Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvad plager vores sygehusvæsen?

Kollegerne havde jo nok gjort deres bedste. Det er set i bakspejlet det værste. Lægerne er efterhånden reduceret til sundhedsfaglige skifteholdsarbejdere. Ansvarlighed over for patienten er vekslet til ”samlebåndstænkning”.

Artiklens øverste billede

TV 2-dokumentaren ”Patienten, der fik nok” om en medarbejders hospitalsforløb og historien om den evnesvage dreng indlagt på Køge Sygehus, hvor man ikke opdagede brud i halsen, som han siden døde af, er led i en desværre lang kæde af dårlige beretninger fra det danske hospitalsvæsen. I Ugeskrift for Læger 28/9 føjer sundhedsforskeren Helle Hein sine oplevelser som patient til. Nemlig det pludselig at opleve ”systemet” indefra i stedet for som normalt at beskrive det udefra. »Lægen spruttede til sygeplejersken: ”Er der ingen, der har patienten i centrum længere?”«

Jeg, der er overlæge i karkirurgi, føler mig nu så provokeret, at mine erfaringer som patient i ”mit sygehusvæsen” bør beskrives:

Fysisk aktiv og i god form. Elskede (og gør fortsat) mit arbejde. Masser af operativ virksomhed. Fandt det ikke særlig belastende at have døgnvagter. Udsendt af forsvaret fire gange. Senest i 2004 i Kabul. Bomben sprang for otte år siden: atrieflimmer (flimmerhjerte i daglig tale). Katastrofe! »Det må der gøres noget ved«.

Efter tre ”brændinger” (radiofrekvensablation i fagsproget), der ikke havde varig effekt, ville jeg nu være rask. Dette for igen at kunne leve op til egne og omgivelsernes forventninger. På et universitetshospital i den sydlige del af landet kunne man tilbyde en kikkertoperation via brystkassen med udvendig brænding på hjertet (Mini Maze/TT Maze).

Hjertekirurgen: »Du kan arbejde igen efter et par dage; men da du nu er over 60, så hold fri en uges tid.«

Operation januar 2010. Varighed seks timer, modsat de tre, der var stillet i udsigt. Da min kone så mig på hjerteintensiv, troede hun, at jeg var ved at dø: helt hvid, næsten livløs og indfalden. På sengeafdelingen var hun i øvrigt blevet ”næset af” af en sygeplejerske, da hun efter fem timers uvished søgte information om undertegnede.

Mit blodtryk lå i mange timer på godt halvdelen af det normale (75-90). Hjerterytmen/pulsen lav (30-35), også kun godt halvdelen af det normale. Efterhånden kvalme som tegn på, at tarmen led under den dårlige blodforsyning. De følgende dage næsten konstant sengeliggende. Ekstremt træt. Besøg i ca. et kvarter. Så var jeg udmattet og skulle hvile mig. Forkvalmet i høj grad.

Hver gang, jeg forsøgte at stå op, var jeg ved at besvime. Kredsløbet var dårligt, da hjertet ikke kunne ”følge med”. Et par nætter var hjertefrekvensen/pulsen nede på syv-otte slag/minut (det er altså ikke ret meget).

Den første dag så jeg en speciallæge i hjertekirurgi. De næste dage blev jeg sporadisk tilset af ganske unge reservelæger, der ikke vidste, hvad de skulle gøre. Derfor gjorde de så ingenting. Blodfortyndende sprøjter, der i den situation er meget vigtige, blev ”glemt” af ”systemet”. Hvor denne fejl er gjort, fortaber sig i det uvisse. Et par gange gik det gennem mit hoved, at der manglede noget; men så tog trætheden og kvalmen over, og jeg glemte det igen.

Efter tre dage krævede jeg at blive undersøgt af en ”rigtig” hjertemediciner (kardiolog). Han diagnosticerede en blodprop i lungen (lungeemboli) – en potentielt livsfarlig tilstand. Sandsynligvis en følge af den ”glemte” blodfortynding.

Jeg blev indlagt med ”kun” atrieflimmer. Udskrevet efter 14 dage med:

  • Pacemaker på grund af for langsom hjerterytme/puls.
  • En overordnet regulationsknude (hjertets egen pacemaker) var utilsigtet ”brændt af”. Tja, shit happens – ingen undskyldning – hændeligt.
  • Lungeemboli (blodprop i lungen).
  • Vægttab på fire kg på to uger. Alligevel mente personalet på hjertemedicinsk afdeling ikke, at jeg havde adkomst til den lidt mere lækre specialkost.
  • Væske i højre brystkasse. Sandsynligvis en følge af dræn og lungeemboli.

Dirty Harry (Clint Eastwood) spørger ved festlige lejligheder: »Do you feel lucky, punk?« Jeg følte mig ikke heldig; snarere som noget katten havde slæbt ind udefra (punk?).

Mindre end en måned efter udskrivelsen var jeg i arbejde igen; men der gik mere end et halvt år, før jeg var tilbage på normalt niveau. Tilliden til ”mit” sundhedssystem havde lidt sit første alvorlige knæk.

Jeg accepterede situationen. Kollegerne havde jo nok gjort deres bedste. Det er nok set i bakspejlet det værste.

I skrivende stund afslutter jeg nu otte ugers sygemelding efter en cykelulykke med to bækkenbrud til følge.

Landede på venstre hofte, følte et ”knæk” i højre side. Fra første sekund kunne jeg ikke løfte endsige gå på højre ben. Akut indlæggelse på en ortopædkirurgisk afdeling i Syddanmark. Fire dages indlæggelse. Tankevækkende, at den eneste regelrette undersøgelse af mine hofter og bækken blev gjort af en engageret Falck-redder på Samsø.

En klinisk undersøgelse blev ikke på noget tidspunkt foretaget af lægerne på afdelingen. Efter tre dages ventetid mr-scanning: brud uden forskydning i højre side af bækkenet. Tilsyneladende ingen ansvarlig for diagnostik og behandling ud over en enkelt sygeplejerske og undertegnede

På intet tidspunkt blev sengen redt. Det måtte jeg selv sørge for; ”krabbende” rundt i en såkaldt ”prædikestol”. Af tids- og smertemæssige årsager brugte jeg urinkolbe om natten. Urinkolben blev på intet tidspunkt tømt rutinemæssigt om morgenen; men nok når først jeg bad om det op ad formiddagen. Toilettet var pænt rent, skal det bemærkes.

Udskrivelse på fjerde dag med toiletstol, badebænk og to krykkestokke. Jeg kunne knap bære mig selv. Fra personalet på sengeafdelingen var der ingen hjælp at hente. Heldigvis kunne vores gode solide portør på karkirurgisk afdeling hjælpe til, viste det sig. Ingen instruktion om efterbehandling, varighed af rekonvalescens, kontroller o.l.

Tilliden til ”mit” sundhedssystem havde lidt sit første alvorlige knæk.

På eget initiativ fik jeg efter 14 dage en røntgenkontrol; heldigvis o.k. Yderligere ved egen foranstaltning træning fire til fem dage om ugen i et fitnesscenter. Nu efter syv uger går det nogenlunde, men kun nogenlunde uden krykker. Genoptager mit arbejde som karkirurg om få dage i muligt omfang.

Jeg håber at ovennævnte hel- og halvdårlige forløb skyldes min profession. At alle skal behandles lige. Ingen fordele bare fordi man er sundhedsprofessionel. For en sikkerheds skyld behandles man da lidt dårligere.

Så er der da ingen, der kan pege fingre. Måske er mit ræsonnement forkert. Tænk, om alle behandles som jeg og andre; men blot resignerer. I så fald står det sløjt til.

På lægesiden er der ingen gennemgående personer. Hver dag nye ansigter. Tilsyneladende ingen læge, der har ansvar for lige netop min skade/sygdom. Dermed heller ingen ansvarsbevidsthed. I så tilfælde er almindelig god lægekunst degenereret til et uacceptabelt stade. Måske gælder dette også den sygeplejefaglige del af behandlingen.

Lægerne (som jeg jo kender mest til) er jo også efterhånden reduceret til sundhedsfaglige skifteholdsarbejdere med speciale i computerskærmsvirksomhed. Ansvarlighed over for patienten er vekslet til ”samlebåndstænkning”, hvor systemer, procedurer, forskrifter, regler osv. er de vigtigste elementer.

Sygeplejeelever eksisterer ikke mere. Nu er de sygeplejestuderende; altså næsten akademikere. Jeg kan da så godt forstå, at noget så banalt som tømning af urinkolber, sengeredning og hjælp til personlig hygiejne må være lavt prioriteret.

Lægernes dage er reguleret af såkaldte ”rulleskemaer”– læs: regneark med automatiseret funktion. Således ”strøs” funktionerne jævnt ud over den enkelte.

Altså: Alle speciallæger får lige mange stuegangs-, ambulatorie-, udetjeneste-, vagt-, sove- og operationsdage. Dagene er jævnt ”drysset” ud over måneden. Derfor: i princippet ikke samme funktion to dage efter hinanden.

Hvordan skabe og vedligeholde kontinuitet i sådan et system, hvor regnearket er gud? Hvordan indbygge ansvarsfølelse? Med al respekt for it-styring og regneark, der har sin plads i hospitalsvæsenet, er det nu tid til at omstrukturere.

Vi kunne træde et skridt baglæns:

genindføre modellen, hvor meget erfarne overlæger, der skal nyde almindelig respekt på afdelingen, skal tildeles overskuelige afsnit som ansvarsområde – altså i princippet gå stuegang hver dag på ”sine” patienter (med skyldig respekt for fri- og feriedage osv.).

Samme model kunne måske i et vist omfang indføres på den plejemæssige side også. Desværre eller heldigvis kan ovenstående ikke passes ind i et regneark. Modellen vil kunne skabe/genskabe/forbedre kontinuitet og ansvarsfølelse for patienter med kortere mere effektive forløb til følge. Til gavn og glæde for patienterne og sundhedspersonalet i bredeste forstand.

Måske kan der da blive mening i de til trivialitet kendte buzzwords: ”Patienten først”, ”Kvalitet døgnet rundt” eller ”Patienten i centrum” og andre fraser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen