Varmebølge på vej og efter den bliver det endnu varmere
Den varmeste maj nogensinde bliver en realitet, lyder det.
I de kommende dage står den på en ny varmebølge til Danmark. Det vil sige, at det meste af landet får temperaturer over 25 grader i minimum tre dage eller mere. Det er budskabet fra TV2-meteorolog, Danny Høgsholt, der giver et højtryk skylden for det varme vejr.
»Det er et stort højtryksområde nord for Danmark, som har ligget der et godt stykke tid, og som ikke har tænkt sig at flytte sig lige foreløbig. Vi har haft den samme vindretning i tre måneder, og dermed det samme vejr, som man har i Østeuropa. Det vil sige en kold februar og marts efterflugt af varme,« siger han.
Og efter varmebølgen bliver de endnu varmere. I næste uge kan vi således få temperaturer i omegnen af de 30 grader.
Det varme vejr i maj er helt usædvanligt og truer således Danmarks ældste vejrrekord fra 1889: 13,8 grader i gennemsnit for maj.
En rekord som Danny Høgsholt er helt sikker på bliver slået.
»Danmarks ældste vejrrekord ryger nu. Til og med i går var middeltemperaturen for maj også 13,8 grader, og det vil sige, at vi lige nu står til en tangering af den nuværende rekord, men i og med at vi ikke har set det varmeste vejr i maj endnu, så ryger den rekord. Det vil jeg godt sætte hele min pensionsopsparing på,« siger han
Når meteorologer taler om vejrrekorder, så er det på baggrund af vejrdata, som man startede med at indsamle regelmæssigt i 1873. Rekorden kan dermed ikke sammenlignes med vejret før dette år.
Ifølge Danny Høgsholt vil den nuværende vejrsituation fortsætte indtil grundlovsdag. Herefter er det noget mere usikkert, hvad der kommer til at ske rent vejrmæssigt, men hvis man skulle være bekymret for, at kvoten for det sommerlige vejr bliver opbrugt før ferien, så kan man tage det roligt.
»Vejret husker ikke, som vi plejer at sige. Det varme forårsvejr betyder ikke, at vi får koldere temperaturer, når vi når sommermånederne,« forklarer han.
I 1889, da rekorden for den varmeste maj nogensinde blev nået, satte juni også temperaturrekord, så man kan ikke sige, at vi er ved at opbruge kvoten for varmt vejr, fortæller Danny Høgsholt.