Fortsæt til indhold
Kommentar

Pompeo-visit handler om at holde Kina og de frygtede russiske missiler væk fra USA

Rigsfællesskabet bliver omfavnet af amerikansk velvilje. I virkeligheden militariserer amerikanerne handels- og erhvervspolitik. For USA handler Arktis om sikkerhed. Og den amerikanske stat kan - i modsætning til den kinesiske - ikke beordre erhvervslivet til at engagere sig i Grønland.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Først begik den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, den kæmpe brøler at udbasunere sig om, at Grønland ikke er Danmarks. Siden da har Trumps udsendte i Danmark, Carla Sands, haft endnu mere travlt med at sikre amerikansk tilstedeværelse i rigsfællesskabet. For når en dansk statsminister fralægger sig ansvaret, så træder Uncle Sam til.

Det var blandt andet amerikanske interesser i Arktis, forholdet til Kina og situationen i Hong Kong, der skulle drøftes under besøget i dag.

Sidste år skulle Trump have været på besøg. Men efter at Mette Frederiksen afviste et amerikansk ønske om at købe Grønland, aflyste præsidenten sit besøg. Det har slået skår i samarbejdet mellem Danmark, Grønland og USA, der siden Anden Verdenskrig har haft et tæt samarbejde om Grønland, som er strategisk vigtig i Arktis, og vurderinger lyder, at besøget er et forsøg på at bringe relationen tilbage til normal.

I dag har en eks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, så tilbudt at arbejde for amerikanerne. Og selvom jeg er enig i at holde kineserne i skak i Grønland, så glemmer han væsentlige elementer.

”Snakken faldt ifølge den forhenværende Venstre-statsminister på, hvordan man bedst muligt kan forhindre, at »autokratiske regimer som Rusland og Kina« investerer i bl.a. Grønland og Færøerne. Og her havde Fogh Rasmussen et klart budskab til den amerikanske udenrigsminister. »Hvis vi skal forhindre for mange kinesiske investeringer i Grønland og Færøerne, behøver vi et meget stærkere amerikansk engagement i form af flere penge,« sagde han og fortsatte: »Derfor har jeg også tilbudt min hjælp til at fremme amerikanske investeringer i Grønland og på Færøerne.”

Rigsfællesskabet bliver omfavnet af amerikansk velvilje, men i virkeligheden militariserer amerikanerne handels- og erhvervspolitik. Her afspejler virkeligheden den kendsgerning, at den amerikanske stat - i modsætning til eksempelvis den kinesiske - ikke kan beordre erhvervslivet til at engagere sig i Grønland. Det kommer til at lyde som om amerikanernes venskab med os er omdrejningspunktet for deres interesse.

Det er en offentlig hemmelighed, at amerikanernes venskab med rigsfællesskabet går ud på at holde kineserne og russerne ude, og på at få et missilskjold til at beskytte USA. Det amerikanerne vil have til gengæld for hjælpepakker og investeringer er i virkeligheden udenrigspolitik, og den sorterer under Danmark.

Der er ifølge pensioneret kontreadmiral og Arktis-ekspert Torben Ørting Jørgensen ret konkrete trusler imod USA og det nordamerikanske kontinent forårsaget af missiler, som Rusland har udviklet.

Der er brug for, at vi står sammen i rigsfællesskabet og viser stormagterne, at vi er herrer i eget hus. Den status har hverken Mette Frederiksen eller Anders Fogh Rasmussen formået at manifestere. Og da Danmark har været for bange for at stille sig i spidsen af Danmark, Grønland og Færøernes fælles projekt – rigsfællesskabet – så er Pompeo her for at minde os om forpligtelserne. På grund af dansk svaghed har amerikanerne for længst besluttet sig for selv at stille sig i spidsen.

TILFØJET 23/7:

Den amerikanske luft- og rumforsvars nye arktiske strategi kan den læses her. Strategien blev offentliggjort samme dag, som den amerikanske udenrigsminister aflagde besøg i København.

Her kan man bl.a læse, at USA gennem baser i Alaska og Grønland kan gennemføre Power projection, dvs offensive militære operationer. Det er nok forklaringen på den amerikanske udenrigsministers besøg i Grønland. Og den nuværende socialdemokratiske regering bør klart ud om, hvad man har indgået aftale med USA om.

https://www.af.mil/Portals/1/documents/2020SAF/July/ArcticStrategy.pdf

https://www.af.mil/Portals/1/documents/2020SAF/July/ArcticStrategy.pdf