Sofie Mosgaard nedgør danskernes lyst til ordentlige fødevarer
Venstre mener åbenbart, at de velstillede og turister skal have øget adgang til luksusrestauranter. Den almindelige husholdnings festmenu skal være makrel i tomat og hakkebøffer fra dåse med champignon fra glas.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sofie Mosgaard, folketingskandidat for Venstre, skriver i JP om bl.a. momsdifferentiering. Hun anfører, at moms er et ineffektivt værktøj til at regulere forbrugeradfærd i modsætning til afgifter. Det er jo dybest set noget sludder – hvis man differentierede momsen, ville den kunne bruges til adfærdsregulering.
Men så længe man nægter det, er det selvfølgelig korrekt – så sker der ingen adfærdsregulering. Undskyldningen er, at det er vanskeligt og bureaukratisk. Det kan jo undre, når politikerne i flæng fremhæver Danmark som det mest digitaliserede land i verden, og at bl.a. vores tyske naboer er langt bagud på det område. De kan dog godt finde ud af momsdifferentiering – så langt er de heller ikke bagud.
Momsdifferentiering kunne give den almindelige husstand bedre adgang og motivation til at købe sunde fødevarer – grønt, kød, fisk af god kvalitet. Men det ønsker Venstre så ikke – Jan E. Jørgensen gør et stort nummer ud af at sænke afgiften på bl.a. chokolade og slik, Sofie Mosgaard synes, at det er meget bedre at købe dåsemad. Noget af en kontrast i forhold til, at Morten Dahlin vil afsætte 40 millioner til at fremme gastroturismen i Danmark.
Konklusionen må være: Venstre mener, at de meget velstillede danskere og turister skal have øget adgang til luksusrestauranter – den almindelige husholdnings festmenu skal være makrel i tomat, Jaka Bov med dåseasparges, hakkebøffer fra dåse med champignon fra glas og dåseananas. Til kaffen vil der dog være chokoladekage og vingummibamser. Velbekomme.
Det er mangel på respekt for den almindelige dansker. Derudover fremmer det ikke respekten for folketingskandidater, at de i et læserbrev bruger udtryk som at »trække tilfældige momssatser ud af røven« og »til helvede med jeres hovedregning«. Lad mig citere Charles Fourier: »Civilisationen kan bedømmes ud fra, hvordan man tilbereder grøntsager.«
Tænk over det, Sofie Mosgaard. Og til sidst et godt råd – når du køber dåsetomater til din tomatsuppe, så køb dem fra Mutti – de er bedst.