Mistilliden tårner sig op, mens Danmark gør klar til valgkamp

For nylig deltog folketingsmedlem Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet i en debat i sin valgkreds på Amager. Han var midt i en argumentation for, at der skal investeres mere i bedre arbejdsmiljø, da det spontant lød ude fra salen:

»Det sagde I også sidste gang. Jeg tror ikke en skid på jer!«

Den unge socialdemokrat mærker tydeligt, at mistilliden til politikerne er taget til.

»Jo nærmere man kommer valgdagen, jo mere trækker folk paraderne op og siger: ”Kan vi nu regne med det, du siger?”. Der gør jeg meget ud af at forklare, at jeg kun kan det, som mine evner rækker til, og som der er 90 mandater til i Folketinget.«

Episoden er et eksempel på den udvikling, som ser ud til at fortsætte, selv om det i årevis er blevet diskuteret, hvordan den svindende tillid mellem befolkningen og dens repræsentanter i Folketinget kan genoprettes. Alle pile har peget nedad, og man troede nærmest ikke, at det kunne blive værre. Men det kan det.

Da Jyllands-Posten sender den seneste udvikling til en af landets førende valgforskere, professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, går der kun fire minutter, før han svarer i en mail:

»Wow.«

På tærsklen til en intens valgkamp rammer danskernes syn på politikerne et nyt lavpunkt, og det er dybden af derouten, der overrasker Kasper Møller Hansen.

»Tilliden har fået endnu et gevaldigt knæk, og det er ikke bare begrænset til en snæver befolkningsgruppe. Der er en udpræget mistillid til vores politikere i dag i alle vælgergrupper,« siger han.

Kasper Møller Hansen står i spidsen for Det Danske Valgprojekt, som ved hvert valg siden 1990 har stillet det samme spørgsmål til vælgerne: Hvor stor tillid har du til danske politikere i almindelighed? I det meste af 00’erne gik det fint. Over 60 pct. svarede, at de havde »meget stor« eller »ret stor« tillid til politikerne. Men oven på finanskrisen skete der et dyk, og efter 2011-valget svandt tilliden så meget ind, at under halvdelen af befolkningen havde stor tillid til politikerne. Et hidtidigt lavpunkt.

Det undergås nu ifølge en meningsmåling, som analyseinstituttet Norstat har foretaget for Jyllands-Posten og Altinget. Kun 29 pct. svarer, at de har »meget stor« eller »ret stor« tillid til danske politikere i almindelighed.

De nye tal skal tages med det forbehold, at Norstat-målingen er foretaget i marts ved, at et fast panel af vælgere besvarer et spørgeskema online eller over telefonen, og via den metode registreres en højere mistillid, end hvis et tilfældigt udsnit af befolkningen udvælges via cpr-registret, sådan som det sker i det danske valgprojekt.

Men selv når der tages højde for det, er udviklingen entydig, konstaterer Kasper Møller Hansen. Han er selv i gang med lignende undersøgelser, der bekræfter tendensen: Der er sket et »gevaldigt fald i tilliden«, og det er et demokratisk problem.

»Valgdeltagelse faldt lidt sidste gang (fra 87,7 pct. til 85,9 pct.). Hvis den får endnu et knæk, og større grupper vender demokratiet ryggen, er det et stort samfundsmæssigt problem. For hvorfor skulle politikerne lytte til nogle, der ikke gider at stemme, og hvorfor skulle de stemme på nogle, der ikke gider at lytte? Det skaber en ond spiral, så tilliden ryger - ikke bare til politikere, men til myndigheder i almindelighed,« siger han.

Bogført som et dumt svin

Henrik Dahl, folketingsmedlem for Liberal Alliance, tjekker sin folketingsmail dagligt for henvendelser fra borgere. Her ligger alt fra klager over lokalplaner og vindmølleparker til afgørelser om sociale ydelser. Der er også overraskende mange breve fra indsatte i fængslerne, der hævder at være uskyldigt dømt. Fællesnævneren er, at de vil have Henrik Dahl til at tage affære.

»Jeg skriver noget venligt tilbage om, at jeg ikke kan omgøre en lokal myndigheds afgørelse. Og så er jeg bogført som et dumt svin,« siger han.

Pointen er ifølge LA-politikeren, at en del af mistilliden til politikerne skyldes nogle vælgeres overdrevne forventninger:

»De bliver skuffede, når vi ikke kan hjælpe dem med deres helt personlige sag. Jeg synes, at det er en lidt for bekvem undskyldning for ikke selv at gide sætte sig ind i tingene eller engagere sig politisk. I stedet anklages vi alle sammen for at være idioter. Nogle gange er vi idioter. Nogle gange laver vi åndssvage ting. Men de fleste politikere er faktisk arbejdsomme og seriøse mennesker, som gør deres bedste i en verden, hvor de oversvømmes med papirer.«

Mistillid åbner for nye partier

Rune Stubager, professor og valgforsker ved Aarhus Universitet, hæfter sig ved, at tilliden til politikerne normalt stiger og falder i takt med økonomiske opsving og nedture. Desto mere paradoksalt er det, at tilliden dykker dybt i disse gunstige tider. Han peger på tre forhold, der kan forklare udviklingen: Løftebrud, Lars Løkke Rasmussens møgsager og Dansk Folkepartis nedtur.

»En del af Socialdemokratiets kernevælgere blev godt skuffede over den førte politik i sidste valgperiode. Det har de ikke helt glemt, og jeg kunne forestille mig, at en del af dem afventer, om den politik, som S har lagt frem, også bliver gennemført, hvis der kommer et regeringsskifte. En anden faktor handler muligvis om statsministeren og hans personlige troværdighed. Selvom sagerne er gået lidt i glemmebogen, har hans popularitet aldrig for alvor rettet sig,« forklarer Rune Stubager og fortsætter til den tredje forklaring om sagen, hvor DF tilbagebetalte EU-midler, der bl.a. var blevet brugt på kampagner og partiarrangementer.

»Når Dansk Folkeparti fik et godt valg sidst, var en del af årsagen, at det kunne kapitalisere på mistilliden - ikke mindst til Lars Løkke. Men nu falder opbakningen, og det er formentlig, fordi en del vælgere er blevet skuffede over sagen om Meld og Feld. I 2015 gik en del vælgere altså til DF, fordi partiet ikke var fedtet ind i nogle problemer. Det var det så alligevel.«

Rune Stubager ser en sammenhæng mellem den stigende mistillid og det faktum, at tre nye partier - Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs - står klar til at komme på stemmesedlen for første gang.

»Den positive udlægning er, at der er en sund skepsis i befolkningen, og at når man ikke har tillid til dem, der er valgt, så må man vælge nogle andre. I det lys er det i demokratiets ånd, at der kommer flere valgmuligheder på stemmesedlen,« siger han:

»Den negative udlægning er, at vi er på vej ned i et sort hul, hvor folk er skuffede og ikke stoler på det, der bliver sagt og til sidst lader være med at stemme eller rette sig efter reglerne. Det er den yderste konsekvens: At når man ikke stoler på dem, der vedtager lovene, så vil man ikke rette sig efter dem.«

Skærmen og ansigtet

Folketingsmedlem Karina Adsbøl (DF) oplever mest mistilliden, når hun tænder sin computer eller telefon. Det er især på det ansigtsløse internet, at folk får afløb for deres frustrationer mod folkevalgte.

»Jeg oplever en meget generaliserende kritik om, at alle politikere er nogle klaphatte eller utroværdige. Alle bliver skåret over én kam, og alting bliver meget mere personligt på de sociale medier,« fortæller hun.

Anderledes er oplevelsen, når hun går på gaden for at føre den valgkamp, der formelt kan blive udskrevet hvert øjeblik.

»Der er meget stor forskel på, om man møder folk ansigt til ansigt eller bag en skærm. Når jeg er ude lokalt eller møder folk på gaden, er det oftest positive mennesker, der gerne vil snakke.«

Åbenhed og negative kampagner

Kasper Møller Hansen peger på tre løsningsforslag, der kan genopbygge noget af den tabte tillid.

For det første efterlyser han færre skænderier og en sober tone i debatten mellem partierne på sociale medier og i topduellerne på tv.

For det andet kan partierne ifølge Kasper Møller Hansen med fordel skabe større åbenhed om pengestrømmene i politik. Han nævner bl.a. sagen om storfiskere, der donerede store summer til Løkkefonden, og historien om Venstres politiske ordfører, Britt Bager, der har fået fem gange 20.000 kr. fra den samme person uden at oplyse navnet på sponsoren, fordi pengene er givet via fem forskellige selskaber.

»Hvis politikerne vil skabe tillid, skal de have endnu renere linjer og være transparente ift., hvem de får penge fra,« siger professoren.

For det tredje advarer Kasper Møller Hansen mod, at partierne fører negative kampagner, hvor de angriber modstanderne frem for at fremlægge deres egne forslag.

»Negative kampagner puster til mistilliden om, at de andre partier lyver og er nogle værre nogle,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror faktisk, at politikerne må se indad. Mange løsninger ligger på deres bord.«

Rune Stubager bemærker, at partierne i dag har taget ved lære af løftebrudsdebatten.

»Løfterne er ikke så konkrete ved dette valg. Men det har også en bagside. Socialdemokratiet kan f.eks. ikke hænges op på, at deres pensionsplan skal være på en bestemt måde, men det kan få folk til at tro, at det er lige akkurat dem, som vil blive hjulpet. Det kan skabe forventninger, der bliver skuffede efter et valg,« siger han.

S lover så lidt som muligt

Peter Hummelgaard mener, at kontraktpolitikken under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har skabt en forventning om, at partier altid vil kunne gennemføre det, de går til valg på. Men det er ifølge socialdemokraten blevet sværere at indfri, fordi »befolkningen ikke giver lige så klare og tydelige mandater til at føre en bestemt politik«.

»Det er også en af forklaringerne på, at vi har forsøgt at love så lidt som muligt i Socialdemokratiet. Vi har en masse forslag og retninger for, hvad vi gerne vil, men vi har ikke lige så skråsikre valgløfter som i 2011,« siger Peter Hummelgaard.