Derfor stod kvinderne i anden række ved Yahya Hassans begravelse

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I et blogindlæg bragt i JP spørger Jan E. Jørgensen så fint, hvorfor kvinderne var i anden række ved Yahya Hassans begravelse.

Det er et helt legitimt spørgsmål. Jeg er dog ikke helt sikker på, om det er privatpersonen Jan, der spørger, fordi han oprigtigt er nysgerrig, eller om det er politikeren Jan, der spørger, fordi han vil have lidt opmærksomhed og skabe et show.

Det ved kun Jan E. Jørgensen, og det må stå for hans egen regning. Manden har spurgt, og svar skal han få.

Det skyldes det kvindesyn, som eksisterer i Islam (det samme er gældende for Toraen og Bibelen). Der findes nemlig flere suraer i Koranen, hvor kvinden bliver betragtet som mindre værd og (uren). Tag f.eks.. sura 2 (Koen) vers 228, hvor der står, at mænd er et trin over kvinderne. I samme sura vers 282 står der, at der skal to kvinder til for at være på niveau med ét mandligt vidne. I sura 4 (Kvinderne) vers 34 fortælles igen, at mænd er over kvinder.

Derudover står der i samme vers, at hvis manden frygter trods eller genstridighed fra kvindens side, skal han først prøve at formane hende. Hvis dette ikke hjælper, skal han lade hende alene i sengen, og hvis dette heller ikke hjælper, skal han slå hende. Flere lignende eksempler er til at findes i Koranen og i flere hadither.

Som Jan E. Jørgensen selv skriver i sit indlæg, vil mange sige, at det blot er tradition/kultur, men alt kan altså ikke forklares ved at sige, at det kulturelt betinget m.m. Den mellemøstlige kultur og religion går nemlig hånd i hånd. Religionen er blevet så vigtig og integreret i mange muslimers liv, at den også er styrende for deres handlinger og ageren i det daglige.

Når kvinden ikke bliver betragtet som ligeværdig i religionen, afspejler dette sig selvfølgelig også i muslimernes ageren.

Jan E. Jørgensens blogindlæg har skabt en del vrede, og hvis man læser kommentarerne fra de danske muslimske sociale mediebrugere, er det tydeligt at se, hvor ihærdigt de prøver at forsvare religionen.

Yahya Hassan fik også lov til at mærke denne vrede, og jeg ved ikke, om grunden til vredens eksistens skyldes, at muslimerne ikke har meget andet at holde fast i. De mellemøstlige lande er i dag blevet tilbagestående, kriseramte og underudviklede. Muslimerne i de forskellige europæiske lande er blevet et problem og et evigt diskussionsemne. Der er ikke meget at være stolt over, og den eneste “styrke” og “samlingskraft” virker til at være beskyttelsen af religionen.

Det er bare et gæt, men uanset hvad har vesten store aktier i denne religiøse fanatisme. Senest har man støttet fanatiske islamister i Syrien og gjort alt for at vælte den sekulære Assad. Man har væltet Saddam i Irak og derved skabt sekterisk vold i landet. Vesten har selv været med til at skabe Taliban og al Qaeda for at bekæmpe Sovjetunionen og kommunismen.

Hamas, som Israel “hader” så meget i dag, er skabt af selvsamme Israel for at svække den sekulære palæstinensiske befrielsesorganisation PLO.De forskellige islamiske terrorgrupper rundt omkring i verden er alle sammen dannet med støtte af de vestlige efterretningstjenester og med midler fra Saudi-Arabien og Qatar.

Det er tragikomisk, at Vesten, som påstår, at man bekæmper islamisterne, selv har været med til at skabe disse kræfter for at ødelægge de mellemøstlige lande.

Jan E. Jørgensen må selvfølgelig selvom, hvad han vil undre sig over ved den afdøde digters begravelse, men hvis jeg skulle undre mig over noget som helst, så ville det nok være, hvad Yahya Hassan syntes om sin egen begravelse og deltagerne.

For mig virkede det, som om størsteparten af deltagerne var dem, som den unge digter talte om i sine digte. Gad vide, hvad den unge digter tænker om den kovending, der er sket blandt de mange danske muslimer efter hans død. Den unge digter er gået fra at være forhadt til at blive elsket på meget kort tid. Utroligt som mennesker kan være sådanne vendekåber og ændre mening og holdning fra dag til dag.

Det må være nok undren for denne gang. Her afslutningsvis mener jeg, at det forslag, som kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad er kommet med; et forslag om, at Aarhus skal have en vej eller en plads, der er opkaldt efter digteren Yahya Hassan, er passende. Uanset, hvad man måtte mene om den afdøde digter, så har han givet os to digtsamlinger og bidraget til den danske litteraturhistorie. En vej eller plads med hans navn, er vel det mindste, man kan gøre.

Jeg vil slutte af med den afdøde digters egne ord, som fortæller meget om hans mod og er meget passende i forhold til denne evige debat: ‘Jeg gør ikke krav på ytringsfriheden, jeg ytrer mig, og så tager jeg konsekvensen af min ytring’.