Dorte Gro vil sende kriminelle udlændinge med en daglig bus til København: »Man smadrer et helt lokalområde«
Hvis 300 mennesker betaler 200 kr. hver måned, kan man sende Lindholms kommende beboere til København hver dag. Lokale aktivister brygger på planer om en shuttlebus.
Kalvehave er ikke nogen stor by. Omkring 600 sjæle bebor den sydsjællandske landsby, som er sidste stop inden broen til Møn, der inden for de senere år har formået at markedsføre sig selv på meget mere end Møns Klint.
Her kan man således gå på vandrestien Camønoen, og sidste år fik øen sammen med Bogø, Farø og Nyord samt det omkringliggende vand titel af Danmarks første Unesco-biosfæreområde. Endelig har Møn og Nyord fået Nordens første Dark Sky-certifikat. Det indebærer, at området har »stjernehimmel af særegen kvalitet« og forsøger at begrænse lysforureningen.
Men Kalvehave er også sidste stop inden den lille ø Lindholm, som fra 2021 skal være hjemsted for udlændinge på tålt ophold og andre udviste udlændinge, der har begået kriminalitet. Fra Kalvehave går nemlig den færge, som vil være udlændingenes livline til fastlandet.
Derfor frygter flere, at den positive udvikling i Vordingborg Kommune vil blive sat over styr. Blandt dem Dorte Gro, som er initiativtager til Arbejdsgruppen Hjælp Kalvehave. Her har man sat sig for at iværksætte en gratis busservice, som dagligt skal fragte de kommende beboere fra Kalvehave til København og Christiansborg og tilbage igen.
Det kræver, at 300 mennesker betaler 200 kr. om måneden, og fredag havde 305 tilkendegivet på lindholmbussen.nu, at de er klar til at lægge pengene.
Dorte Gro, som selv bor i Stege på Møn, forklarer om baggrunden for initiativet:
»Vi gør det for det første for at vise, at Lindholm ikke er en øde ø. Det blev brandet som, at vi bare kan sende folk ud til den øde ø, og så er alle vores problemer fikset. Men det kan ende med, at der står en masse mennesker på Kalvehave havn hver dag. Det er et meget lille sted, så det er voldsomt med så mange mennesker, som ikke ved, hvad de skal lave. Så for at hjælpe Kalvehave kører vi dem til København, så alle kan forstå, at det er et problem, vi skal løse i fællesskab, og at det ikke bare er Kalvehave, der skal tage den.«
Sender I så ikke bare problemet til København?
»Det kan godt være. Det er ikke det, der er vores intention, men hvis folk føler, at det kommer tættere på dem, så begynder de også at forholde sig til det. Ellers kan de tænke: ”Nå, det er rykket et eller andet sted hen langt fra mig.”«
Men I har vel tænkt det samme om udrejsecenteret Kærshovedgård ved Bording?
»Borgmesteren i Vordingborg har sagt, at kommunen gerne vil være en del af løsningen, så det mener jeg ikke. Jeg mener klart, at Vordingborg kan tage sin del af ansvaret, men jeg mener sagtens, at man kan finde en mere begavet løsning.«
Lindholm forslår ikke
Hvad skulle det være?
»Problemet med den nuværende løsning er, at det ikke bare smadrer lokalområdet og Møn, som er et turistmekka om sommeren. Det er også på kant med menneskerettighederne, og folk er enormt utrygge. Man burde lave en grundig analyse af, hvordan man bedst muligt sikrer de borgere, som centeret kommer til at ligge i nærheden af. Det har været uklart, hvorfor der skulle være tre udrejsecentre. Ved borgermødet sagde Inger Støjberg, at man skulle skille de afviste udlændinge fra de kriminelle udviste, og derfor havde man brug for kapacitet, men hun sagde også, at der var 1.000 personer, som lige har fået frataget deres opholdsret, og så forslår Lindholm jo ikke. Så det er ren symbolpolitik.«
Hvad er det I er bange for?
»Nogle er gået ind i det her, fordi de helt konkret er bange for øget kriminalitet, andre er bange for, at de aldrig kan komme af med deres hus, og så er der turismespørgsmålet. Endelig støtter mange det, fordi de mener, at Danmark kommer til at fremstå helt horribelt udadtil. Men vores primære formål er at hjælpe Kalvehave og sige, det er hele Danmarks udfordring.«
Men er der nødvendigvis nogen grund til at tro, at alt det bliver sat over styr?
»Jeg har selv boet i hjertet af Nørrebro, og lige så snart jeg så en politibil, tænkte jeg: ”Åh nej, hvad er der sket?” Der skal køre tre politibiler på hovedgaden i Kalvehave, som måske er 300 meter lang. Det bliver ret massivt og jeg tænker ikke, at det skaber tryghed.«