Fortsæt til indhold
Indland

By risikerer at løbe tør for vand i tørken: »Det er helt uoverskueligt«

Borgerne i Gammel Rye er for tiden for flittige med vandslangerne i haverne.

»Vi henstiller med øjeblikkelig virkning til, at ulige vejnumre vander på ulige dage, og lige vejnumre vander på lige dage.«

Sådan lyder den usædvanlige besked fra Gl. Rye Vandværk, der i disse dage oplever vandmangel.

Ifølge Bent Jensen, der er ansvarlig for vandværket, skyldes manglen på vand, at borgerne i den østjyske by er for glade for at vande deres haver i det varme vejr.

Vandværket kan ganske enkelt ikke følge med. Så selvom der givetvis er vand nok, kan man altså ikke nå at pumpe det hurtigt nok op, før det bliver brugt.

På vandværkets hjemmeside står der bl.a., at vandværket for tiden er så presset, at det periodevis risikerer at løbe tør.

Til TV 2 Østjylland oplyser Bent Jensen, at der er 250.000 liter vand i reservoriet i Gl. Rye Vandværk, der dagligt bliver fyldt. Det svarer til ét døgns forbrug.

Den ansvarlige for vandværket er dog oprigtig bekymret for, at vandværket reelt løber tør for vand i det varme vejr.

»Hvis der ikke er mere vand, så er der ikke mere vand. Det er den situation, vi helst ikke vil ud i. Det er helt uoverskueligt. Så bliver vi nødt til at lukke for forsyningen til byen,« forklarer Bent Jensen over for TV 2 Østjylland.

Borgerne i Gl. Rye opfordres til at tage udmeldingen fra vandværket seriøst. Hvis det ender med, at man løber tør, vil det f.eks. betyde, at byens plejehjem skal undvære rindende vand.

Der bor i omegnen af 1.500 personer i Gammel Rye.