Da jeg mødte det psykiatriske system indefra som patient

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Første gang jeg hørte ordet psykiatri i en sammenhæng, der havde med mig selv at gøre, var jeg rædselsslagen. Jeg mente ikke, at jeg var ”syg” og slet ikke i en sådan grad, at psykiatrien var nødvendig, Jeg havde tusind forestillinger og fordomme om, hvad det der helt voldsomme ord psykiatri lige indebar. Jeg følte mig som sådan meget normal. Jeg gik på daværende tidspunkt i gymnasiet, og det passede egentlig også super dårligt ind i kalenderen. Desværre er det bare sådan, at sygdom ikke har en kalender, og da den for alvor tog fat, var der ikke så meget andet at gøre end at lægge sig fladt ned og give efter for den ”farlige psykiatri”.

Min behandling startede i det ”små” – altså i ambulant regi med en gruppe en gang om ugen, og det daværende behandlingsfokus var min spiseforstyrrelse.

For mig var det rigtig svært at acceptere opstart af behandling i psykiatrisk regi, fordi min sygdomsindsigt på daværende tidspunkt var til den snævre side, og min overbevisning om ikke at være syg nok til at optage en plads var enorm, og så var jeg for resten helt vildt skræmt over pludselig at skulle ”tage mig selv seriøst”, når nu ingen andre omkring mig tidligere havde givet udtryk for, at der var et problem.

Jeg oplevede allerede efter første møde med psykiatrien, at jeg kunne lægge enhver form for indgroet skræmmekampagne på hylden. For det, jeg mødte, var det ene fantastiske menneske efter det andet, både i patientgruppen og blandt behandlerne, men specielt det at møde mennesker med forskellige livserfaringer, men ”samme” udfordring, var hjælpsomt.

Psykiatrien i sig selv er kompleks, da den indeholder vidt forskellige diagnoser, behandlingsformer og metoder og desuden forskellige niveauer for behandlingsintensitet afhængig af den enkeltes behov for hjælp. Personligt tror jeg, det er med psykiatri, som det er med alt andet, at når vi mangler kendskab, bliver vi utrygge og fordomsfulde over for det: ”Kan man ikke bare spise normalt?”, ”Er folk ikke fuldstændigt sindssyge og skøre?”, ”Er det ikke lidt overdramatiserende?”, ”Kan man ikke bare tage sig sammen?” og ”Er det ikke egoistisk at agere destruktivt?”. Disse fordomme, få nævnt ud af mange, er en af de væsentligste grunde til, at det kan være svært at fastholde relationer uden for sygdomsverdenen og desværre også en faktor, der kan være med til at gøre et sygdomsforløb utrolig ensomt. En oplevelse, mange patienter desværre deler, fordi sygdommens karakter ydermere spænder ben for involvering af pårørende med risiko for yderligere isolation.

For at minimere berøringsangst fra venner og familie er det derfor vigtigt at række ud til omverdenen og højlydt italesætte, hvad psykiatri dækker over. Det skal skæres ud i pap, at os, der har psykiske lidelser, er helt almindelige mennesker. Folk, der ikke ved det, vil ofte ikke opdage det, for vi griner og græder som alle andre (og ja, vi griner også). Vi har liv som alle andre, men er desværre så uheldige at være ramt af en sygdom, lige såvel som nogen brækker benet eller indlægges med andre somatiske sygdomme.

Når man sygemeldes af psykiske grunde, er det en stor udfordring, at der mangler forståelse fra omverdenen, som man hidtil har deltaget i på lige fod med alle andre. Vi bliver ofte set ned på, når vi sygemeldes fra job eller studie, og må derudover kæmpe mange hårde kampe med jobcenter og systemet generelt for overhovedet at få den påkrævede og berettigede hjælp. Det er svært at sætte ord på, hvor psykisk nedbrydende og hård en kamp det er at være rigtig syg og isoleret og så også at skulle kæmpe med et jobcenter, som pålægger én obligatoriske møder, mens man knap nok kan stå ud af sengen, og ikke tøver med økonomiske sanktioner, når man er for syg til at magte de pålagte møder. Det handler ikke om lysten til at gøre en indsats eller at få en normal hverdag! Tværtimod! Men man kastes rundt fra den ene til den anden, der sjældent er forstående over for magtesløsheden. Det er næsten fuldtidsarbejde at navigere i et system af kaos, og det er ikke givet, at man har adgang til en socialrådgiver, der kan hjælpe én med at finde rundt.

Som sagt er der forskellige lag af psykiatrien, og som oftest er det ikke i de ambulante forløb, man møder de største fordomme, fordi man som patient i højere grad kan forsøge at angive over for omverdenen, at det står okay til, og at man stadig er disponibel i relationer eller arrangementer. Selv om det i sig selv er voldsomt energikrævende. Indlæggelser er ofte helt anderledes, da mange pårørende og borgere generelt typisk ikke har set en psykiatrisk afdeling indefra. Indlægges man i åbent regi, kan det være svært ikke at tage en facade på i et forsøg på at undslippe alle de fordomme, der er forbundet med psykiatriske afdelinger.

Er man indlagt på en lukket afdeling, kan det føles næsten umuligt at opretholde tidligere relationer, og jeg ved fra både egne og andres bitre erfaringer, at det igangsætter en ensomhed, som er svær at bryde, når man samtidig kæmper for at finde rundt i systemet. Man stigmatiseres ofte hurtigt som værende svag, skør, dramatiserende og en byrde for andre, og disse klassificeringer kan komme til at sidde fast hos en selv. Personligt kan jeg så også modsat fortælle, at det faktisk er igennem psykiatrien, jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, som senere har vist sig at holde ved, og som jeg slet ikke kunne forestille mig et liv uden.

I psykiatrien er økonomien stram og ressourcerne få, og man kan let komme til at føle sig som en kastebold i systemet på grund af mangel på personale, mangel på behandlingskapacitet og mangel på samarbejde på tværs af systemer. Til gengæld er der masser af kassetænkning, som godt nok hjælper de enkelte systemer med at holde på deres knappe ressourcer, men til gengæld sjældent skaber gode forløb for den enkelte. Så ja, vi brokker os af og til, men sjældent over plejepersonalet, men derimod systemet. For systemet spænder ben for selv de dygtigste sygeplejersker og sosu-assistenter, når de pålægges et ansvar, der ikke er rammer til at løfte. Og indimellem er der patienter, der giver op, fordi de foruden sygdommen skal kæmpe mod fordomme, stigmatisering, den medfølgende isolation og systemets rigiditet.

Jeg ved på egen krop og sjæl, hvordan det føles at blive kastet rundt i kasser af forskellige diagnoser og indlæggelser og blive presset ind i systemer og pakkeforløb, som om one size fits all. Jeg kan med tristhed konstatere, at ingen af kategorierne endnu har passet rigtig godt til mig. Jeg ved også, at jeg har en masse vidunderlige mennesker omkring mig, som er mærkede og stærkt påvirkede i en sådan grad, at det også går ud over deres arbejdsliv og generelle tilstand i situationer, hvor jeg selv har stået på renden til at give op i kaosset og magtesløsheden. Det er et kæmpe problem, når mennesker føler sig nødsaget til at give op, og det er noget, vi er nødt til at gøre noget ved og få italesat så meget som overhovedet muligt. Så med mine dyrekøbte erfaringer fra indersiden af det psykiatriske system vil jeg med denne kronik lægge stemme til at få taget hul på den nødvendige drøftelse. Fordi konsekvensen af at lade stå til koster liv og efterlader stor sorg og flere psykiske følger hos pårørende. Det er alt for sjældent påtalt, fordi det er blevet tabu for patient såvel som pårørende, men alvorlig og usynlig sygdom har krav på opmærksomhed og indsats, før flere liv går tabt!