Politiker om tillidskrise: Når man lytter til folk, glemmer de mistilliden
Valgkampen har ikke ændret på, at befolkningens tillid til politikerne er historisk lav. Men der er lysglimt.
Fire ugers valgkamp nærmer sig den afgørende finale onsdag, og det er ikke kun politikerne, journalisterne og alle partiernes frivillige, der er trætte.
Det er befolkningen tilsyneladende også. I hvert fald i den forstand, at vælgernes tillid til politikerne − efter fire uger med debatter, løfter og håndtryk i tusindvis − fortsat ligger på et historisk lavt niveau.
Ved hvert valg siden 1990 har Det Danske Valgprojekt stillet det samme spørgsmål til vælgerne: Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed? I det meste af 00’erne gik det fint. Over 60 pct. svarede, at de havde »meget stor« eller »ret stor« tillid til politikerne. Men oven på finanskrisen skete der et dyk, og efter 2011-valget og løftebruds-debatten svandt tilliden så meget ind, at under halvdelen af befolkningen havde stor tillid til politikerne.
Før valgkampen fik Jyllands-Posten analyseinstituttet Norstat til at stille spørgsmålet igen. Her svarede kun 29 pct., at de havde »meget stor« eller »ret stor« tillid til danske politikere. Et historisk lavpunkt, som kom bag på flere valgforskere.
Nu, i valgkampens døende dage, viser en lignende måling, at tallet er oppe på 33 pct.
Desværre gør den statistiske usikkerhed det umuligt at sige, om der er en stigning eller ej. Man kan bare konstatere, at tilliden − eller manglen på samme − er på samme niveau, som før valgkampen.
Dét er i sig selv spændende, mener Rune Stubager, valgforsker og professor ved Aarhus Universitet.
»Det er interessant, at tilliden ikke er faldet yderligere. Det giver et fingerpeg om, at der måske er en bund i målingerne,« mener han.
Endnu mere interessant er det, hvis kommende målinger rent faktisk viser en signifikant stigning, påpeger han.
Ud at mød vælgerne
Peter Hummelgaard Thomsen fra Socialdemokratiet var en af de politikere, som Jyllands-Posten i april talte med om tillidskrisen. I dag er han optimistisk efter en valgkamp, hvor der har været god tid til at komme ud i virkeligheden og møde vælgerne.
»Graden af positiv respons ved at møde folk ansigt til ansigt er enorm. Samlet set har jeg haft mange flere positive oplevelser med vælgere end negative,« siger han.
Meget af politikernes tabte tillid kunne genopbygges, hvis de var lige så meget ude blandt befolkningen mellem valgene, tror han.
»Vi skal selvfølgelig ikke føre valgkamp fire år i streg, men jeg tror, det ville gavne den demokratiske samtale og tilliden til os politikere enormt, hvis vi kom mere ud blandt borgerne,« siger han og griber i egen barm:
»Jeg prøver selv at komme ud mellem valgene, men jo slet ikke nok.«
I de forgangne fire uger har han tilbragt timevis på gader og stræder i Tårnby og omegn, og hans kampagne har stemt dørklokker hos 15.000 vælgere på Amager og i København. Endnu har ingen smækket døren i hovedet på ham, men flere har budt på kaffe, fortæller S-politikeren.
»Det er enormt tidskrævende, og man er helt baldret i hovedet bagefter, men det er virkelig, virkelig givtigt at lytte til folk og vise, at man tager dem alvorligt. Så glemmer folk den der mistillid,« siger Hummelgaard.
Omvendt tror han, at politiske skræmmekampagner og en generelt hård angrebsstil på sociale medier er med til at trække regnskabet i negativ retning.
»Valgkampen er virkelig ikke særlig køn, hvis man oplever den på de sociale medier,« siger han og skynder sig at tilføje, at han heller ikke selv har holdt sig tilbage med kritik af modstanderne.
Lover ikke noget
Den gamle løftebrudsdebat fra Thorning-tiden spøger stadig, og Venstre har for eksempel gjort meget ud af at så tvivl om Socialdemokratiets forslag om en ret til tidligere pension for visse nedslidte.
Samtidig har S-formand Mette Frederiksen nærmest gjort en dyd ud af at nedjustere vælgernes forventninger ved ikke at love for meget. I annoncer adresserer hun direkte den tvivl, som mange vælgere sidder tilbage med: Holder politikernes løfter efter valget?
»Jeg lover ikke guld og grønne skove. Men jeg lover noget andet; At gøre mig umage. Hver eneste dag,« svarer Frederiksen i annoncen.