Da almindelig sund fornuft blev en videnskab

Om lidt slår skolerne dørene op til et nyt skoleår. Et skoleår, der vil omfatte digitale opgaver, debatter om telefoner, konflikter på sociale medier, krav eller forventninger fra forældre, tvivl og børn, der lever et liv online, vi som forældre ikke helt forstår.

Samtidig vil den evigt videnskabelige debat om telefoner, afhængighed og digitale medier herske, og dem, det handler om, vil i nogle tilfælde opleve, at det nærmest kræver en doktorgrad at gebærde sig online eller at opdrage børn og unge til gode vaner og oplevelser på sociale medier og telefoner.

I den nuværende debat og håndtering af emnet, er der flere tegn på, at diskussionen om sociale medier og telefoner er ophævet til et niveau, der ikke længere handler om mennesker, men om holdninger. Om rigtigt og forkert. Enten-eller. For eller imod. Advarsler og frygt på den ene side og begejstring og opfordring på den anden side.

Som om den alment menneskelige regel om, at ting aldrig er sort eller hvidt, pludselig ikke gælder, eller at nuancerne ikke er vigtige. Eller at vores sunde fornuft ikke gælder.

For eksempel i sommerens debat om mobilforbud. Her har en dansk læge, forskere og tech-eksperter diskuteret i forskellige medier om for og imod mobilforbud i folkeskolen. Med forskellige perspektiver har de talt om vindere og tabere, udvikling og fremtid.

Men hvad med lærerne, skolelederne, eleverne? Hvor er de henne i debatten?

Der er masser af eksempler derude på skoler, der har erfaringer med forbud eller regler og reaktioner derpå. Man kunne have spurgt den skole, der indførte mobilregler under stort postyr og klager fra forældre. Men som efter kun tre uger oplevede, at børn og unge glemte deres mobiltelefon, når de skulle hjem fra skole om eftermiddagen, fordi de var så opslugt af leg og samvær med hinanden. Eller den skoleleder, der har prøvet sig frem og samlet erfaringer fra mobilfrie periode, eller den elev, der skrev et brev til rektor for at få mobilforbuddet tilbage.

I stedet handler debatten om teser, som at børn ikke kan lære basale digitale færdigheder, hvis mobiler forbydes i skolen. Eller at børn bliver afhængige af telefoner, hvis mobiler ikke forbydes i folkeskoler, får ødelagt deres skolegang etc. Teser, der endda havde fortjent at blive afprøvet eller dokumenteret. Hvilken debat er endt med, at for eksempel teser om, at børn ikke får digitale færdigheder, hvis de ikke har adgang til telefoner i hverdagen, skal dokumenteres.

Det er blevet en videnskabelig diskussion, uden at den alligevel for alvor handler om mennesker.

I virkeligheden minder diskussionen om det begreb, der hedder digital dannelse. Digital dannelse dækker over at give børn kompetencer til både at bruge de digitale platforme rent teknisk såvel som fornuftigt i forhold til sprog og tone. Udfordringen med digital dannelse er, at det handler om noget digitalt. Om noget, der foregår inde på skærmen og dermed ikke – nødvendigvis – relaterer sig til det at konvertere sin almindelige sunde fornuft til sin færden online. Intentionerne er gode, men i praksis fungerer det stadig ikke helt godt. Måske fordi digital dannelse er en fluffy størrelse, som stadig i dag ligger et mærkeligt sted mellem it og sikkerhed og ikke under trivsel eller børneliv i de forskellige kommuner. Ligesom digital dannelse er krævet oven fra uden nærværende debat og brugerindsigt.

De fleste situationer kan spejles til hverdagen, det er bare de færreste, der sætter ord på, hvor banalt det kan være. Fordi vi taler for lidt om det.

For eksempel siger: ”Hvis du ikke vil give andre highfive, når de har sagt noget grimt til en kammerat, skal du heller ikke like en negativ kommentar”. Eller: ”Hvis du ikke vil stille dig nøgen op i skolegården, skal du heller ikke sende et intimt billede af dig selv”. Eller først og fremmest bare tale om emnet.

Et andet eksempel på den distancerede tilgang til emnet med brugen af telefoner og sociale medier hos blandt andet børn og unge er forslaget om et center for digital sundhed. Tanken og filosofien kan være rigtig god, og for år tilbage ville jeg have støttet det ubetinget. Det var her, udviklingen tog fart, og hvor især børn og unge grundlagde en færden på sociale medier, som vi stadig i dag ikke er på forkant med. Man kan med andre ord sige, at vi var meget tidligt ude (med at give vores børn og unge adgang til telefoner og sociale medier), men at vi alligevel kom alt for sent.

Men digital sundhed vidner om en distanceret opfattelse i forhold til det menneskelige. Hvordan kan man være sund digitalt? Er man det så også mentalt? Eller fysisk?

Digitalt bliver – igen – pludselig noget, der foregår derinde i skærmen.

Når videnskaben diskuterer, er det svært at gøre som drengen i ”Kejserens nye klæder”. Men det er vigtigt at trække debatten om denne store flade af vores liv tættere på. At debattere uden for meget for eller imod. At udfordre teser og forskere, at spørge brugerne.

Sociale medier er kun sociale, fordi mennesker er sociale, og så længe vi distancerer debatten og måden at håndtere det på, bliver det kun sværere at skærpe den almindelige sunde fornuft.

Men hvordan gør man det, tænker du måske?

Studier viser, at børn og unge gerne vil tale om sociale medier med voksne. De vil gerne lære reglerne, kende loven og få gode råd, når det er svært.

Men så længe vi tror, det handler om rigtigt eller forkert, eller at vi skal gøre det til en videnskab at tale om så stor en del af vores børn og unges liv, så længe vil der være en afstand, der ikke gavner nogen.

Skal vi skærpe børns almindelige sunde fornuft, skal vi tale mere om dette emne, på samme måde som vi taler om alt det andet, der optager vores børn. Som når vi står på sidelinjen på fodboldbanen under de første spæde forsøg eller snører balletskoene på vores barn eller holder det første klassearrangement sammen med de andre forældre.

Det digitale er hverdagen for os, for vores børn, for samfundet.

Men på en måde fik den digitale udvikling os til at droppe det, vi ellers altid har gjort. Nemlig at opdrage, sætte regler og rammer og at have dialog. Med hinanden, med vores børn, med de andre forældre. Vi droppede vores egen dømmekraft og skulle fortælles af andre, hvad vores likes betyder.

Vi har naturligvis ingen nedarvede principper til at opdrage på det digitale område. Men når vi ikke har det, så har vores børn naturligvis heller ikke. Det, de har brug for, er voksne på banen. Ikke handlingslammede voksne eller voksne, der er bange for at begå fejl, eller som tror, at børnene er de klogeste. Eller at eksperterne er det.

Engang troede jeg, at det her handlede om at hjælpe børnene til sund fornuft online. Men efter flere års erfaring på området er det snarere min opfattelse, at det handler om at hjælpe voksne og give dem styrken tilbage:

Det kan godt være, at du ikke er ekspert i det digitale (det er der ikke rigtigt nogen, der er, hvis man ser på det digitale område som helhed), men du er ekspert i, hvad du vil med dine børn, med dine elever, med deres fremtid.

Det betyder naturligvis ikke, at børn ikke har brug for regler og rammer, snarere tværtimod. Men vi behøver ikke en doktorgrad for at opsætte dem. Og selv om de ikke er nemme at håndhæve, for eksempel når det handler om mobilregler for en teenager, så er det ikke det samme, som at vi skal lade være, fordi vi venter på den videnskabelige redegørelse. Det har aldrig været nemt at være forældre til en teenager.

Når vi ikke tager dialogen eller ikke laver regler, af frygt for at vi ikke ved nok, er det vel det samme som at fortælle børn og unge, at de skal opdrage sig selv på denne store flade af deres liv.

Lykke Møller Kristensen er forfatter til bogen ”Børn og sociale medier” og holder foredrag om sociale medier, børn og unge. Hun har lavet workshops og rådgivet skoler og lærere i at undervise i et nært sprog. Hun er en del af et internationalt netværk, der debatterer sikkerhed og trivsel online. Hendes baggrund er journalist og kommunikationsrådgiver. Da hendes egne børn kom galt af sted på sociale medier, indledte hun arbejdet med at hjælpe børn og unge til gode oplevelser på sociale medier.