Fortsæt til indhold
Viden

Robotkollegerne flytter ind

Fakta, der forklarer verden: Industrivirksomheder satser i stigende grad på robotter. Især to industrigrene stikker ud.

De kan arbejde i døgndrift, udføre de præcis samme bevægelser igen og igen, og så holder de aldrig barnets første sygedag.

Der kan være mange fordele ved at benytte robotter i industrien til at supplere eller erstatte menneskelig arbejdskraft, og i takt med at teknologien bliver stadig mere forfinet, er robotter for alvor begyndt at flytte ind på produktionsarbejdspladserne. Det viser tal fra robotindustriens internationale forbund, International Federation of Robotics.

Det største antal robotter i forhold til menneskelige medarbejdere findes i Sydkorea, Singapore, Tyskland og Japan. På tværs af de fire lande er det især i bil- og elektronikindustrien, at robotter bliver anvendt.

Danmark lander med 211 robotter pr. 10.000 ansatte i industrien på en femteplads. Det er blandt andet det høje danske lønniveau, der gør det attraktivt at satse på de forholdsvis kostbare tekniske medhjælpere.

Omvendt er robotter et relativt sjældent syn i lavtlønslande som Indien og Kina, om end især kineserne i stigende grad forcerer brugen af robotteknologi.