Fortsæt til indhold
Erhverv

Plantedrikke giver blodrød bundlinje: Oatly har i alt tabt 7,5 mia. kr.

Verdens største producent af plantedrikke har netop offentliggjort endnu et stort underskud. Samtidig er selskabets vækst stort set gået i stå.

Plantedrikkene fra Oatly er på hylderne i mange danske supermarkeder, men for selskabets ejere har der hidtil ikke været grund til jubel.

Det børsnoterede selskab har trukket et blodrødt spor af underskud efter sig, og onsdag var der igen dårligt nyt til aktionærerne.

Oatly, der er verdens største producent af havredrikke, har netop offentliggjort regnskab for andet kvartal, og på bundlinjen har selskabet bogført et underskud på 200 mio. kr. Samtidig er selskabet stort set holdt op med at vokse. Omsætningen har det seneste kvartal været knap 1,4 mia. kr., og det har også været niveauet de foregående seks kvartaler.

Ved indgangen til 2024 stillede Oatly’s topchef, Jean-Christophe Flatin, ellers aktionærerne i udsigt, at selskabet ville levere »solid vækst på toplinjen« og en »markant forbedring af indtjeningen.«

Hvad angår indtjeningen er den – trods underskuddet – faktisk forbedret. I første halvdel af 2023 tabte Oatly 1,1 mia. kr., mens underskuddet i år ”kun” har været 520 mio. kr.

Oatly, der har hovedkontor i Sverige, blev børsnoteret i New York i maj 2021. Selskabet red inden børsnoteringen på en bølge af velvilje og fik massiv opmærksomhed, som blev forstærket af, at en række kendisser anført af talkshow-værten Oprah Winfrey var blandt de første til at investere i selskabet.

Ved børsnoteringen blev Oatly-aktien sat til salg for 17 dollars stykket og strøg straks til vejrs. Kursen toppede i 29 dollars svarende til en samlet markedsværdi i omegnen af 100 mia. kr.

Siden meldte realiteterne sig, og de økonomiske tømmermænd slog hårdere og hårdere hos aktionærerne i takt med, at Oatly offentliggjorde underskud efter underskud.

Samlet set har selskabet siden begyndelsen af 2021 tabt 7,5 mia. kr., og aktiekursen er i dag faldet til lige under 1 dollar.

Håbet om at gøre Oatly til en god forretning er dog på ingen måde opgivet, og Jean-Christophe Flatin noterer i en kommentar til regnskabet, at selskabet i alle forretningsområder har øget salget målt i mængder. Det fremgår af regnskabet, at salget målt i mængder er øget 9,6 pct. til 137 mio. liter, mens omsætningen kun er øget 3,2 pct. Det indikerer, at væksten i mængder har været drevet af en lavere gennemsnitspris.

Oatly kan også glæde sig over, at bruttofortjenesten er øget og omkostningerne reduceret, hvilket er med til at reducere underskuddet, som dog stadig løber op i 200 mio. kr.

Oatly står foreløbig tilbage, som et af de mest markante eksempler på, at den grønne, plantebaserede bølge slet ikke har nået de ventede højder. Det kan spille ind, at de plantebaserede produkter er sendt i markedet i en periode, hvor corona, krig og høj inflation har fået en del forbrugere til at agere relativt forsigtigt og konservativt.

Nedturen har også ramt den store producent af plantebaserede kødalternativer, Beyond Meat, som i 2021-2023 haft samlede underskud på 5,9 mia. kr. Selskabets omsætning er i samme periode faldet 26 pct.

I en helt anden målestok kæmper også de store danske fødevareselskaber for at gøre produktionen af plantebaserede fødevarer lønsom.

Arla lancerede i 2020 en serie af plantedrikke under varemærket ”Jörd”, men det har taget længere tid end ventet at løbe salget i gang, og foreløbig har satsningen resulteret i fire år med underskud på i alt 202 mio. kr. Arla forsøger nu at give de plantebaserede produkter ekstra gennemslagskraft ved at sælge dem under koncernens stærkeste varemærker. Plantedrikkene markedsføres som ”Arla Jörd”, mens der senere i år lanceres en plantebaseret variant af Lurpak.

Danish Crown har haft store ambitioner om at opbygge en milliardforretning på salg af plantebøffer og andre kødalternativer. Salget har dog langt fra udviklet sig som ventet, og der er nu skruet ned for ambitionsniveauet.