Fortsæt til indhold
Debatindlæg

De kreative erhverv er fremtiden

Vi kigger ind i et arbejdsmarked, hvor digitalisering og robotter kommer til at udføre endnu flere af de gammelkendte funktioner.

Tine Aurvig-Huggenbergerdir., Kreativitet & Kommunikation

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Nu piber alle fløjter, og maskinen går i stå.« Sådan begynder Valdemar Wahls smukke, gamle arbejdersang. En sang, der handler om det hårde liv på fabrikken, som udholdes, fordi der er kone og børn, der skal passes på og forsørges. Kone og børn, der udgør det rigtige liv – det liv, hvor kærligheden er.

Når man læser folketingsmedlem Kaare Dybvads indlæg forleden, hvor han forsimplet og fordummende hælder rapporten fra regeringens vækstteam for kreative erhverv ned ad brættet, kunne man fristes til at tro, at han virkelig ønsker sig tilbage til Valdemar Wahls tid.

En sær længsel tilbage til et industrisamfund, hvor alt var meget nemmere at forstå, hvor en fabrik var et sted, hvor der blev svejset jern, og tekstilindustrien stadig bestod af store systuer. Og ikke mindst en tid, hvor Socialdemokratiet havde over 40 pct. af stemmerne, fordi det hele var mere enkelt, og interesserne var til at overskue.

Når Danfoss investerer 4,2 pct. af sin omsætning i innovation, når Grundfos betragter innovation og kreativitet som de vigtigste forudsætninger for vækst, og når World Economic Forum kategoriserer kreativitet som den tredje vigtigste kompetence på arbejdsmarkedet i 2020.

Og når selv fagbevægelsen omfavner kreativitet og innovation som midler til at fremtidssikre og skabe bæredygtige arbejdspladser, så skulle Kaare Dybvad tage at hilse det 21. århundrede velkommen – der er måske endda vælgerappeal i det.

Danmark producerer i dag high value brands, fordi vi evner at kombinere kreativitet, innovation og industri. Vi kan nævne i flæng: Lego, Danfoss, Grundfos, Pressalit, Wood Wood, BIG osv.

Jeg synes i øvrigt, at Kaare Dybvad skal prøve at tage til Billund og foreslå kvinderne hos Lego, at kreativitet skal skrives ud af ligningen. Det tror jeg, at der kunne komme en interessant samtale ud af.

Den gode nyhed er, at vi kan blive endnu bedre. Vi kigger ind i et samfund og i et arbejdsmarked, hvor digitalisering og robotter kommer til at udføre endnu flere af de gammelkendte funktioner. Vi har i Danmark rigtigt gode forudsætninger for at omfavne den udvikling – vi er nemlig kreative.

Vi har en lav hierarkiforståelse, så smedens og sygeplejerskens gode, kreative idéer kommer også ind på bordet. Bare spørg på Danfoss eller Coloplast. De kreative erhvervs andel af eksporten stiger, og det gør antallet af ansatte også. De er samtidig privatansatte, så de bidrager godt og grundigt til vores fælles samfund.

Så velkommen til det 21. århundrede. Vi er nogle, der ser lyst på mulighederne og fremtiden, blandt andet fordi vi som danskere har brugt kreativiteten og innovationen til at løfte os ud af støj og møg. Og pibefløjten er noget, vi synger om.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.