Hvornår bliver en kartoffel til en pomfrit? Nej tak til momsdifferentieret mad fra Moderaternes klovnebuffet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg laver en rigtig god tomatsuppe, som er perfekt om vinteren, hvor tomater koster en bondegård, fordi de ikke er i sæson.

Mit personlige klimaaftryk takker mig også for at række ud efter konservesdåsen i stedet, fordi de friske grøntsager gros i drivhus om vinteren eller importeres fra syden, imens køleanlægget på fly og lastbil buldrer derudad.

Det kræver mere arbejdskraft at producere friske tomater, mere energi, holdbarheden er kortere, og plastikemballage er sværere at genanvende end dåser. Det er smart, at den proces afspejler sig i prisen i dag, og at jeg ikke skal vide alt det for at vælge det mest skånsomme produkt. Jeg vælger dåsetomaten, fordi den er billig.

Alle taber, når den prisdannelse bliver modarbejdet af politisk støj. Det eneste tidspunkt, hvor politikere skal blande sig, er ved markedsfejl, hvor markedet ikke selv prissætter ressourcer, og der dermed ikke holdes kontrol med, om ressourcerne overudnyttes.

Fiskekvoter er et eksempel på det, ligesom Danmark har indført den grønne trepart, som sætter en pris på forurening og kommer til at gøre CO₂-belastningen på friske tomater over for dåsetomater endnu mere synlig nede i supermarkedet. Det er positivt, fordi det får danskerne til at forbruge mere klimavenligt, uden at politikerne behøver føle sig frem til, hvad der er grønt eller ej og trække tilfældige momssatser ud af røven.

Så kære Moderaterne. Til helvede med jeres hovedregning og gode intentioner, som er kommet til verden på bagsiden af en serviet. Skatteministeriets egen analyse af forslaget er så pessimistisk, at de kan genbruge det papir, den er printet på, som pynt til halloween.

Trods den paniske mediedefensiv fra støtterne er moms nemlig slet ikke at sammenligne med de afgifter på el, kaffe, chokolade og alt andet, som regeringen netop har fjernet.

Den kritik kræver en redegørelse af, hvad forskellen egentlig er på moms og punktafgifter – med fare for at gøre læserne for opstemte: Når politikerne ikke kan lide noget – det kan være alt fra lungekræft fra cigaretter til bollehåndtag fra snolder eller engangsbestik, der ligger og flyder i parken – så putter de en punktafgift på som en økonomisk straf, der skal få virksomheder og forbrugere til at prioritere produkter, som politikerne godt kan lide.

Der findes selvfølgelig både gode og fjollede afgifter, men helt generelt er de et effektivt politisk værktøj til at ændre folks forbrug væk fra noget. Når man fjerner en afgift, så fjerner man en reprimande. Momsen derimod er en indirekte skat og altså ikke et værktøj, der skal få forbrugerne til at ændre vaner.

MerOMSætningsafgiften blev indført i 1967 som en 10 pct. skat i detailleddet. Gab. Men den er siden steget og senest hævet til 25 pct. i 1992. Gisp. Ingen er perfekte, heller ikke Schlüter. I dag er momsen den største indirekte skat på 283 mia. eller 23 pct. af de samlede skatteindtægter og har alene den funktion at få penge i kassen.

Smagsdommeriet har vi punktafgifterne til. Distinktionen virker navlepillende, men er ret afgørende, fordi moms er et ineffektivt værktøj til at påvirke forbrugeradfærd, og afgifter er et ineffektivt værktøj til at inddrive skatter. Så uanset om Moderaternes hensigt er at få danskernes penge til at række længere eller gøre noget godt for folkesundheden, så får vi mere effekt for pengene ved at kigge andre steder i værktøjskassen.

Med andre ord er momsdifferentiering utilitaristens mareridt. Jeg deler ønsket om, at danskerne skal beholde flere af deres egne penge selv, og gnasker da også en gulerod i ny og næ for at få mine seks om dagen, men bare tanken om at skulle oprette en ny styrelse, der skal vurdere, hvornår en kartoffel bliver til en pomfrit, eller bestemme, hvornår der er for mange kerner i en salat til at være momsfritaget, giver mig lyst til at kløjes i selvsamme gulerod.

De eneste, der vinder, er de virksomheder, som først gennemskuer, at man kan sælge gulerødderne separat fra et Happy Meal, eller at der er en gevinst at hente, hvis grønt pakkes for sig i en måltidskasse. Friske tomater er ikke sundere end dåsetomater, og en figenstang er hverken mere eller mindre farlig end et æble, ligesom sundhed generelt ikke lader sig sætte på formel.

Ifølge Skatteministeriet koster det staten 2 mia. kr. at sænke momsen på frugt og grønt til 15 pct. Efter man har medregnet den bureaukratiske byrde ude hos virksomhederne og de to år og 55 mio. kr., det ville koste Skatteministeriet at tilpasse sine systemer til galskaben, så er der en besparelse hos en familie med to voksne og to børn på 1.400 kr. om året i 2030. Stort tillykke.

For de samme 2 mia. kr. kunne man i stedet sænke bundskatten med 0,18 procentpoint. Det giver en samfundsøkonomisk gevinst på 350 mio. kr., hvorimod nedsat moms på frugt og grønt giver et samfundsøkonomisk tab på 125 mio. kr. Vælg dit våben.

Derfor er mit budskab: Kære vælger, du har forbud mod at brokke dig over bureaukrati, hvis du lader dig forføre af Moderaternes forslag om momsdifferentierede frugt og grønt. Så er det nemlig dig, der er problemet.

Tak for at læse med. Hemmeligheden til en rigtig god tomatsuppe er flødeost og kikærter.