Kina er kun en trussel, hvis man betragter landet som en trussel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det var dog helt utroligt, som de vestlige lande elsker at skabe et fjendebillede. Engang var det kommunisterne fra Sovjetunionen, der var en trussel, som skulle nedkæmpes, ellers var trygheden og friheden i de vestlige lande i fare. Så fik man væltet muren og opløst Sovjetunionen, og dermed forsvandt truslen fra kommunisterne for en periode.

Sammen med World Trade Center-angrebet i starten af det nye århundrede blev islamisterne og de muslimske lande en trussel imod de vestlige frihedsværdier. Al-Qaeda og Osama Bin Laden, som USA i sin tid selv havde været med til at skabe, blev den nye trussel, som skulle elimineres.

Man valgte at bombe Afghanistan og Irak, da især sidstnævnte åbenbart var en alvorlig trussel imod den frie verden. Efterfølgende har vi allesammen set, hvordan dette eventyr er endt, og hvilken tilstand disse lande befinder sig i. Man har efterfølgende også bombet Libyen, og man er fortsat deltager i borgerkrigen. Det samme gør sig gældende i forhold til krigen i Syrien, hvor man har støttet islamisternes kamp imod Bashar al-Assad.

I samme periode er vesten også begyndt at betragte Rusland som en ny trussel. Det er selvfølgelig sket, samtidig med at Rusland igen er begyndt at spille med musklerne og agerer efter landets nationale og globale interesser. Da man fra de vestlige landes perspektiv ønsker, at resten af verden bare skal adlyde og gøre, som der bliver fortalt, så har Ruslands ageren selvfølgelig virket truende over for de vestlige interesser.

Samtidig med at Rusland fortsat bliver betragtet som en “trussel” imod de vestlige frihedsværdier, har Kina i løbet af de seneste par år indtaget førstepladsen som den nye store trussel imod vesten.

Ifølge Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, skal Nato-landene til at stå fast over for Kina, og landet skal betragtes som en trussel imod de vestlige frihedsrettigheder. Hvis I ikke allerede har opfattet det, så er det akkurat samme scenarie om igen. Vestens værdier er i fare, og vi skal handle og være militært stærke og prøve at bekæmpe “fjenden”, inden vi selv bliver nedkæmpet.

Det er primært frihedsrettighederne og Taiwan- og Hongkong-eksemplerne, der bliver brugt, når man vil kritisere Kina, men vi har da alle sammen for ikke ret længe siden set, hvordan amerikansk politi behandler fredelige demonstranter i de amerikanske byer. Ligesom vi sidste år kunne se fransk politi slå løs på de gule veste.

I stedet for at skabe et fjendebillede af Kina og prøve at dæmonisere landet, så spørg irakerne, hvad de tænker om amerikanerne og deres allierede, eller spørg palæstinenserne, hvad de synes om amerikanernes urokkelige støtte til Israel. Man kunne også spørge de latinamerikanske lande, om deres forhold til deres store nabo, USA. Afrika kan man da også lige spørge i forhold til deres syn på den hvide mand fra Europa.

Listen over lande og befolkninger, der har mærket amerikanernes og deres vestlige allieredes vrede, er utrolig lang.

Som jeg tidligere har skrevet, er magtbalancen ved at tippe, fra vest til øst. Kina har på mange områder overhalet den frie verdens leder, USA, og agerer selvfølgelig ud fra kinesernes globale og nationale interesser.

Det er da kun forståeligt, at Kina har interesser i Arktis eller en militærbase i Djibouti. Det samme har amerikanerne. Amerikanerne har sågar baser i hele Mellemøsten og i mange andre lande i Asien.

Ingen lande, heller ikke Kina, er perfekte, men er det ikke på tide, at man fra Vestens side begynder at feje foran egen dør i stedet for, at man fortsætter med at skabe nye fjender?

Kina er kun en trussel, hvis man ønsker, at landet skal være det.

Som sagt er verden ved at ændre sig. Magten er ved at tippe fra vest til øst, og den virkelighed bliver de vestlige lande nødt til at indse og indfinde sig med.

Man skulle prøve at samarbejde med resten af verden inklusive Kina og prøve at skabe venskaber og samarbejdspartnere i stedet for at prøve at skabe nationer, som man kan bruge efter Vestens velbefindende og interesser. Det er på tide, at Vestens evige snak om fred og stabilitet i hele verden bliver til virkelighed.