Fortsæt til indhold
Indland

Bassinet i svømmehal smuldrer ved kontakt med vand

I Haarby Svømmehal er der opstået uventede problemer ved den sidste del af en renovering.

En spartelmasse, der normalt hærder som beton, er begyndt at smuldre, når det kommer i kontakt med vand. Nu kan den skrabes af med en negl, fortæller Søren Wittorf, projektchef i Raunstrup, der renoverer svømmehallen:

»Det er nogle udfordringer, som vi aldrig har oplevet før. Jeg har været i branchen siden 1990, og jeg har ikke prøvet det før, og jeg har endnu ikke fundet nogen i branchen, som har prøvet det før. Det er vildt frustrerende,« siger Søren Wittorf.

Det skriver Fyens.dk.

Teknologisk Institut er nu blevet inddraget for at finde ud af, hvor i processen, det er gået galt og hvornår der endnu engang kan hældes vand i bassinerne. Indtil da må genåbningen af svømmehallen vente.

»Vi havde jo forsøgt at lægge det, så man kunne komme i vandet i en del af sæsonen. Det lykkes så ikke. Det er vi rigtigt kede af,« siger Jim Steffensen, medlem af bestyrelsen i Haarby-Hallerne.

Renoveringen af Haarby Svømmehal har været undervejs siden 2011, hvor en rapport fra Cowi viste, at der var problemer med vandbehandlingsanlægget, ventilation og betonkonstruktionen. Arbejdet begyndte i april 2017, da der endelig var fundet penge til renoveringen.

Efter planen skulle svømmehallen åbne den 1. februar, men det er nu udskudt i to måneder, mens der bliver arbejdet på en løsning.