Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære Danmark, mange hospitalsansatte bliver fyret, efter de ytrer sig

Der er ingen tal på hvor mange sygeplejersker, læger og jordemødre, der er blevet fyret, efter at de i det offentlige rum har udtalt sig kritisk.

Harun Demirtas, sygeplejerske.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Danmark,

Hvis staten ikke kan sikre min ytringsfrihed på statslige institutioner, selvom den er grundlovssikret, er der god grunde til at være bekymret.

I Danmark hylder vi ytringsfriheden. Vi tænker, at vi har en høj grad af ytringsfrihed i dette alt for fantastiske land, og vi dømmer ledere som Erdogan for at arrestere tusindvis af mennesker på grund af deres udtalelser.

Men hele Danmark skal vide, at selv om ingen kommer i fængsel, så er der også groteske vilkår for alle landets offentligt ansatte.

Der er ingen tal på, hvor mange sygeplejersker, læger og jordemødre der er blevet fyret, efter at de i det offentlige rum har udtalt sig kritisk om deres arbejdsforhold og patienternes groteske pleje.

I sidste uge blev der lanceret et udspil af Region Hovedstaden, som skal sikre alle offentlige ansattes ytringsfrihed og en åben kultur. Det betyder, at ingen sygeplejersker eller læger skal være bange for at udtale sig om uacceptable forhold på afdelingerne, som truer både patienterne og ens egen og kollegaernes trivsel.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp (S) informerede alle offentligt ansatte om, at de fremover var endnu mere sikrede. Nu var det slut med de komplicerede og lange sætninger om ytringsfriheden, der forvirrede alle ansatte.

Nu er den ganske let at forstå: “Åbenhed skal være reglen - ikke undtagelsen”

Med andre ord, da det er fru Jensens skattepenge, regionerne bliver forvaltet med, er det også den enkelte offentlige ansattes pligt at fortælle fru Jensen om, hvordan hendes penge bliver brugt på hospitalerne, så hun dermed kan gøre sig overvejelser om, hvem hun skal stemme på næste gang.

Det er glædeligt, at politikerne nu har sat fokus på det og udarbejdet en retningslinje.

Men problemet er, at ingen sygeplejersker eller læger bliver fyret direkte, fordi de har ytret sig.

Lederne venter derimod på den mindste fejl, vedkommende kan komme til at gøre for at bruge det som en undskyldning for at sparke dem ud, så personen ikke længere fortæller fru Jensen om forholdene på arbejdspladsen.

Vi er mange danskere, der værdsætter ytringsfriheden og bærer det danske pas med stolthed på os i udlandet, når vi krydser grænser i udlandet.

Det ville ikke være underligt, at sygeplejersker eller læger blev indkaldt til kollegiale samtaler med ledelsen, hvis vi boede i Tyrkiet.

Selvom det en gang imellem har provokeret nogen, har vi aldrig været bange for at sige vores mening.

Men da Regionrådsformand Sophie Hæstorp for et par uger siden præsenterede og samtidig debatterede åbenhedskulturen på hospitalerne, sad der mange bekymrede læger og sygeplejersker. Nogle som mig var bekymret for sig selv, men der var også andre, der sad helt bekymret på vegne af andre, fordi de havde alligevel ikke noget at miste da de allerede var fyret med en undskyldning, efter de havde ytret sig over for de uacceptable forhold, der var både for dem og deres patienter.

Hvorfor skal vi i sådan et land som Danmark, der i årevis er blevet misundt af andre lande for sin ytringsfrihed, være bange for at blive fyret med en opfundet undskyldning, fordi vi bruger vores grundlovssikrede ret til at ytre os om forhold, der er både for mig som ansat men også for mine indlagte patienter?

Harun Demirtas deltager selv i den offentlige debat og fortæller om forholdene på hospitalet. Foto: Claus Bech

Hospitaler har brug for ledere, der går forrest, når det handler om ytringsfrihed og gennemsigtighed. Men med de gamle sygeplejersker og læger, der sidder i lederstillinger, og som er dybt forelskede i den gammeldags sygeplejekultur, hvor ingen sygeplejersker må brokke sig eller klage, er det umuligt at leve op til det krav.

Det ville ikke være underligt, at sygeplejersker eller læger blev indkaldt til kollegiale samtaler med ledelsen, hvis vi boede i Tyrkiet. Men da ytringsfriheden er grundlovssikret, er det måske lidt grotesk af hospitalsledelsen at trække hver enkelte medarbejder til side, uden deres tillidsmand er til stede og under venlige rammer lægge pres på den enkelte for at stoppe deres udtalelser.

Kære Danmark, mange hospitalsansatte bliver fyret, efter de ytrer sig.

Samtaler, der foregår bag lukkede døre på en vagt, hvor tillidsmanden ikke er på arbejde. Næsten som et forhør og tjenstlig samtale, hvis formål kun er, at den, der ytrer sig for meget, hellere må tie stille og acceptere alle forholdene, uanset hvor uacceptable de må være både for patienten og de ansatte.

Bliver man ved med at ytre sig, bliver man med andre begrundelser fyret for at opretholde illusionen om, at de offentligt ansattes ytringsfrihed ikke må krænkes.

Derfor inviteres I hermed ind i kampen. Når nu sygeplejersker ikke må fortælle sandheden til fru Jensen, fordi den har groteske konsekvenser, vil du så ikke selv fortælle din historie offentligt? Både for at informere fru Jensen om, hvordan hendes skattepenge bliver brugt, men også for at gøre det vi lovmæssigt godt må og er forpligtet til, men alligevel ikke må?

KH.

sygeplejerske

Harun Demirtas

Jyllands-Posten tilføjer: Vi modtager gerne debatindlæg og kronikker om forholdene i det danske sundhedsvæsen. Omfang og krav kan der læses om her.