Digital dannelse er en anomali

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et begreb, der hedder ”digital dannelse”, er begyndt at sætte sig spor i den offentlige debat. Ikke ret godt taget i betragtning, at sammensætningen digitalisering og dannelse er et omvandrende paradoks, ja vel en antagonistisk modsætning? Dannelse kan hverken tilegnes eller begribes uden fordybelse. Digitalisering er uløseligt sammenkædet med ”at surfe på nettet” – altså at bevæge sig på overfladen.

Men godt at der er ved at komme hul på bylden i forhold til årtiers digitaliseringseufori. Flere og flere danske forskere og lægfolk er gået i kritisk aktion. Først kom Imran Rashids ”Sluk – Kunsten at overleve i en digital verden” (2017), siden Jesper Balslevs ”Kritik af den digitale fornuft – i uddannelse” (2018) og så den ultimative perle: ”Digital demens” skrevet af den tyske hjerneforsker og psykiater Manfred Spitzer og oversat til dansk i år. Også Bent Meier Sørensen, professor ved Copenhagen Business School, stiller op i rækken af kritiske røster med bogen ”Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid”.

Så bedre sent end aldrig. For sagen er faktisk den, at litteraturen om digitaliseringens uheldige konsekvenser i adskillige år har knopskudt uden for landets grænser. Et af de bedste eksempler er Nicholas Carrs bog ”The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains” (2010). Han var ligesom Spitzer meget tidligt ude med følgende pointer:

For et par år siden konstaterede sydkoreanske forskere, at børn i Sydkorea havde problemer med hukommelsen, med manglende motivation og med koncentrationsevnen. Det kaldte de digital demens. Manfred Spitzer er nået frem til det samme resultat. De digitale medier outsourcer det mentale arbejde til datamaskiner, og så mister hjernen sin plasticitet. Spitzer så helst, at iPads og pc’er ikke blev brugt i klasseværelset.

Samtidig med at jeg ved ovenstående kloge folks hjælp har fået sat ord på min egen intuitive skepsis over for informationsteknologiens indgriben i det senmoderne individs krop, hjerne og psyke, er min position blevet skyllet over ende i mit lærerjob: Flere stationære computere, flere bærbare, flere iPads, flere iPhones. Ud med papir og bøger, der kan hjælpe med til at få forvirrede, forstyrrede og stressede elever ned i tempo. Ud med den sorte kridttavle, som har tjent mine kursister glimrende og effektivt gennem 30 års undervisning, til fordel for f.eks. smartboards.

Smartboards har kostet millioner at anskaffe og installere, og lærerne er aldrig blev spurgt, om de store økonomiske investeringer monstro står mål med det faglige udbytte. Og det hverken før eller efter eksperimentets iværksættelse. Hvori det særligt smarte består, mangler der stadigvæk kvalificerede, pædagogiske svar på – bortset måske fra de få lærere, der har gjort udforskningen af smartboardets tekniske muligheder til lidenskabelig hobby.

Til trods for al den litteratur, der foreligger om de digitale mediers skadelige virkninger, hvad sker der så? Der indføres obligatoriske digitale prøver.

Der er næsten ingen i uddannelsessektoren, der har turdet stå frem og sige tingene, som de er, nemlig at elevernes allestedsnærværende brug af smartphones, iPads og pc’er i klasselokalerne er ødelæggende for undervisningen. Eleverne er ikke nærværende, de er distraherede, og de opnår ikke den fordybelse i stoffet, der er en afgørende del af uddannelsen, og de har problemer med at huske stoffet bagefter.

Digitale prøver er blevet indført i uddannelsessystemet for at spare penge, men de er en katastrofe. Eksamen har været kendetegnet ved, at eleverne havde ensartede og lige vilkår uanset baggrund. Men en digitalisering af prøverne vil skabe skel mellem eleverne og give fordele til de digitalt stærke elever. De svage elever vil drukne i de store informationsmængder, der står til deres rådighed.

Og langt værre: Der er større muligheder for snyd. Netadgang under prøverne giver eleverne rige muligheder for at snyde ved at få hjælp udefra til at besvare opgaven. At kontrollere mod snyd er håbløst.

Fortalerne slår om sig med udtryk som ”digital rygrad” og så den famøse ”digitale dannelse”. De har tydeligvis ikke forstået dannelsesbegrebet, men manipulerer det efter behov.

Så her kommer et forsøg på at indkredse det komplekse og vanskelige dannelsesbegreb, bl.a. inspireret af litteraten Anders Thyrring Andersen:

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, man skal bringe sig i overensstemmelse med. At forstå sig selv som en del af en helhed. Som superegoist og narcissist får man et ringere liv.

Dannelse er evnen og viljen til at til at lytte til andre. Til at sætte sig ind i en andens oplevelses- og tankeverden. Da identitet kun kan dannes i samspil med instanser uden for én selv, er selvdannelse en meningsløshed.
Dannelse handler om såvel kundskaber som takt og tone – herunder at kunne udfolde sig sammen med andre. For at mestre omgangsformer ansigt-til-ansigt – ikke på Facebook – må der opdragelse til. Vel skaber vi selv vores identitet, men processen sker i forhold til omverdenen. Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre)opdragelse, uddannelse og selverkendelse.

Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere – herunder ikke mindst i (skøn)litteratur. (Fanden tage den nye bekendtgørelse i dansk!). Mennesket forstår sig selv i en historisk kontekst og skal selv forstås konkret-historisk. At se ud over egen næsetip fordrer, at jeg skruer ned for egen selvrealisering og umiddelbare behovsopfyldelse. Ellers mister man evnen til at føre samtaler, der ligger uden for én selv – og evnen til at indgå i fællesskaber.
Denne proces kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i stadig afprøvning. Så at overvinde kriser, skuffelser og modgang er en helt nødvendig del af dannelsesprojektet.

It og de digitale medier er kommet for at blive, men lidt besindelse og omtanke på et langt mere kvalificeret niveau end det aktuelle er påkrævet. I stedet for at sænke alle bomme og parader. Det seneste hovedløse tiltag er, at eleverne ikke skal have udleveret eksamenshæfter i papirform. Det til trods for, at al forskning peger på, at hjernen foretrækker papir.

Det er mit håb, at de mest fornuftige politikere på Christiansborg med undervisningsminister Merete Riisager i spidsen kan få sat foden læsterligt ned ift. digitaliseringen. Som har føjet spot til skade i et uddannelsessystem, der i forvejen er i frit fald.