Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den offentlige sektor vokser sig større og større, mens kerneydelserne leveres i en mere og mere udpint version

Man vægrer sig ved at tage fat om ondets rod og sektor for sektor spørge: Hvis vi skulle starte forfra, hvad, hvor meget og hvordan skulle de offentlige basale velfærdsydelser så se ud? Og hvem skulle levere dem?

Artiklens øverste billede
Masser af offentligt ansatte er fuldstændig klar over, hvad man kan gøre for at ændre til ”billigere og bedre” inden for de områder, den enkelte kender til. Men dels vil man jo ikke save den gren over, man selv sidder på, og dels vil man helst ikke risikere at blive udråbt til ”redepisser”. Tegning: Rasmus Sand Høyer

Den offentlige sektor i Danmark er som en kræftknude – den vokser og vokser og gør livet stadig sværere for organet, den besætter, som kvæles langsomt.

Befolkningen efterspørger og forventer basale offentlige ydelser på godt niveau såsom sygehuse, plejesektor, politi, infrastruktur, undervisning mv., som kan gøre tilværelsen tryg og perspektivfyldt.

Politikerne, som er dem, der skulle styre udviklingen, får i stigende grad bestræbelserne for at levere de efterspurgte ydelser til at munde ud i noget helt andet. En stadig større del af skattekronerne går til alle mulige inferiøre aktiviteter.

Det, vi får mere og mere af, er ikke det, der efterspørges af borgerne. Danskerne efterspørger de basale offentlige ydelser og ikke projektmagere, stabsfunktioner, konsulenter, flere ledelseslag, gyldne håndtryk, resultatløn til offentlige chefer, kommissioner, absurd bureaukratisk udvikling, ringere, men dyrere uddannelser mv.

Forbruget af offentlige lønkroner på møder og projekter vil i mange tilfælde falde for enhver ædruelig cost-benefit-betragtning. Mange ved det, men ingen evner at bryde mønstret. Politikerne burde kunne gøre det, men der er altid et eller andet politisk forlig eller EU, der spænder ben, hvorfor vi sidder fanget i et spind, der kvæler positiv udvikling.

Måske er vores demokrati som styreform på sigt truet, al den stund det ikke synes effektivt. Se til Frankrig, som har skattetryk på niveau med Danmark. Her revolterer masserne i skrivende stund i Paris’ gader. Temaet er angiveligt, at borgerne ikke er tilfredse med deres andel af resultatet af deres arbejde – den umættelige offentlige sektor tager for meget.

Vi har fået en minister til afbureaukratisering, hvilket er en prisværdig bestræbelse, men det er tydeligt, at vanskelighederne ved at lave noget om er overvældende.

I et forsøg på at skabe kvalitet har man inden for mange sektorer skabt et væld af procedure- og systembeskrivelser, der medfører systemtræghed og omkostningsforøgelser helt ude af proportioner med de gavnlige effekter, der var formålet.

Masser af offentligt ansatte er fuldstændig klare over, hvad man kan gøre for at ændre til ”billigere og bedre” inden for de områder, den enkelte kender til. Men dels vil man jo ikke save den gren over, man selv sidder på, og dels vil man helst ikke risikere at blive udråbt til ”redepisser”.

Og hvem skal så betale med sit job for organisatoriske omstruktureringer? Og hvad skal de, der måtte blive fyret, så lave? Og det kunne blive dig selv!

Så der sker ikke noget. Stille og roligt vokser sektoren sig større og større, samtidig med at kerneydelserne leveres i en mere og mere udpint version.

En række politikere fremstiller det, som om mængden og kvaliteten af de basale offentlige ydelser er en funktion af skattebetalingen. Det vil sige, at højere skat skulle føre til bedre offentlige ydelser.

Men det er jo et falsum. Man vægrer sig ved at tage fat om ondets rod og sektor for sektor spørge: Hvis vi skulle starte forfra, hvad, hvor meget og hvordan skulle de offentlige basale velfærdsydelser så se ud? Og hvem skulle levere dem?

Man ville med garanti ikke udforme en offentlig sektor, som den ser ud i dag, hvor der er et påfaldende fravær af sund fornuft.

Lad mig som illustration af elendighederne berette om, hvorledes min gamle Alzheimer-ramte mor endte sine dage i vores velfærdsstat. Ikke for at nogen skal hænges ud eller skades, men blot for at vise, hvilken perverteret version af den danske velfærdsstat, vi er endt med.

Min mor boede alene i sin lille lejlighed i X-by. Det er ligegyldigt hvor, for dels ønsker jeg ikke, at jagten på ansatte går i gang, og dels tror jeg, det stedfundne kunne ske i rigtig mange kommuner.

Man ville med garanti ikke udforme en offentlig sektor, som den ser ud i dag, hvor der er et påfaldende fravær af sund fornuft.

Min mor blev mere og mere dement, hvilket jeg søgte at kompensere for ved hyppige besøg og indkøb mv. Det var en utilstrækkelig støtte, hvorfor jeg bad om hjælp fra kommunen. Den kom meget nølende og altid i for små mængder. Efterhånden lignede plejehjem mere og mere det eneste forsvarlige, men det kunne min demente mor ikke forestille sig. Plejehjem havde hun negative associationer til i sit indskrænkede mentale univers.

Jeg henvendte mig til kommunen, der imidlertid blev ved med at holde mig hen og trække tiden ud. Til sidst foreslog man et møde med min mor, mig selv og en demensvejleder. Mødet blev etableret hjemme hos min mor, og da demensvejlederen havde fået startet sin bærbare op, indledte hun med at spørge min mor: Vil du gerne på plejehjem?

Min mor skreg ud i stuen: »NEJ!« Demensvejlederen noterede: »Borgeren ønsker ikke at komme på plejehjem«. Herefter sluttede mødet. Jeg fik helt klart det indtryk, at opgaven fra kommunens side hermed betragtedes som løst.

Min mors tilstand blev værre og værre. Hun fik sidenhen daglige besøg af sosu’er, men de var desværre alt for tilbøjelige til straks at gå igen, når min demente mor skreg »UD«, så snart hun hørte dem komme ind ad fordøren.

Det var for mig tydeligt, at hun fik for lidt mad og væske – og fik hun sin medicin? Men hvad pokker kan man gøre som pårørende i travl beskæftigelse?

Mens vi var på vinterferie, skete der så det, at de sædvanlige sosu’er var erstattet af en vikar, der fandt min mors tilstand kritisk. Han ringede efter en læge, som straks indlagde hende på sygehuset.

Efter en uge der var hun kvikket meget op, men man udskrev hende ikke.

Jeg var på det tidspunkt beskæftiget med noget kursusvirksomhed for bl.a. hospitalslæger, og skæbnen ville, at jeg der løb på overlægen på den afdeling, hvor min mor var indlagt.

Jeg sikrede mig at snakke med ham i frokostpausen og forhørte mig om min mor, som han tydeligt kunne huske som en, de havde svært ved at forsvare at sende hjem. Jeg appellerede til ham, om han ikke kunne udvirke, at hun kom på plejehjem.

To dage senere ringede de fra et plejehjem og fortalte, at min mor nu lå midlertidigt på deres akutstue – beregnet for kortvarige ophold. Der var en seng, en stol og et bord.

Jeg spurgte til mulighederne for, at min mor kunne blive på plejehjemmet, men de havde ikke ledige pladser, og det var kommunen, der bestemte. De var meget søde, venlige og forstående, men uden handlemuligheder.

Efter et par måneder på akutstuen – ingen kunne tydeligvis forsvare at sende hende hjem – ringede de en morgen til mig fra plejehjemmet og sagde: »Her til morgen døde en beboer. Kan du ikke komme med nogle af din mors møbler. Så sætter vi dem ind i den ledige stue og undlader at ledigmelde pladsen til kommunen«.

Således gik det til, at min mor takket være gode og empatiske medarbejdere kom på plejehjem, hvilket familien og min mor var lykkelige for. Hun livede op og levede 16 måneder længere under fredfyldte og omsorgsfulde forhold. Mine gode tanker går til plejehjemmets personale – og på ingen måde til kommunen/systemet.

Men hvad med dem, der ikke har en pårørende, der kan rykke? Det forekommer mig, at dette ikke alene er en sand, men også skræmmende historie, der ikke burde kunne fortælles i en velfærdsstat.

Og så er vi tilbage ved det centrale: Borgerne ønsker kerneydelser i rimelig kvalitet og tilgængelighed. Politi med ressourcer, ordentlige veje, tog til tiden, økonomisk support ved kvalificerede problemer, kvalificeret uddannelse, hospitals- og plejeydelser, før det er for sent, osv.

De mange fedtlag af overdrevne offentlige aktiviteter og ansatte har ingen bedt om. Det er den ukontrollerede kræftknude i fri vækst.

Kun politisk lederskab og uegennyttigt samarbejde kan redde os.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.