Døgnbemanding på Lindholm vil kræve mindst 70 betjente
Alene døgnberedskabet på det nye udrejsecenter og i lokalområdet vil opsluge 70-80 politifolk om året plus backup, skønner politiforening.
Det bliver en både dyr og ressourcekrævende opgave for politiet at sikre ro og tryghed i lokalområdet, når det kommende udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt åbner i 2021.
Ifølge formanden for Sydsjælland og Lolland-Falsters Politiforening, John Hansen, vil det kræve 70-80 fuldtidsbetjente og koste omkring 47 mio. kr. om året at kunne døgnbemande udrejsecentret og den nærliggende havn i Kalvehave, sådan som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet.
Og det er endda uden at medregne den reservestyrke, som ifølge politiet skal kunne komme til undsætning med kort varsel, hvis der opstår uroligheder på Lindholm.
»Det er mange politifolk,« konstaterer John Hansen.
Planen er, at der døgnet rundt skal være 12 betjente på arbejde i forbindelse med udrejsecentret; Seks ude på Lindholm og seks inde på land i Kalvehave, hvorfra færgen til øen går, bekræfter Justitsministeriet.
Til sammenligning er minimumsberedskabet på udrejsecentret Kærshovedgård i Ikast-Bording Kommune kun to betjente døgnet rundt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Dertil kommer dog en øget patruljering i lokalområdet.
Som tommelfingerregel kræver én døgnbemandet stilling ca. 6,5 årsværk, når man tager højde for betjentenes ferie, sygdom og andet fravær. Det vil sige, at der skal bruges i omegnen af 78 fuldtidsstillinger for at kunne være til stede med seks betjente i Kalvehave og seks på Lindholm alle døgnets timer hele året rundt.
Ét årsværk koster ifølge Politiforbundet ca. 600.000 kr. alt inklusiv. Den samlede pris for døgnbemandingen bliver altså ca. 46,8 mio. kr. om året.
Brug for backup
Men opgaven er ikke løst med dét, påpeger John Hansen. Der skal for eksempel også bygges arbejdsmiljøgodkendt indkvartering til betjentene i form af en nærpolitistation i Kalvehave og en detention/station på Lindholm med celler, hvor anholdte kan låses inde, indtil de kan transporteres væk fra øen.
Derudover skal der være nogle overordnede politifolk til at lede de betjente, der er på vagt, og der skal sandsynligvis uddannes folk til at sejle de hurtigtgående både, som ventes at skulle bruges til at kunne komme hurtigt ud til Lindholm.
Endelig bliver det nødvendigt at have et større politiberedskab klar som backup, hvis der opstår en kritisk situation på øen, påpeger John Hansen.
»Hvis ”ballonen går op” skal der jo mere end seks mand til at kunne hjælpe derude,« siger han og henviser til gidseldramaet på den lille limfjordsø Livø i 1986, hvor en gruppe desperate libanesiske asylansøgere tog tre betjente og seks andre ansatte på et asylcenter som gidsler. Dengang sejlede ca. 50 bevæbnede politifolk og 20 hunde over i gummibåde for at befri gidslerne, fremgår det af et jubilæumsskrift fra Røde Kors udgivet i 2009.
»Sådan en situation skal vi på ingen måde have igen,« understreger John Hansen.
Både Politiforbundet og Fængselsforbundet har tidligere udtrykt bekymring over sikkerheden for de ansatte på øen.
På grund af mangel på fængselspersonale skal det nye udrejsecenter ikke bemandes af egentlige fængselsbetjente, men i stedet af såkaldte institutionsmedarbejdere, fremgår det af et folketingssvar fra Justitsministeriet.
Institutionsmedarbejdere har en kortere uddannelse end fængselsbetjente og bruges allerede i dag på de to eksisterende udrejsecentre, Kærshovedgård og Sjælsmark.
Flere betjente til kredsen
Det har ikke været muligt at få et interview med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om udgifterne til politiindsatsen på det kommende udrejsecenter, men for at sikre, at der er nok betjente til at løfte opgaven, vil regeringen og DF optage op til i alt 100 ekstra studerende på Politiskolen i 2019 og 2020.
Ifølge retsordfører Peter Kofod (DF) er de mange ressourcer til Lindholm godt givet ud.
»Det er ikke noget, der skræmmer mig. Politikredsen skal have tilført nogle årsværk, så betjentene ikke bliver trukket ud af den nuværende styrke. Det er nogle omkostninger, som vi selvfølgelig skal have dækket,« siger han.
På finansloven er der afsat i alt 249 mio. kr. til at dække politiets driftsudgifter i forbindelse med udrejsecentret frem til 2022. De årlige udgifter til politiet forventes at blive 87 mio. kr. i 2022.
Tidspres
Om det er nok, kan John Hansen ikke vurdere. Men han er skeptisk over for, om det er muligt at uddanne tilstrækkeligt mange nye betjente i tide. I forvejen er rekrutteringen en udfordring, påpeger han.
»Jeg vil ikke blande mig i det politiske, men jeg er skeptisk i forhold til den rekrutteringsmæssige del. Godt nok er der små tre år til, at de første udviste udlændinge skal flytte ud på Lindholm, men det er også den tid, det tager at uddanne en betjent, fra rekrutteringen begynder. Så det er nu, man både skal sadle og ride, hvis der skal være en stående styrke klar til at varetage opgaven, når udrejsecentret åbner i 2021,« siger han.