Kommune efter kritik af regel for syge ledige: Vi kigger på juraen igen
Jobcentret har ved en fejl sendt et brev ud med forkerte formuleringer, siger Skive Kommunes arbejdsmarkedschef.
Skive Kommunes jurister skal nu kigge lovligheden af en mulig udbredelse af nye regler om sygefravær for ledige på kontanthjælp og uddannelseshjælp efter i sømmene en ekstra gang.
Det sker, efter et brev om ændringerne de seneste døgn har vakt opsigt på sociale medier, hvor det er blevet delt. Af brevet fremgår det, at de berørte borgere fremover skal møde op hos en sygeplejerske, samme morgen som de melder sig syge. Det har fået flere til at anklage kommunen for mistænkeliggørelse af borgerne - og for muligvis at bryde loven.
Men brevet er ved en fejl blevet sendt ud med forkerte formuleringer, siger arbejdsmarkedschef i Skive Kommune, Dorthe Hamrum.
»I to konkrete sager har borgere fået et brev, hvor formuleringerne er forkerte. Der er sendt breve ud, hvor det ser ud som om, at nu gælder det for alle, men det er ikke korrekt. Det har ikke noget at gøre med, at vi trækker ordningen tilbage, men det er en fejl fra jobcentret,« siger hun.
Hun understreger, at ordningen stadig kun gælder for de borgere, der er blevet vurderet til at have for meget fravær - og den praksis har man haft i et halvt år. To eksperter i socialret har over for Jyllands-Posten vurderet, at der kan være tale om et uproportionalt - og dermed ikke lovligt - krav, hvis man følger planen og udbreder ordningen til at gælde alle borgere på ydelserne - uden at se på, om de i forvejen har et stort fravær.
»Det har været planen, og det skulle vi drøfte på et politisk udvalgsmøde i februar. Men det er klart, at når vi nu får alle de reaktioner, og der bliver stillet spørgsmål ved lovligheden, så vurderer vi selvfølgelig de konkrete spørgsmål og henvendelser, før vi sætter det i værk. Vi har ikke rullet det ud til at gælde alle fra dag et,« siger Dorthe Hamrum.
Sygeplejerskeordningen har kørt som pilotordning i kommunen i et år for borgere på integrationsydelse - og det med stor succes og kun positive tilbagemeldinger som følge, siger Dorthe Hamrum.
Når man nu vil brede den ud til flere målgrupper, er der tale om en »naturlig forlængelse«, og kommunens jurister har tidligere vurderet, at ordningen juridisk er »i overensstemmelse med gældende lovgivning«, skrev kommunen fredag på Facebook.
»Vi kan selvfølgelig ikke forskelsbehandle. Den regel, der gælder borgere på integrationsydelse, gælder naturligvis også borgere på kontanthjælpsydelse,« siger Dorthe Hamrum.
Ifølge arbejdsmarkedschefen er der et generelt - og unaturligt stort - fraværsproblem i kommunen. På en given måned er en tredjedel af borgerne på kommunens aktiveringssted, BOMI, fraværende, siger hun.
»Jeg er ikke i tvivl om, at selve sygeplejerskeordningen er en rigtig god løsning. Det gode er, at vi får reduceret fraværet, ligesom vi har gjort på sprogskolen, hvor mange også er glade for at kunne få en snak med sygeplejersken. Vores indsats skulle gerne understøtte, at man hurtigst muligt kommer i gang på arbejdsmarkedet eller med en uddannelse, og det forudsætter, at man møder op.«
Hun mener desuden, at sagen er blevet tegnet for sort og hvidt op i medierne.
»Det bliver fremstillet som om, at man bare bliver sanktioneret, hvis man reelt er meget syg og ikke møder op. Det er ikke tilfældet, men det kommer til at lyde som om, der ikke er nogen muligheder derimellem.«
Det gælder bl.a. kritikken af en formulering i brevet, hvor det lyder, at borgeren - hvis denne er for syg til at møde op til en samtale - i stedet skal ringe til sin sagsbehandler, som vil vurdere, om en sygeplejerske skal komme på hjemmebesøg. Kommunen vil nu se på teksterne i standardbrevene for at undgå misforståelser, siger Dorthe Hamrum.
»Man har altid mulighed for at ringe til sin sagsbehandler. Så kan man få tilbudt at få et hjemmebesøg – hvis man er indforstået med det som borger og giver samtykke til det. Så det er et tilbud. Der vil altid være en konkret vurdering. Det er selvfølgelig noget, vi skal have kigget på, for teksterne skal ikke kunne misforstås,« siger hun.