200 par sko skulle minde Kristian Jensen om, at der løbes for stærkt på sygehusene
Torsdag afleverede sygeplejerske Harun Demirtas 200 par sure løbesko til finansminister, Kristian Jensen (V), for at minde ham om, at »effektiviseringerne er gået for vidt«.
Sygeplejersken Harun Demirtas tog torsdag spændt 200 par udtrådte løbesko ud af store hvide plasticsække og lagde dem på trappen op til Finansministeriet, hvor han senere skulle mødes med finansminister, Kristian Jensen (V).
»Jeg er meget glad for, at han har takket ja til det her møde. Det synes jeg er meget positivt. Formålet med de 200 sko er at vise, at de her effektiviseringer er meget farlige, og jeg vil opfordre ham til at afskaffe de årlige effektiviseringer. Jeg håber, at skoene kan vække ham fra hans søvn,« sagde Demirtas.
Ud af det blå ankom Kristian Jensen til Finansministeriet, hvor han hilste på Demirtas og sammen manøvrerede de igennem skoene op ad trappen til Finansministeriet.
De slidte løbesko er kulminationen på, et debatindlæg fra Harun Demirtas, hvor han skrev: »Kære finansminister Kristian Jensen, afskaf effektiviseringerne – og giv mig mine træsko tilbage!«
I debatindlægget i Jyllands-Posten kritiserede Harun Demirtas, Kristian Jensen for ikke at ville fjerne effektiviseringskravene på hospitalerne, og fortæller hvor vanskeligt det er at passe sit arbejde som sygeplejerske forsvarligt med det årlig effektiviseringskrav på 2 pct.
»Der var en gang, hvor sygeplejersker, læger og jordemødre gik rundt i træsko. I dag er vi så effektiviserede, at vi ikke længere kan gå med træsko, selv om det i årevis var en del af hospitalskulturen. Vi skal hele tiden løbe hurtigere og hurtigere – så nu har vi droppet sandalerne og træskoene og købt løbesko i stedet,« skrev Demirtas bl.a. i sit debatindlæg.
Debatindlægget blev i samarbejde mellem Harun Demirtas og Dansk Sygeplejeråd senere til kampagnen ”Giv os træskoene tilbage!”, hvor de udtrådte sko på Kristian Jensens trappe er blevet symbolet på de hospitalansattes frustrationer over effektiviseringerne.
Da Harun Dermirtas kom tilbage fra sit møde med finansministeren, var han fortrøstningsfuld.
»Det var meget positivt at møde Kristian Jensen. Han tog godt imod os og lyttede til mine oplevelser fra den virkelige verden. Jeg fortalte ham at vores grænse var nået, og at vi ikke kan mere. Hvis vi forsat skal holde liv i mennesker, så skal vi afskaffe effektiviseringskravet. Han sagde, at der til maj skal forhandles en ny økonomiaftale, og her ville han gerne tage vores problemstilling op. Han har ikke lovet, at han ville afskaffe effektiviseringskravene, men han har heller ikke sagt, at han ikke ville,« sagde Demirtas torsdag efter sit møde med Kristian Jensen.
Kristian Jensen tager udtrådte sko med ind i Finansministeriet
Kristian Jensen tog ikke imod spørgsmål fra pressen, men tog i stedet en pose af de slidte sko med ind i Finansministeriet. Se video herover..