Fortsæt til indhold
Indland

Skuffede beboere efter ø-møde: Jeg fik bekræftet, at Inger Støjberg er teflonbelagt

Beboerne nær Lindholm blev ikke beroliget af mødet med politikerne.

Tilfredsheden blandt beboerne nær øen Lindholm var til at overse, da politikere fra samtlige partier i folketinget mandag aften havde været til debat i DGI-Huset i Vordingborg om regeringen og DF's beslutning om at placere et udrejsecenter for kriminelle flygtninge på Lindholm i Stege Bugt.

Det skriver TV Øst.

Udrejsecentret skal ligge på den ø, hvor DTU's Veterinærinstitut i dag holder til, og eneste vej til øen er med færgen fra Kalvehave - en lille by med 650 indbyggere.

Mere end 700 beboere var mødt op, og efterfølgende var der ikke mange positive ord til politikerne.

»Nej, jeg fik ikke det gode argument for, hvorfor udrejsecentret skal ligge på Lindholm. Tværtimod fik jeg bekræftet, at hun er teflonbelagt,« sagde Sofie Schmidt fra Kalvehave til TV Øst efter mødet om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Også Flemming Tejmers fra Kalvehave gik skuffet derfra. Han havde en fornemmelse af, at politikerne ikke forstod borgerne fra områdt omkring Lindholm. Han frygter bl.a., at både industri og turisme i området bliver ødelagt.

Blandt de kommende beboere på Lindholm kan være folk, der er dømt for alvorlige forbrydelser som vold, drabsforsøg og narkokriminalitet.

Det nævnte Rune Søe Detlefsen over for Jyllands-Posten, inden mødet gik i gang. Og det bekymrede ham.

»Jeg har det som om, at jeg og min lille datter er havnet midt i en gyserfilm... Jeg er ikke spor tryg ved, hvad der sker, når min datter om nogle år skal til at tage til og fra skole, fritidsklub eller ridning,« sagde han.

Blandt politkerne var der både tilhængere og modstandere af udrejsecentret. De Radikals Zenia Stampe blev mødt med klapsalver for hendes sammenligning med den amerikanske fængselsø Alcatraz ved San Francisco.

»Forskellen er, at på Lindholm bliver beboerne sendt på gårdtur i Kalvehave,« sagde hun ifølge Jyllands-Posten.

Inger Støjberg fastslog, at regeringen trods bekymringerne ikke har i sinde at droppe projektet.

»Jeg kan godt forstå, at man bliver utryg. Det er også derfor, jeg stiller op her i aften. Jeg er klar over, at der er frustration og utryghed, der til en vis grad er rettet mod mig,« sagde Støjberg.

DTU's Veterinærinstitut forlader næste år Lindholm. Herefter skal udrejsecentret etableres på øen, så de udviste udlændinge kan flytte ind i 2021. Centret kommer til at koste 759 mio. kr.

Det er planen, at der skal være seks betjente i døgndrift for at holde styr på de 100 beboere, som øen kommer til at huse.