Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?

Et luksusdrug, ”lykkepillen”, den nemme løsning. Det er misvisende, stigmatiserende ord, som hverken er medicinen eller de mennesker, der behøver den, værdig. Så skal vi tale sammen om det, der er svært og spørge: Hvad er din historie? Her er min.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I gamle dage var man bims, skør, kukkuk eller havde tabt lidt for mange skuer. Det har jeg altså, tabt for mange skruer. Eller måske har jeg for mange, jeg ved det ikke rigtigt.

Det er ikke noget, jeg snakker om, for folk lægger altid deres ansigt i nogle meget alvorlige folder og har en stærk mening om det. Jeg forestiller mig, at det, der foregår i deres hjerne, ligner en scene fra ”Gøgereden”, at de nok mener, at jeg må være utilregnelig, ikke kan tages helt seriøst, og at medicinen mod det er at sammenligne med det hvide snit.

Jeg læste engang en kvindes fortælling om hendes liv med et mere end normalt uregelmæssigt sind. Når folk spurgte hende: »What are you depressed about?«, svarede hun: »What are you diabetic about?«

Det er jo som med andre mere håndgribelige fysiske sygedomme – en hjertefejl, et brækket ben, en kræftsygdom – en fejl eller en skade, som kræver behandling. Men så snart det er på øverste etage, der er spektakel, så bliver det så utroligt svært at berøre, og hvorfor nu det? Jeg gider ikke lade være med at tale om det, fordi jeg frygter, at folk tror det ene eller andet om mig.

Vi har noget i vores dna i min familie, der gør, at der kommer udsving, det er lige så tydeligt, som havde vi en arv af sukkersyge. Og det er lige så utroligt tydeligt i mit hoved, at findes der en medicin, der kan afhjælpe de symptomer, sygdommen giver, så er det godt. Som kan stabilisere, så man ikke har et følelsesmæssigt udgangspunkt, som ligger nede i grøften som et påkørt dyr. Den hjælp vil jeg gerne have og sige tak for, så jeg ikke behøver at selvmedicinere med alkohol eller andre tømmermandsfremkaldende stimulanser.

Nu er jeg hverken læge, psykiater, psykolog eller psykoterapeut, ej heller er jeg betalt af dem eller medicinalindustrien. Egentligt er jeg i denne sammenhæng bare et menneske. Og egentligt kan det godt være, at denne tekst ikke vedkommer andre end mig selv, for hvem kan i virkeligheden gøre sig klog på andre end sig selv, når det vedrører ens eget indre?

Jo, jo, der er masser at vejledning at hente. Jeg har fået i terapi i omkring syv år. Så jeg har talt en del. Men helt inde er der kun én, der kan mærke det, der fylder os, dét, der kan være noget nært umuligt at beskrive i ord til en, der ikke selv har været der.

Jeg var engang på Graceland i Memphis. Der kørte en film, hvor Elvis fortalte om sig selv bag det hele, bag smilet og kunsten, han sagde: »Where there is music, there is blood.« Dét omfavnende jeg som et livsvilkår. Hvis du skaber noget en gang imellem, må du også bløde.

For mit vedkommende er det angst og OCD, der tager pusten fra mig, når jeg ikke passer på mig selv, og jeg oplever en stor, betydelig og grundlæggende positiv forskel, når jeg får medicin. Måske skal jeg spise det, til jeg dør, måske ikke. Sådan må det være. Hellere det end en verden uden lettelse, hvor man er fortabt i sin egen mørke spiral, sit eget indskrænkede, selvoptagede verdensperspektiv.

Medicinen giver mig tid til at danne min egen mening om verden, billeder af fremtiden, foretage dagligdagsting, uden at det er OCD, angst og tvangstankerne, der beskriver de værst tænkelige scenarier, hvis altså man skulle vove at satse noget her i livet. Tankerne, der siger: »Nu dør din mor, nu dør din far, nu dør din bror, din kæreste svarer ikke, fordi han er i gang med knalde med en anden.« Finde beviser for, at det ikke er rigtigt. Finde beviser for, at det er rigtigt. Tjekke igen og igen.

OCD er tvangshandling eller tvangstanker; uønskede, påtrængende, gentagne og uimodståelige tanker, følelser, idéer eller fornemmelser. Og ens hjerne bliver bombarderet med beskeder, som er svære at skelne fra virkeligheden: »Du er en dårlig datter, en dårlig veninde, du er utilstrækkelig, du gør det ikke godt nok, og du har al grund i verden til at have dårlig samvittighed. Se selv, den og den har det dårligt lige nu, hvis du havde gjort tingene anderledes, ville de have det godt. Lige om lidt opdager de, at jeg ikke er et godt menneske. At jeg ikke er god til mit job. At jeg bare er en fake.«

Formaningerne og reglerne forsvinder aldrig helt, det skal de heller ikke. Men de forstummer for en stund, så jeg igen kan høre mig selv tænke, møde mig selv og træffe beslutninger som mig selv, og ikke som et gidsel af angstens uretmæssige beskrivelse af verden.

Ja, det er ganske normalt, at livet er mørkt indimellem. »Du skal da bare have noget motion, du skal da bare have noget meditation, du skal da bare drikke mere vand og lære at trække vejret,« siger nogle. Alle sammen ting, som er gode og sunde for vores kroppe, men ikke tilstrækkeligt til at slå mørket væk for alle, selv om det er det for dig. Jeg tænker, at langt de fleste ikke synes, det er fedt at gå ned til lægen og forhøre sig om hjælp, og langt hellere ønsker sig, at et af alternativerne virkede.

Jeg har læst overskrifter, der sagde: »Jeg sagde nej til lykkepiller, jeg ville klare det selv«. De personer har tydeligvis ikke haft brug for hjælpen, som pillerne giver. For mit vedkommende har der ikke været andre alternativer. Jeg synes ikke, det er en retfærdig behandling eller tilgang. »Jeg sagde nej til gips, jeg ville klare mit brækkede ben selv!« Så var dit ben sgu nok ikke brækket, min ven. I mine øjne kræver det et stort mod at erkende, at man ikke har det okay og tager ansvar for at komme videre, også med medicin. De fleste, der kæmper med de her ting, har om nogen et ridderkos i tapperhed.

Livet er jo en livslang læring, og så accepterer jeg, at der er perioder, hvor jeg har OCD og angst. Perioder, hvor jeg ikke kan få nok kontrol, og hvor jeg alle døgnets 24 timer – vågen eller sovende – er udmattet af tanker. Udmattet, som havde jeg lavet en ironman med bind for øjnene og med brækkede ben, alt imens publikum råbte »utilstrækkelige taber« i hovedet på mig. Udmattet af hele tiden at sortere om denne tanke er angst, om denne tanke er intuition, eller om denne tanke er et sandhedsvidne. Men så kommer der et ophold, man lærer noget, tager det med sig videre til næste etape. Med hjælp fra medicinen bliver de perioder overskuelige.

Der er toppe, der er dale. Men når sneen når til hoften, er det ok at tage ski på. Og erkende at der i ens bjerglandskab bare falder kraftigere nedbør end i naboens. Måske ligger der altid lidt is på vejen, og måske er det netop dét, der også gør, at man indimellem må tage de omveje, der giver en udsigt, som ingen andre ser.

Cathrine Ertmann, uddannet fotojournalist, arbejder som freelancefotograf og underviser. Bosat i Vendsyssel efter at have boet i Aarhus, Mexico, New York og København.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Om at leve som psykisk syg
Bernd Bachmann
Livet som psykisk syg er besværligt og kan til tider være ulideligt frustrerende. Det er på tide, at regeringen tager problemet seriøst og får psykiatrien på finansloven.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: S bremser dansk økonomi med myter

Morten Løkkegaard
Socialdemokratiet har sammen med fagbevægelsen i årevis pustet til myten om, at østeuropæere, der arbejder i Danmark, dumper lønnen og forringer vilkårene for danskere. Problemet med den fortælling er bare, at det er forkert.

Blog: Informationsdeling ligger ikke i efterretningstjenesters DNA

Nauja Lynge
Alligevel ønsker man nu debat om placeringen af Center for Cybersikkerhed, som blev oprettet som en del af Forsvarets Efterretningstjeneste. Dermed er man så omsider åben overfor både kritik og løsningsforslag.

Blog: Dansk Industri hejser det hvide flag

Mikael Jalving
Nu skal vi importere arbejdskraft udefra. Hvad om vi først fik aktiveret den, der allerede findes?

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Punjab skiller sig ud i Indien: Her kan man godt lide alkohol og kød i maden
Nye visumregler har gjort Indien mere tilgængeligt, og 1. oktober har Air India etårs jubilæum på deres direkte flyvning mellem København og Delhi. Herfra kan man rejse til Punjab ved den pakistanske grænse. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her