirussen har nemlig sendt passagertallet gevaldigt ned.
Det fortæller Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef hos Molslinjen:
»Der er god plads i busserne lige nu, skulle jeg hilse og sige. Danskernes lyst til at bevæge sig er faldet markant, og det kan vi også mærke. Danskerne er i gang med at regulere det her selv, for de bliver simpelthen hjemme, så passagererne skal ikke være bange for at komme til at sidde på skødet af hinanden.«
Buschauffører transporterer rigtig mange mennesker på en dag, og har derfor også kontakt med mange potentielle smittebærere.Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet
Ingen hjælp med tasker
Selvom mange risikerer at blive smittet med den omtalte coronavirus, er nogle grupper mere udsatte end andre. Ifølge en række eksperter, som Fagbladet 3F har talt med, har især buschauffører og taxachauffører en øget risiko for at blive smittet.
»Buschauffører transporterer rigtig mange mennesker på en dag, og har derfor også kontakt med mange potentielle smittebærere,« siger Allan Randrup Thomsen, som er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet til Fagbladet 3F.
Han forklarer desuden, at coronavirussen spredes lettest i mindre, lukkede rum, og at det derfor kan være svært at begrænse smitterisikoen i f.eks. en bus.
Hos Kombardo Expressen er der også ændringer at spore, efter at statsministeren onsdag aften bebudede den nye corona-virkelighed. Det betyder blandt andet, at passagererne ikke længere skal forvente at få hjælp til at få lagt tasker og kufferter i bagagerummet på bussen.
»Det er vi nødt til at bede passagererne om selv at gøre, så chaufføren ikke skal have fat i for mange håndtag,« siger Jesper Maack.
Han fortæller desuden, at buschaufførerne bliver opfordret til ikke at røre ved for meget, ligesom billetkontrollen helst skal foregå i »strakt arm«.
Passagerer på bagsædet
Det er ikke kun buschaufførerne, der er ekstra udsatte. Christian Wejse, som forsker i epidemiologi og er afdelingslæge ved Aarhus Universitet, anser også taxachauffører som særligt udsatte i forhold til smitte.
»Taxachaufførerne sidder meget tæt på de passagerer, som de transporterer, så de kan lettere få sygdommen gennem spyt og berøring,« siger han til Fagbladet 3F.
Ifølge formanden for Brancheforeningen Taxiførere i Danmark (Tid) Thomas Wiigh Larsen har der været tilfælde, hvor taxachauffører har bedt passagerer om at sidde på bagsædet af hensyn til risikoen for smitte. Det har han også selv gjort, oplyser han.
»Der er også nogle chauffører, der har spurgt, om de må bede kunderne om at spritte hænder inden kørsel. Det har vi og de enkelte taxaselskaber sagt ja til,« siger han.
Han påpeger, at det er op til taxaselskaberne at informere deres chauffører om konkrete tiltag og foranstaltninger i forhold til coronavirussen.
»Jeg vil råde til, at man følger myndighedernes anbefalinger, afventer hvad selskaberne melder ud i løbet af det næste døgn og følger de retningslinjer, der bliver givet,« siger Thomas Wiigh Larsen.
Hos Dantaxi opfordrer man ifølge kommunikationschef Rasmus Krochin chaufførerne til at have håndsprit i bilen, og til at betalingen - for at undgå kontanter - foregår enten via mobilen eller med kreditkort.
»Der er en del berøringsflader i en taxa, og dem har vi også bedt chaufførerne om at være særligt opmærksomme på. Vi opfordrer desuden vores kunder til ikke at tage taxaer, hvis de er smittede eller formoder at være smittede,« siger han og forklarer, at selskabet har fulgt myndighedernes anbefalinger og informeret deres chauffører om dem.