Hvem skal give din mor et kram?

Hele debatten om de vakuumpakkede madpakker har handlet om hvilken kvalitet, vi tillader os eller ikke tillade os at byde de ældre. Var det ikke på tide, at vi fik debatteret, hvad vi kan tillade os at tilbyde plejekrævende mennesker, når det drejer sig om den nære omsorg?

Det er igen blevet middagstid. Jeg sætter mig ned ved beboerne. På min højre side har jeg Birger, som er spastisk lammet og i øvrigt ikke har noget sprog. På min venstre side har jeg Anton, der på grund af kronisk sygdom ikke selv kan holde sit bestik. Jeg er deres hænder. Jeg er den, der må sørge for, at de får mad i munden. Mad som ikke er for varmt eller for stor en mundfuld, så de ikke får det i den gale hals. Som vi har gjort så tit, sidder vi og småsnakker, mens vi på skift får en bid mad. Selvom det er hyggeligt, sidder jeg med følelsen af at arbejde med et samlebånd. "En bid til dig, en bid til dig, en bid til mig" Sådan joker vi tit med denne absurde situation, mens vi fortæller røverhistorier.

Det er det eneste tidspunkt på dagen, jeg har tid til at sætte mig ned og snakke med mine beboer om, hvordan de har det. Birger er i øvrigt et af de kærligste mennesker, jeg kender. Med sit smil får han mig altid til at huske, hvorfor jeg valgte mit fag. Birger aer mig tit på armen under morgenplejen. Måske for at fortælle, at det er okay eller, at jeg ikke skal være ked af, at jeg nu igen har været nødt til at tage ham sidst, fordi jeg skulle skynde mig med de andre. Nogen gange puster han til mit hår, fordi pandehåret nu igen er faldet ned i øjnene på mig. Jeg ved at lige om lidt, er jeg nødt til at sætte Birger i sin kørestol. Han vil højst sandsynlig blive sat foran fjernsynet indtil middagsmaden.

Bagefter skal jeg hjælpe en kollega. Og så er det stort set tid til middagsmad. Efterfølgende vil Birger bliver lagt til middagshvil.

Sådan foregår hverdagen mange steder. Der er tid til den mest nødvendige fysiske pleje. Den psykiske pleje er hele tiden skubbet i baggrunden. Der er ikke tid til at læse historie, spille musik eller spil, eller bare høre historier fra gamle dage. Hvis en af beboerne har et uheld og skal skiftes, er jeg nødt til at vælge mellem om beboerne skal have skiftet ble eller have doseret medicin. Jeg kan selvfølgelig ikke lade dem sidde i en beskidt ble, så medicinopgaven, må gives videre til aftenvagten, hvor de heller ikke har synderlig meget tid.

Hyggen med beboerne, den psykiske omsorg bliver hele tiden skubbet i baggrunden, fordi der altid er noget praktisk, der presser sig på.

Hvornår blev den psykiske omsorg nedprioriteret i forhold til den fysiske omsorg? Hvad med de 10 andre beboere, hvor de fleste af dem også har brug for, at jeg kan være deres hænder, det ønsker jeg mig en kollega til. Hvornår skal vi have tid til at give dem den nære omsorg, de fortjener? Se dem som de mennesker, de var, før de blev syge og som de menneske, de er nu?

Det var ikke det her, jeg meldte mig til, da jeg besluttede mig for at blive social og sundhedsassistent. Jeg blev social og sundhedsassistent for at se din mor i øjnene og give hende et kram, når hun har brug for det. For at yde den nære omsorg for din mor. Men det kan jeg ikke, før jeg får flere kollegaer og mere tid til at sætte mig ned med hende i andre situationer end ved samlebåndsspisebordet.