Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Om at leve som psykisk syg

Livet som psykisk syg er besværligt og kan til tider være ulideligt frustrerende. Det er på tide, at regeringen tager problemet seriøst og får psykiatrien på finansloven.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

I forbindelse med min psykiske sygdom er jeg ofte blevet spurgt, hvad det egentlig betyder, og hvordan jeg oplever det at leve med sygdommen. Det vil jeg prøve at beskrive her.

At leve med psykisk sygdom er afhængig af, hvilken diagnose man har, i mit tilfælde så er jeg diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse af blandet type, hvilken type der er dominerende, hvis der er nogen, ved jeg ikke, men tidligt, inden den endelige diagnose, var der snak om både dependent- og borderline-varianterne. Desuden har jeg haft social angst og været igennem en del svære depressioner.

Derudover har jeg haft et solidt alkoholforbrug, som også har haft en negativ virkning på både udredningen af de psykiske problemer samt min evne til at fastholde en kontakt med mit netværk. Der har de seneste par år også været nævnt muligheden for en grad af adhd og/eller autisme, men det er ikke diagnosticeret.

Jeg søger stadig efter balancen i mit liv og mellem aktivitet og inaktivitet, og det vil nok fortsætte resten af mine dage, da grænserne er flydende alt efter humør og overskud.

Professionelt er jeg uddannet pædagog. Jeg mistede mit arbejde som souschef i en børnehave i 2000 og har ikke arbejdet siden da. Dengang afviste jeg kraftigt muligheden af, at jeg kunne have en psykisk lidelse, og jeg blev gennem lang tid udredt for en række somatiske sygdomme og fik da også en somatisk diagnose, irritabel tyktarm, da nogle af mine symptomer var akut diarré og mavesmerter.

Kronik: Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?

Min mave er stadig lidt sart, men jeg har også siden fået foretaget en gastrisk bypass, så præcis hvad der er hvad, er svært at sige.

I dag lever jeg af førtidspension, bor sammen med min kæreste og papbørn. Og prøver at få livet til at hænge sammen, selv om det i perioder kan være meget svært.

Helt overordnet så er forskellen på “normalen” og mit liv, at langt de fleste mennesker håndterer fuldtidsarbejde, familie og venner og eventuelle fritidsinteresser dag efter dag. Der er perioder, hvor man er presset, og hvor overskuddet ikke er det store, men det udligner sig gerne efter noget tid, enten fordi man skruer lidt ned i en periode eller i forbindelse med ferier, fridage eller weekender.

Mine dage ser noget anderledes ud. Der er meget få ting, som jeg kan lave “pr. automatik”. Så stort set alt skal planlægges, og hvis min daglig/ugentlige rutine bliver forstyrret uden forvarsel, kan det betyde flere dages inaktivitet. Den korte forklaring er, at mine ressourcer er forholdsvis små, at jeg ikke kører på vekselstrøm mere, men er blevet udstyret med et genopladeligt discountbatteri med ekstra lang ladetid.

Inden den længere forklaring må jeg hellere lige fortælle, hvad en almindelig uge indeholder for mig, og hvordan strukturen helst skal se ud.

Når det kører, går jeg i seng mellem kl. 24 og 02 og står op kl. 8. Lige for tiden er det planen, at jeg skal ud ad døren fire gange om ugen, fortrinsvis mandag, onsdag, torsdag og lørdag. De resterede tre dage er såkaldte døde dage. Dage, hvor jeg kan komme til kræfter, hvis det er nødvendigt eller gøre, hvad jeg har lyst til. I løbet af en uge vasker jeg tøj, laver aftensmad to gange og bager brød tre-fire gange, specielt brødbagningen og madlavningen er ofte også et frikvarter, hvor jeg får lidt ro i hovedet. Derudover kommer min bostøtte en gang om ugen.

Andre ting, der dukker op, er møder, indkøb, fødselsdage og andet, som i forskellig grad kan give uro, hvis jeg ikke får taget ordentlig højde for, hvilke ressourcer jeg skal bruge.

For mig er det at leve med en psykisk sygdom dybest set ikke så forskelligt fra at leve som “normal”. Der er bare skruet på en række ting som fra vekselstrøm til discountbatteri og en større sårbarhed i forhold til ændring af rutiner og spontane aktiviteter, sådan at det spontane stort set ikke eksisterer i mit liv mere, og så er der en svingende følsomhed over for det sagte og usagte, som i stor grad hænger sammen med mit psykiske overskud.

Ung med depression og angst: Medicinen forværrede alt og gjorde mig endnu mere syg

Ferier er noget, som fanden har skabt. Til forskel for tidligere, hvor ferier blev brugt til at lade op, så er den nærhed, det kræver at være til stede, når der er flere hjemme døgnet rundt, en kilde til stor uro, og det ødelægger rutinerne. Jeg bruger en del tid på at tulle rundt og passe mig selv, så der er kræfter til nærvær, når de andre kommer hjem efter skole eller arbejde. Ikke sådan, at jeg bare er inaktiv, men det er mig-tid, hvor jeg kan koncentrere mig om mit og mine projekter. I ferierne er der ikke ro til dette i samme grad, og samtidig er der et pres på, ikke mindst fra mig selv, om at deltage i de ting, vi nu bruger ferien til, hvilket ofte har negativ effekt, sådan at jeg netop ikke formår at deltage.

Et eksempel kunne være, at vi aftaler at tage til vestkysten; en køretur på to-tre timer samt den tid, vi vælger at bruge derude. I dagene op til har jeg brug for at lade op, og en stor del af fokus bliver brugt på at skabe en overskuelighed over, hvad der skal ske på turen. Hvornår er der rygepauser på køreturen, hvor er der toiletter, hvad og hvor skal vi spise, hvad skal vi se, hvor lang tid tager de forskellige ting som at se stranden/bade, museer og så videre. Denne sommer lykkedes det ”kun” at være med til en shoppingtur i Tyskland på i alt seks timer, hvoraf de fire var kørsel frem og tilbage.

Der, hvor jeg er nu, prøver jeg i videst mulig grad at sørge for, at de aktiviteter, jeg ikke er sikker på, højst tager omkring tre timer og helst kun et par gange om måneden for at sikre stabiliteten i hverdagen.

Så en stabil og struktureret hverdag med et minimum af udfordringer er alfa og omega for mig. Dette giver mig så nogle andre problemer, for jeg har svært ved stilstand og er forholdsvis ambitiøs. Jeg har en ubændig lyst til at gøre en forskel, at deltage. Hvilket naturligvis giver nogle sejre, men også nederlag. Jeg deltog for nylig i psykiatriudvalget i Skanderborg Kommune. Noget, som jeg på mange måder er stolt af, men det medførte også, at jeg, endnu engang, fik en svær depression. Noget, jeg stadig kæmper med, men også har affundet mig med. Ingen sejre uden nederlag, men den personlige tilfredsstillelse ved at deltage er større end frustrationen ved at få endnu en depression.

Jeg søger stadig efter balancen i mit liv og mellem aktivitet og inaktivitet, og det vil nok fortsætte resten af mine dage, da grænserne er flydende alt efter humør og overskud. Så små ting, som at nogen glemmer at sige tak for mad, når jeg har lavet mad, kan på dårlige dage ødelægge resten af min dag med spekulationer om baggrunden for forglemmelsen, gerne med en negativ drejning. Andre dage registrerer jeg knap nok, om det bliver sagt, og det automatiske »velbekomme« bliver sagt som svar.

Så ja, livet som psykisk syg er besværligt og kan til tider være ulideligt frustrerende, men det er også værd at leve, hvis man finder balancen og noget, man brænder for, som kan give fornemmelsen af at leve og deltage.

Krøllen på det hele er så, at det her er min situation. Der findes mange, som har det sværere og selvfølgelig også lettere, og på deres og mine vegne er jeg skuffet i dag. Regeringen har endnu engang valgt at undgå at få psykiatrien på finansloven og overladt en stor del af finansieringen til satspuljemidler. Der bliver konsekvent givet lovning på, at man som politiker tager problemet seriøst, men alligevel bliver der ikke taget skridt til handling og fornuftig finansiering.

Blog: Hvis du har ondt i sindet, så skrig det ud over byens tage, min ven

Der er en stigende mangel på personale på diverse psykiatriske afdelinger rundt om i landet, hvilket ikke burde overraske. For det første har tilgangen af patienter ikke tilsvarende tilgang af ressourcer. For det andet så er satspuljemidler et midlertidigt tiltag, og hvem har lyst til at satse en karriere på noget midlertidigt? Det er på tide, at regeringen tager problemet seriøst og får psykiatrien på finansloven. Samtidig ville det være klædeligt, hvis den i stedet for at bruge formuer på ekspertudvalg begynder at bruge den eksisterende forskning til at skabe forandring i stedet for at skubbe problemet foran sig. Der skal handling og økonomi til, ikke løfter og tomme ord.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Hvorfor er spektakel på øverste etage et tabu?

Cathrine Ertmann

Et luksusdrug, ”lykkepillen”, den nemme løsning. Det er misvisende, stigmatiserende ord, som hverken er medicinen eller de mennesker der behøver den, værdig.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Debat: Strøm tænder håb for millioner

Thomas Gringer Jakobsen
Alene siden 2010 har 40 lande nået målet om at give hele befolkningen adgang til elektricitet. Faldende priser på solcelleteknologi har sat ekstra gang i udviklingen.
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her