Ansatte i den offentlige sektor har ret og pligt til at ytre sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Offentligt ansatte skal kunne ytre sig konstruktivt kritisk både på arbejdspladsen og i medierne, uden at det fører til repressalier. Af og til oplever sygeplejersker, at deres fag og kerneydelse tilsidesættes af for eksempel effektiviseringskrav, dokumentationskrav eller dårlige prioriteringer, der er til skade for borgerne. Ikke alle politiske eller administrative beslutninger er vel gennemtænkte. De kan give besparelser på kort sigt, men som fagperson ved man, at de på længere sigt gør stor skade, giver borgerne dårligere service eller øger udgifterne.

Hvornår skal man sige fra som sygeplejerske? Når forholdene bliver urimelige eller er til fare for borgerne og patienter, må man reagere. Så bør man ytre sig. Enten til sin ledelse eller i den offentlige debat. I særdeleshed når det går ud over borgerens sundhed. Så skal man reagere. Her har man ikke kun ytringsfrihed, man har ytringspligt. Det er en etisk fordring, indlejret i faget og i de sygeplejeetiske retningslinjer.

Her sættes patientens tarv øverst. Vi er alle en del af velfærdssamfundet og offentligt ansatte har en pligt til at sige fra, når vilkårene for patienterne bliver urimelige. Ellers er det jo borgerens sundhed, vi sætter på spil. Politikere og ledelser indfører af og til effektiviseringskrav, omstruktureringer og andet, hvor det er den økonomiske bundlinje, der er i fokus. Fagpersonen står som borgerens garant for, at der også er en faglig og etisk bundlinje, som sikrer den faglige forsvarlighed.

Ytringspligten hos de offentligt ansatte værdsættes desværre ikke alle steder. Nogle gange medfører ytringer repressalier, mere eller mindre åbenlys kritik fra ledelsen eller endda fra kollegaerne. Det kan have store personlige konsekvenser at ytre sig. Derfor er risikoen, at man ikke siger fra, men udøver selvcensur. Kulturen bliver i de tilfælde, at man undertrykker behovet for at sige fra. Jeg oplever, at sygeplejersker ikke tør sige fra på grund af risikoen for repressalier fra deres ledelse, både i kommunerne og på sygehusene. I fagbevægelsen kæmper vi for ytringsfriheden, og vi oplever desværre gentagne gange, at offentligt ansatte, som bruger deres ytringsfrihed til konstruktivt at sige ledelsen eller politikere imod, bliver straffet.

Vi burde i stedet hylde dem. For de er med til at gøre velfærdssamfundet til et bedre sted. Der skal være plads til at kunne ytre sig. Flere steder har man indført whistleblowerordninger. De kan være gavnlige i nogle situationer, men dybest set er de et udtryk for en kultur, hvor man ikke tør ytre sig af frygt for repressalier. Optimalt set bør man have et forum, hvor man hilser kritikken velkommen, drøfter den og agerer på den. Jeg synes, at vi bør opdyrke en mere positiv kultur, hvor konstruktive debatter er en selvfølge. Hvor den sundhedsfaglige medarbejder, der ytrer sig, er bedre beskyttet.

Også selv om man er kritisk over for beslutningstagerne, økonomistyringen eller ledelsen. Det er i samfundets interesse, at der er åbenhed, og at alle kan komme til orde. Hvis sygeplejersker åbent kan drøfte metoder, fag og forhold, der har betydning for borgerne, kan vi være med til at garantere forsvarlig og god sundhed til borgerne. Det handler om at få det bedst mulige sundhedsvæsen til gavn for borgerne. Vi burde belønne de kritiske røster. De kan være med til at redde liv.